Forleden var jeg til en middag, hvor en god og klog veninde dukkede op med et eksemplar af bogen Mit store, smukke had og proklamerede, at titlen på hendes fremtidige selvbiografi hermed altså allerede var blevet taget.
Adspurgt til hvorfor dette skulle have været titlen, fortalte hun om egne oplevelser med vrede, om at skælde folk ud i det offentlige rum, og om hvordan vi i langt højere grad burde anerkende, endda hylde, den indignerede borger, som skælder ud på sine medmennesker, når disse har fortjent det. Altså en god og konstruktiv vrede.
