Vi bliver trygge, når noget er genkendeligt. Når vi er sammen med vores nærmeste, i vores bolig, vores by eller bevæger os rundt i omgivelser, vi kender. Af tryghed vokser tillid. Der er mennesker, steder, normer og spilleregler, vi genkender og derfor stoler på.
Meget af denne tryghed er selvfølgelig bygget på en illusion. Intet er særlig sikkert, og intet forbliver, som det var.
Det land og det samfund, jeg voksede op i, har forandret sig voldsomt. Ikke nødvendigvis til det værre, men voldsomt. Teknologien har ændret vores levevis på måder, som ville have været utænkelige for få årtier siden. Vi er blevet digitaliserede, globaliserede og har fået en SoMe-kultur, hvor mange af os tilbringer en betydelig del af vores vågne liv.
Samtidig er mennesker fra kulturer, der på væsentlige områder adskiller sig fra vores, blevet en del af det danske samfund. Det udfordrer vores forestilling om det genkendelige.
Det fremmede er ikke forkert, men fremmed
Islam, bederum, tørklæder, social kontrol, demonstrationer og forskellige opfattelser af religion, køn, familie og fællesskab er blevet en del af den offentlige debat. For nogle er det uproblematisk, for andre dybt foruroligende. Og selv hvis man betragter sig selv som åbensindet, kan man opleve normer og adfærd, som ligger langt fra det samfund, man selv voksede op i.
Det behøver ikke betyde, at det fremmede er forkert. Men det er fremmed. Og det synes jeg, vi skal turde tale om.
For spørgsmålet er større end indvandring. Det handler om, hvor hurtigt et samfund kan forandre sig, uden at noget af det, der skaber sammenhængskraft, genkendelighed og tillid, går tabt.
Vi har en mærkværdig evne til at tænke kortsigtet. Samtidig er vores selvopholdelsesdrift noget af det stærkeste i os. Det svarer næsten til at ride baglæns på ryggen af en tiger. Vi er i bevægelse og kan derfor bilde os ind, at vi er på vej frem, men vi har begrænset udsyn til, hvor tigeren fører os hen.
Det paradoks gælder også vores humanisme.
Hvem er de andre?
De fleste af os vil gerne opfatte os selv som humanister. Empati er en grundlæggende menneskelig egenskab. Vi kan sætte os i andres sted. Men hvem er de andre?
Er det vores familie? Naboen? Mennesker i vores by? Danmark? Europa? Eller hele verden?
Vi kan sagtens føle med mennesker, uanset hvor på kloden de befinder sig. Vi ser krig, sult, undertrykkelse og mennesker på flugt, og noget i os reagerer. Men når empatien skal omsættes til handling, bliver det vanskeligere. Vi kan tage imod mennesker på flugt. Men et spørgsmål bliver sjældent stillet: Hvad redder vi til på den lange bane?
Alverdens forskellighed
Integration på tværs af store kulturelle forskelle er svært. Religion kan fylde på en helt anden måde. Forholdet til staten, familien, kønnene og fællesskabet kan være anderledes. Selv vores måde at møde hinanden på og vores forestilling om individets frihed er kulturelt formet.
Måske undervurderer vi, hvor dybt et menneskes rødder stikker. Jeg har boet i Jylland ad flere omgange. Jeg har holdt meget af at bo der. Jeg skulle ikke lære et nyt sprog. Jeg kendte kulturen, historien, humoren og de fleste uskrevne regler. Vi havde grundlæggende samme referencer og samme baggrund i et historisk kristent samfund.
Alligevel mærkede jeg mine københavnske rødder. Når jeg kørte over Storebæltsbroen og nærmede mig København, kunne jeg mærke en næsten uforklarlig ro: Ah, hjemme igen. Det var mit sted. Luften, bygningerne, sprogets tone, konventionerne, normerne og de små referencer, man næsten ikke bemærker, fordi man er vokset op med dem, fortalte mig noget enkelt: Her kommer du fra.
Et spørgsmål om grænser
Hvis jeg kan opleve det efter at have flyttet nogle få hundrede kilometer inden for det samme lille land, hvordan må det så ikke være for et menneske, der har bevæget sig tusindvis af kilometer væk fra sit hjem, sit sprog, sin religion, sine dufte, sin familiehistorie og sine kulturelle selvfølgeligheder?
Mennesker på flugt og migranter må også have disse følelser. Nogle vil sikkert med tiden føle Danmark som deres hjem. Andre vil leve med rødder flere steder. Atter andre vil resten af livet længes efter det sted, de kom fra. Det er derfor naturligt, at mennesker forsøger at bevare og genskabe noget af deres oprindelige kultur dér, hvor de bosætter sig. Det ville de fleste af os sandsynligvis selv gøre.
Men her opstår et vanskeligt spørgsmål: Hvor meget skal det samfund, man kommer til, forandre sig for at give plads til det samfund, man kommer fra?
Det er et spørgsmål om grænser. For hvis vi ikke tør definere, hvad vi selv ønsker at bevare, bliver integration et mærkværdigt begreb. Hvad er det egentlig, mennesker skal integreres i, hvis vi samtidig er tilbageholdende med at sige, hvad Danmark kulturelt, historisk og værdimæssigt er?
Det er humanisme at hjælp folk hjem
Og måske bør vi også turde stille et andet spørgsmål: Er permanent integration altid den mest humane løsning?
Hvis et menneske frivilligt ønsker at vende tilbage til sine rødder, og det kan ske sikkert og værdigt, hvorfor skulle hjælp til repatriering så være mindre human end hjælp til integration? Og vil tanken om at hjemsende kriminelle og utilpassede ud af landet ikke også være ok?
Humanisme må også kunne være at hjælpe mennesker hjem.
Ikke alle kan eller vil vende tilbage. Mange har skabt deres liv her, og børn kan være født og opvokset i Danmark. Virkeligheden er mere kompliceret end slagordene på begge sider. Men netop derfor burde vi kunne diskutere den uden straks at dele os i dem, der vil åbne alt, og dem, der vil lukke alt.
Globaliseringens uniformering
Det handler heller ikke kun om migration. Globaliseringen forandrer vores byer, vores handel og vores kulturelle særpræg. Multinationale selskaber overtager butikker og ejendomme. Der bygges og renoveres uden stor respekt for lokale håndværkstraditioner og arkitektur. De samme kæder, produkter og udtryk dukker op fra København til London, Berlin og Barcelona.
Alt bliver tilgængeligt overalt, og langsomt risikerer overalt at ligne alle andre steder. Det er måske globaliseringens mærkeligste paradoks: Vi får adgang til hele verden og risikerer samtidig at gøre verden mindre forskellig.
Forandring kan ikke standses. Det Danmark, jeg voksede op i, vender ikke tilbage, og meget af det skal vi sikkert være glade for. Men forandring behøver ikke være det samme som retningsløshed. Vi må kunne stå fast på vores identitet og vores rødder uden at betragte andres som mindre værdifulde. Vi forstå først betydningen af andres rødder, når vi tør vedkende os vores egne.
Det kræver, at vi tænker længere end til den næste gode intention. At vi en gang imellem hopper af tigerens ryg, stopper op og ser ud over landskabet. Hvor kom vi fra? Hvad ønsker vi at bevare? Hvad ønsker vi at forandre? Og hvilket samfund ønsker vi at give videre til dem, der kommer efter os?
Først derefter giver det mening at beslutte, hvilken retning vi skal bevæge os i – og måske i et tempo, hvor fornuften kan følge med.
