Et gammelt ordsprog siger, at ’historien altid gentager sig’. Det er ofte ment med flere kapitlers mellemrum, men når det kommer til velfærdsstaten, må man erkende, at historien om dårligere service og ringe tilfredshed skrives gentagende gange på hver side.
For nyligt er det historien om Kirsten på Frederiksberg, hvis rettighed til støvsugning fra kommunen er blevet frataget hende. Dog vasker de stadig hendes gulv på trods af, at det er fyldt med støv og madrester.
Absurditeten i behandlingen af Kirsten er til at føle på, og det har også fået politikere til at harcelere over behandlingen. Ikke desto mindre var modsvaret fra kommunen, at borgere, der ikke længere har bevilling til støvsugning, må anskaffe sig en robotstøvsuger – selv hvis de ikke er i stand til at benytte den.
Det seneste eksempel med Kirsten er ikke blot en enlig svale, men er billedet på, hvordan velfærdsstaten igennem de seneste mange år er blevet mere og mere dysfunktionel, og det beviser blot, at den socialistiske drøm om, at en statsmonopoliseret velfærd aldrig nogensinde, har været holdbar.
For det er ikke længe siden, at Nicolai Wammen var en stolt Finansminister, som strålede på pressemødet over det ’historiske’ løft, der nu blev givet til kommunerne, hvor de endnu engang blev forgyldt med velfærdsmilliarder. Men hvor er de penge blevet af, når kommunerne igen står med hatten i hånden?
Overflødighedsstaten
For, som det er nu, hælder vi store summer ned i en overflødighedsstat, hvor vi aldrig nogensinde får den kvalitet tilbage, som vi efterspørger. Vi kan tydeligt se, at buffeten i velfærdsdanmark bliver udvidet år efter år, men retterne, der bliver tilføjet, er blot kold suppe og daggammelt brød. Selvfølgelig vil tilfredsheden aldrig nogensinde stige med den menu.
Derudover vokser der i takt med, at skatteregningen for den leverede velfærd stiger, også en stigende forventning til den service, vi som borgere skal modtage. Men forventningens glæde er ikke et fænomen, man skal se særlig meget frem til, når vi kigger på udvalget i buffeten.
En undersøgelse fra Kraka viser nemlig, at hvis velfærden skal leve op til danskernes forventning, skal der tilføres 100 milliarder kroner mere, end der i forvejen er planlagt frem mod 2050. Det kommer danskerne aldrig nogensinde til at acceptere i den velfærdsstat, som allerede flere gange har været verdens dyreste.
Danskerne siger fra og vælger privat
Når det offentlige gentagende gange svigter leveringen af velfærdskvalitet, har det den konsekvens, at danskerne simpelthen vælger at bruge deres penge anderledes. I de senere årtier har vi set en større bevægelse end hidtil, som grundlæggende smider velfærdsstaten på lossepladsen, mens de prioriterer at sende børnene på privatskole og tegne egen sundhedsforsikring.
En uundgåelig bevægelse, som vil fortsætte så længe politikerne med død og pine holder stædigt fast i, at velfærdsydelser er noget, der tilhører staten.
I stedet for blindt at udvide velfærdsstatens beføjelser, bør vi langsom begynde at reducere dens magt. Når danskerne i højere grad prioriterer privat velfærd, skal vi også give dem langt bedre mulighed for at gøre det, blandt andet ved at sænke skatterne.
For efter i årevis at have skabt et velfærdsmonster kan vi stadig se utilfredsheden fortsætter med at stige, og der er intet, der tyder på, at retterne i buffeten skiftes ud til en bedre kvalitet på trods af, at indholdet
