Jeg begyndte, lidt tilfældigt, min færd i Nyboder. Ikke i de restaurerede rækker med pæne farver og kuraterede skilte, men i de glemte opgange, hvor træværket stadig lugter af fugt og linolie. Trinnene knirker ujævnt, og håndlisten er rundslidt som en gammel lædermappe. Lyset fra det småsprossede vindue filtreres gennem støv og årtiers nikotin.
Her sænker kroppen automatisk stemmen. Væggene husker. Det er som om, stedet selv bærer en forventning om mådehold og dybere refleksion. Borgerlighed som atmosfære.
