CEPOS-direktør Martin Ågerup skrev for nylig en kronik motiveret af dommedagsfilmen Don’t Look Up, der i mange detaljer redegjorde for, hvorfor filmen ikke var retvisende som metafor for håndteringen af klimakrisen.
Det er sjældent at læse en “anmeldelse”, der vier så meget tid til at gå så ivrigt i rette med en fiktionsfilm i genren ”sort satirisk komedie”s helt utilstrækkelige behandling af den aktuelle miljøøkonomiske debat om diskonterings- og tidspræferencerater. Ågerups kroniks konkrete opsummerende budskab var, at menneskeskabt global opvarmning nok var et problem, men at fremtiden derudover tegner lys og lykkelig, og at man skal lytte til mainstreamvidenskabens anbefalinger, som, hvad økonomerne angår, ideelt er en CO2-skat til at håndtere den globale, negative eksternalitet – og så ellers lade markedet råde.
