På ét af humanioras mange institutter materialiserede sig engang en lampeånd. Den gav en lektor valget mellem uendelig visdom eller stor rigdom. ”Det valg er nemt,” svarede lektoren, ”hele mit liv har jeg helliget lærdommen og forståelsen. Selvfølgelig vælger jeg visdom.”
Lampeånden knipsede med fingrene, og uendelig indsigt havde nu bolig bag lektorens høje pandelapper. Lektoren bøjede hovedet og faldt i dybe tanker. Lærde kollegaer, der havde overværet det eventyrlige optrin, kunne næppe holde sig tilbage. ”Så sig dog noget! Hvad ser du i din dybe visdom?”
Han tøvede et øjeblik, men svarede da: ”Jeg skulle have taget pengene.”
Vitsen er værd at fortælle i disse uger, hvor diskussionen om reform af de videregående uddannelser står på. Rundt i landet sidder der formentlig en del hel- og halvlærde hoveder med fine papirer fra brødløse Mickey Mouse-fag og tænker, at de i deres ungdoms jubelår ikke skulle have ladet hånt om den forventelige lønningspose for enden af deres studier.
