Vores lærerinde læste op af Den kroniske uskyld. Vi var nået til det sted, hvor Janus og Tore er i byen og har drukket sig fulde og ender i værtshusslagsmål og følger med en sygeplejerske op i hendes lejlighed for at blive taget under kærlig behandling. Den nat i kapitel 6, hvor Janus mod forventning mister sin mødom før Tore. Rifbjerg skriver med Janus som jegperson:

”På en måde var jeg rystet over, at det der var sket deroppe, ikke havde forandret mig mere. Jeg var nok fortabt, men jeg var alligevel ikke så fandens meget anderledes. Jeg troede man var som en sommerfugl, der kommer ud af en puppe. Jeg følte mig mere som mig selv”. Her standsede lærerinden. Midt i en sætning. Hun klappede bogen sammen og sagde: ”Derfra kan I selv læse videre.”

Rifbjergs sætning lyder i sin fulde længde: ”Jeg følte mig mere som mig selv med en våd plet i underbukserne og derfor bøjede jeg hovedet lidt, mens jeg gik ved siden af Tore.” Men det var for meget for vores frøken med den våde plet i underbukserne.

Selvfølgelig tjekkede vi straks i bogen. Nogle af os undrede os også. Skulle læreren ikke stå ved det, der var pensum? Eller kunne det kun være med, hvis det var selvstudium?

Rifbjerg var vor helt
Skolefrøkenen ville have, at man talte pænt. Hun havde en bødekasse, som man skulle betale til, hvis man sagde et af de grimme ord – for Fanden eller for Helvede og den slags. Taksten var 1 eller 2 kroner dengang i tresserne. Et par gange om året blev kassen tømt. Der blev købt slik for alle pengene. Så sød var synden.

Men hvad nu hvis den slags ord pludselig optræder i de bøger, vi skal læse. På pensum. Ja, så er der ikke andet at gøre end at fortie det. Så kan I selv læse videre.

Det gjorde vi også. Rifbjerg var vores helt i de år. Hans roman var ganske vist fra 1958, men den var længe om at trænge helt ud i provinsen til os. Vi skulle sidde med vandkæmmet hår, men læse kunne vi da.

Når vi skulle på lejrskole, blev vi hørt i De Ti Bud undervejs. Jeg hadede de seancer, men hvad kunne jeg stille op? Som rødhåret var jeg vant til at slå fra mig, men det var ikke farbar vej her; alt var verbalt. Én gang fandt jeg en udvej. Jeg spurgte, om ikke ”Du må ikke dømme” var et af budene. Det var det ikke, svarede lærerinden. Det vidste jeg godt. Hun roste mig alligevel – uden at se det perfide ved mit spørgsmål. Som menneske er det meget vigtigt ikke at dømme, det er op til Gud alene, sagde frøkenen og var lige ved at klappe mig på mit vandkæmmede, røde hår. Hvorefter hun fortsatte med at dømme levende og døde.

En dag var hendes tid forbi. Der kom ny pornografilovgivning og p-piller og fri abort. Kvinderne fik deres eget arbejdsliv ligesom mændene. Grundlaget for al frøkenmoralismen var borte. Midt i halvfjerdserne lå alle kvinder topløse på stranden. De forbudte ord var stadig frække, men de var ikke forbudte mere.

Historiens pendulsving
Vi spurgte måske os selv, hvordan det ville ende. Historiens pendulslag går frem og tilbage. Når man står midt i det, har man svært ved at forestille sig, at pendulet kan nå helt tilbage, hvor det kom fra. Men det kan det.

Der er til enhver tid noget, som er in og noget, som er yt, et dem og et os. Få årtier opviser en konformitet som halvfjerdsernes. Hvis man var kvinde, skulle man ikke være sminket, gå med bh eller i højhælede sko. Hvis man var mand, skulle man være hulbrystet og have stikkelsbærbuskeskæg og langt hår.

Ikke desto mindre var halvfjerdserne årtiet, hvor en række eksperimenter kunne udføres, bare de ikke kunne anklages for at være borgerlige. En farverig tid, hvor alle havde mistet orienteringen og eksperimenter var mulige. Indtil det kammede over.

Det nye århundrede har bragt orden, gammeldags orden. Ingen havde set skolefrøkenens tid vende tilbage. Men ikke desto mindre: Det er der, vi er.

Vi lever igen under et strengt moraliserende regime. Det er lykkedes at frembringe en ungdom, som er mere bornert end den tid, som Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen og Ebbe Kløvedal Reich og de andre revolterede imod.

Den ny lydighed
Der er igen i dag tekster, som skolefrøkenen nægter at læse, fordi de kan vække anstød. Helst skulle de bøger helt udryddes. Væk fra bibliotekerne, i hvert fald skolebibliotekerne. Og skolefrøkenen står igen klar med sin bødekasse, hvis nogen formaster sig til blot at nævne et af de forbudte ord. Det er ikke sgu og Fanden mere, men ord, der er så unævnelige, at man nøjes med at nævne deres forbogstaver. Sådan er der E-ordet, F-ordet, I-ordet, N-ordet og S-ordet. Nye kommer hele tiden til. Ord med en effekt, der er lige ved at få skolefrøkenen til, som det hedder i Ingemanns romaner, at foregive en upasselighed. Sådan lykkes det hver dag nutidens skolefrøkener m/k at forbyde stadigt mere.

Intet er skolefrøkenen så meget om at gøre som tonen. Vi kan have vores forskellige meninger, men tonen skal være god. Men se så skolefrøkenen, når tonen ikke er god. Så kan hun eller han kalde sin modstander alverdens ting, alt fra racist til udansk, hvor det sidste naturligvis er det værste.

Det er endelig lykkedes skolefrøkenen at påtvinge alle andre sit regime. De slemme drenge er sendt uden for døren. Derude kan de stå og ryge.

Frøkenens foretrukne argument, det som logikken ellers beskriver som det ringeste, argumentum ad hominem, er blevet det stærkeste af alle. Mennesker med en skidt karakter vil vi slet ikke befatte os med. Vi ser ikke deres værker, vi læser dem ikke, vi lytter ikke til dem, hvad enten Roman Polanski eller Klaus Kinski, Martin Heidegger eller Michael Jackson. Lad den, der er ren, kaste den første sten, sagde man engang. Og det forlyder, at de gik væk, én efter én. I dag under frøkenregimet står de pænt i kø én efter én.

Sortér eller forsvind!
Jeg prøver at gemme mig. For det meste holder jeg mig hjemme. For jeg ved, at aldrig så snart skal jeg ud på vejen, må jeg indse, hvad jeg er reduceret til.

Derude bliver jeg mødt af fire skildvagter i mørkegrøn plast, der står side om side med hver sin påtegning af, hvad der skal puttes i; to kategorier for hver, adskilt af en tynd skillevæg. Jeg går derud en gang imellem med mit bidrag til verdens frelse. Skønt jeg, så godt jeg kan, har forsøgt at skjule dem bag nogle syrener, kan jeg ikke undgå ved synet af de strenge plastkonturer hver dag at blive mindet om, hvad frøkenregimet har fået mig reduceret til. Et sølle, vandkæmmet lille væsen, der sorterer sit affald. En lydig borger. En lydig dansker. Alt i mig råber på oprør igen.