I en ny bog med den pikante titel The Sin of Empathy: Compassion and Its Counterfeits (Empatiens synd – medfølelse og dens forfalskninger, red.) blæser den amerikanske teolog Joe Rigney fra New St. Andrews College i Moscow, Idaho til angreb på den moderne empati, som i hans øjne er gået bananas. Først med 70’ernes psykoanalyse, terapi, selvrealisering, Freud og Marx, siden med 00’ernes identitetspolitik og 10’ernes woke-bevægelse, særligt i USA, hvor spørgsmål om køn, race og seksualitet er blevet subjektiveret helt ud i det ekstreme.

Jeg er, hvad jeg føler. I dag. I morgen kan det være noget helt andet. Jeg er flydende og transformativ, mit liv er en performance. Det er meget autentisk. Og du må for øvrigt ikke sige mig imod. Kun de fordomsfulde har fortjent fordømmelse. Mine følelser har krav på respekt! Det, jeg føler, må du bekræfte. Ellers er du et ondt menneske!

Fra privat dyd til kollektiv last
Bogens titel er ment som en provokation. Joe Rigney understreger, at empati er en menneskelig kvalitet. Men han forsøger at vise, at empati under visse omstændigheder kan forvandle sig fra en privat dyd til en kollektiv last. En last, som udnævner empati til en konge, som man ikke kan diskutere med, dvs. som altid har ret og i sidste ende ønsker at overtage styringen af ægteskaber, familier, arbejdspladser, institutioner og samfund.

Eftersom empati er en følelse ligesom vrede, frygt, jalousi, begær og kærlighed må den indimellem holdes i skak for ikke at udarte sig til en skadelig version.

Man kan sagtens vise sympati og medfølelse for den konkrete næste i sin hverdag og nærhed, det styrker de sociale bånd, venskaber og godt naboskab. Problemet opstår, når (1) empati bliver abstrakt og skal kunne rumme alle, uanset hvor de befinder sig, herunder illegale migranter, Det Globale Syd, for ikke at sige hele menneskeheden. Og (2) når denne programmatiske empati fører til, at alle lige pludselig kan gøre krav på at blive anerkendt som ofre, uanset hvad der reelt ligger bag deres kvaler.

Pavens pegefinger
Når empatien bliver grænseløs, bliver dens appel en moralsk kommando, dvs. en pegepind hinsides alle jordiske og langsigtede konsekvenser for dem, det måtte vedrøre. En pegepind, som får pæne, kristne mennesker til at rette ind og mime de progressive, når de lader forstå, at vor empati for alle andre skal være lige så ubetinget og universel som tidligere tiders tro på Gud. Hvis du mærker noget sidde på din højre skulder, så kan du være sikker på, at det er en lille progressiv censor, som vil sikre sig, at du ikke tænker eller siger noget forkert.

Som nu fx hos den netop afdøde pave Frans, der – ironisk nok bag Vatikanets høje murværk – talte for migranters universelle ret til at slå sig ned, hvor de lyster. Bare ikke lige i Vatikanet.

Verdens største offer
Når empati ikke modereres, bliver den ofte destruktiv og religiøs, mens den ophøjer stedse flere ofre for udebleven eller mangelfuld empati til en ny slags overmennesker, hvis privilegier ikke må kritiseres.

Med ideen om undertrykkelsens intersektionalitet drives offergørelsen helt ud på et komisk overdrev: Hvide, gamle mænd fra Hellerup står selvfølgelig lavest; de er jo racister fra manosfæren. Men hvis du er en fattig, lesbisk, sort, muslimsk, étbenet palæstinenser, så scorer du flest offer-point og kan ikke modsiges. Dine privilegerede følelser styrer showet!

Ligesom man kan spørge enhver politisk revolution, hvor mange konkrete mennesker, der skal ofres i dens navn, kan man spørge, hvor megen ondskab, der skal påføres konkrete medmennesker i empatiens navn? Fx gennem hovedløs indvandring: Når man importerer Den Tredje Verden, jamen, så får man Den Tredje Verden. Først i Hundige og Herlev, siden i Hellerup og Hareskovby.

Kirkelig forargelse i Danmark
Joe Rigneys bog udkom på amerikansk i februar – til manges chok. Herhjemme har biskop over Ribe Stift Elof Westergaard meldt sig under de chokeredes faner med et par citater til en featureartikel i Kristeligt Dagblad med en indirekte advarsel: Læs ikke denne bog! Biskoppen mener, at det er farligt at tænke over empati, for som han udtalte lige så dydigt som den reneste sjæl i Enhedslisten såvel som i præstestanden: "Det er et uhyggeligt udtryk for menneskeforagt. Empati er helt central for vores kultur og afgørende for overhovedet at have et fællesskab og et samfund."

Det var netop takket være biskoppen og hans avis, at jeg blev opmærksom på bogen og tænkte, at når de kirkelige advarer så kraftigt imod den, så må den være interessant og kunne lære os noget.

