Det har været en ære for mig at skrive for Kontrast det sidste halve år. Med en chefredaktør som Lars Kaaber og en debatredaktør som Mikael Jalving har man været i mere end professionelle hænder.

Man har nemlig været både tryg og udfordret på en og samme tid. Tryg, fordi man kunne stole på at få optaget sine artikler, hvis argumentationen var god nok, udfordret, fordi begge d’herrer kan deres metier og retter til, hvor det kræves.

Året går på hæld, og jeg vil tillade mig at være lidt mere causerende, end jeg plejer, når jeg giver mit bud på, hvad Kontrast betyder herhjemme, og hvad der sker ude i Europa, især Vesteuropa, som vi selv tilhører tilbage fra Den Kolde Krigs tid. Hvor Europa i øvrigt var så ahistorisk strengt opdelt i øst og vest.

Geopolitisk mirakel
Jeg voksede op, født i 1964, med Den Kolde Krig, Muren og Jerntæppet som selvindlysende kendsgerninger, der også ville være der, når jeg engang omkring midten af det 21. århundrede ville lukke mine øjne. Det kom som bekendt ikke til at gå sådan, og det er fortsat det største geopolitiske mirakel, der er sket i min levetid.

Arrene mellem landene øst og vest for det hedengangne jerntæppe er fortsat til stede, men efter 35 år i langt mindre omfang, alene af den grund, at lande som Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien har nået en levestandard, der kan måle sig fint med de mindre velstående lande og regioner i Vesteuropa.

Huntingtons profeti
Europa er således ved at blive helet, og det er påfaldende, i hvor høj grad det sker efter de grænser, som Samuel P. Huntington lagde frem i sin skelsættende bog fra 1996, Civilisationernes sammenstød.

Huntington har, uden i sin levetid at kunne kende til de nærmere omstændigheder (han døde i 2007), fået alt for meget ret i, at der er meget store forskelle mellem den vestlige og den ortodokse civilisation med Rusland som den altdominerende sidste (må det blive anderledes og mere konstruktivt i fremtiden, men det bliver ikke foreløbig).

I disse år og årtier sker der så det umiddelbart mærkværdige, at vest og øst i Europa er ved at gå i hvert fald delvis fra hinanden på ny, ikke på grund af den døde kommunisme, men som følge af de kolossale fejlbeslutninger, som en række vesteuropæiske lande har truffet i de sidste mere end 50 år, i nogle tilfælde i mere end 70 år.

Remigrationens nødvendighed
Det overrasker ingen hos Kontrast, at det er masseindvandringen fra Den Tredje Verden, jeg tænker på.

Problemerne med de store og voksende mindretal af personer og gruppe med rødder derfra er uløselige, hvis ikke der finder en omfattende genudvandring sted, og det er selve formuleringen af denne kurs, der har ændret sig dramatisk i de sidste ganske få år. Hvad der var utænkeligt i går, er muligt i dag og indlysende i morgen.

Der er i dag ikke noget mærkeligt i at tale om remigration af store antal af de millioner af utilpassede fra Den Tredje Verden, der i et uopmærksomt øjeblik fik lov til at komme til og tilsyneladende slå sig ned i lande i Europa. Det, har vi fundet ud af, var en umanerlig dårlig idé, og vi er nu meget hurtigt ved at komme på andre tanker.

Europæisk renæssance
Hele denne proces med at komme fra en dødemandskurs til en europæisk renæssance kræver dog engagerede enkeltpersoner.

Strukturer er vigtige, men de kan ikke forklare alt. Der skal individer til, og personerne bag ved Kontrast er sådanne individer. Det er, drister jeg mig til at sige, skribenterne hos Kontrast også, og derfor er dette virtuelle tidsskrift så vigtigt og så inspirerende at være en del af. Vi er med til at forandre Danmark og Europa.

Godt nytår!