I mellemtiden kan du høre en stimulerende samtale
Derfor agter vi selvfølgelig at læse den på Kontrast, når vi får den fragtet hertil fra USA med straftold og hele molevitten. Og derpå give vores besyv med.

I mellemtiden henleder vi opmærksomheden på en beleven og intelligent samtale mellem bogens forfatter og den erfarne podcastvært Albert Mohler. Du kan se videoen her nedenfor, og hvis du ikke har tid til at bruge en hel time på det, har vi lavet et kort sammendrag på dansk, som du kan læse under videoen.

Sådan taler Bibelbæltet, når det er bedst: vidende, uforfærdet og lige ud af posen. Tænk, hvis den slags samtaler var mulige i Dannevang. Det er altid farligt ikke at tænke sig om. Især når det gælder, hvad tidens duksedrenge synes at være hjertens enige om.

Et kort referat af samtalen på videoen:

Empatiens synd

Den amerikanske teolog Joe Rigney advarer i ny bog mod en af vor tids mest uantastede dyder: empati. I et interview med Albert Mohler uddyber han, hvordan empati er blevet en styrende kraft i kultur, politik, terapi og moral – og hvordan kirken er blevet revet med.

I samtaleprogrammet Thinking in Public, ledet af Albert Mohler, præsenterer Joe Rigney sin bog The Sin of Empathy: Compassion, and Its Counterfeits. Rigney, teolog og tidligere leder af Bethlehem College and Seminary, gør op med en følelse, som i det moderne sprogbrug fremhæves som uforbeholdent god: empati. Ifølge Rigney er problemet ikke følelsen i sig selv, men dens udisciplinerede og ureflekterede anvendelse som moralsk kompas.

"Der er selvfølgelig visse former for medfølelse, som er gode og nødvendige. 'Græd med dem, der græder' – det er et bibelsk bud," siger Rigney. Men han advarer mod, at empati ofte forveksles med kristen næstekærlighed og ender med at blive en "styringsmekanisme", som manipulerer menneskers dømmekraft.

En passion uden tøjler
Rigney trækker på psykologen Edwin Friedman, som allerede i bogen A Failure of Nerve (2007) advarede mod empatiens destruktive kraft, når den ikke reguleres af moralske principper. Mohler bemærker, at empati adskiller sig fra sympati ved at være abstrakt og alment rettet snarere end konkret og situationsbestemt: "Sympati betyder, at du føler med en person i en konkret situation. Empati betyder, at du identificerer dig med enhver, der nogensinde har lidt."

Rigney forklarer: "Empati er farlig, fordi den handler om at dele følelser uden forbehold. Når dine følelser bliver mine, og vi mister fornemmelsen for grænser og for, hvad der er sandt og godt, så er vi ude i de rene følelser."

Fra følelse til ideologi

Interviewet kredser om, hvordan empatiens abstrakte logik bliver en døråbner for venstreorienterede ideologier. Rigney fremhæver, at empati bliver et redskab i hænderne på dem, der vil udnytte kirkens blødhed. Det er ikke et tilfælde, mener han, at begreber som race, køn, overgreb og seksualitet de seneste år alle er blevet moraliseret gennem et empatisk sprog, hvor offerets oplevelse er urørlig.

"Empatiens dominans i det 21. århundrede betyder, at den, der først nævner empati i en institutionel sammenhæng, ofte forsøger at styre den," siger Rigney. "Man må ikke længere stille spørgsmål, for det ville være hjerteløst."

Mohler tilføjer, at vi i dag lever i en kultur, hvor "syntetiske moralske impulser" fortrænger virkelige moralske forpligtelser. Det gælder ikke mindst i politik: "Når Elon Musk eller J.D. Vance stiller spørgsmål ved pengestrømme til NGO'er, bliver de straks anklaget for at mangle empati."

En ny humanitær religion

Samtalen trækker tråde til både Marx og moderne kønsaktivisme. Rigney bemærker, at Marx havde empati med verdens fattige, men forsømte sin egen familie. "Empati uden forankring i virkelighed og moral kan lede til grusomhed," advarer han og henviser til både Den Franske Revolution og den moderne kønsideologi som eksempler.

Rigney kalder empatiens rolle i identitetspolitikken for "motoren i en destruktiv maskine", som har skabt hierarkier af ofre, hvor den mest marginaliserede har mest ret – og hvor sandhed og moral suspenderes.

"Det er ironisk, at mange kristne institutioner lod sig rive med, fordi de troede, de fremmede stærkere sammenhold. I virkeligheden såede de splittelse," siger han.

Et kald til sandhed
Mod slutningen af interviewet drøfter de to teologer, hvordan kristne institutioner kan modstå empatiens følelsesstyranni. Mohler fortæller, hvordan han som leder for Southern Baptist Theological Seminary lukkede en socialrådgiveruddannelse, der var i konflikt med skolens teologi – til trods for anklager om mangel på omsorg.

"Det handler ikke om at være ufølsom, men om at være tro mod sandheden," siger Mohler.

Rigney opsummerer: "Empati bliver farlig, når den gør følelser til Gud. Men Gud er Gud. Det er ham, vi må lyde."