Den moderne debatkultur har gennemgået en markant forandring i de seneste årtier. Hvor rationelle argumenter og kritisk tænkning tidligere dominerede, ser vi i dag en stigende vægtning af subjektivitet, identitet og følelser.
I antikkens Grækenland underviste Sokrates, Platon og Aristoteles i logik og dialektik, hvor debatter skulle være rationelle og baseret på modargumenter. Sokrates' metode opfordrede folk til at indse deres uvidenhed, mens Aristoteles i Retorikken betonede logos (logik) som central i argumentation.
Hvis vi springer til 1700- og 1800-tallets kaffehuse i London og Paris, så var der ligeledes masser af rationelle politiske diskussioner, f.eks. mellem Voltaire og Rousseau om frihed, pligter og borgerdyder. I 1960'ernes Kennedy-Nixon-debatter blev faktuelle argumenter brugt til at overbevise vælgerne. Oxford- og Cambridge-debatter følger stadig denne tradition med logik og evidens.
Men hvad har ændret sig? Er det postmodernismen, feminismen eller kapitalismen? Eller alle tre? Lad os fokusere på feminismen, som i dag kræver udgrænsning af dissidenter og fokuserer på ofre og krænkelser.
Feminismens ekstreme forandring
Feminismen er en mangfoldig bevægelse med forskellige strømninger og perspektiver på samfundets strukturer og kvinders rolle. Liberal feminisme, som John Stuart Mill i The Subjection of Women (1869) repræsenterede, bygger på oplysningsidealer som frihed, rationalitet og ligestilling og søger at opnå ligestilling gennem lovgivning.
Mill så kvinders undertrykkelse som et resultat af irrationelle samfundsstrukturer og brugte logik og empiriske data for at argumentere for ligestilling.
Senere udviklede feminismen sig i en marxistisk retning, inspireret af Karl Marx og Friedrich Engels, som så kvinders undertrykkelse som en konsekvens af kapitalismens klassekamp. Silvia Federici videreudviklede dette fokus på den kvindelige knibe. Den radikale feminisme, repræsenteret af Betty Friedan i The Feminine Mystique (1963), ser patriarkatet som den primære kilde til undertrykkelse og søger dybtgående sociale og kulturelle ændringer.
I modsætning til den oprindelige rationelle tilgang eksisterer denne nyere feminisme i et historisk vakuum, idet den lægger mindre vægt på objektive rettigheder og mere på subjektive oplevelser af krænkelser og sociale konstruktioner af køn. Postmoderne tænkere som Judith Butler ser køn som noget, der ikke er biologisk givet, men konstrueret gennem sprog og magtstrukturer.
Denne tilgang adskiller sig markant fra Mills argumentation, da den ikke nødvendigvis søger universelle løsninger eller lovgivning som middel til ligestilling for alle, men fremhæver, hvordan individuelle erfaringer og kulturelle normer former vores opfattelse af køn og identitet.
Derfor kan individuelle oplevelser ophøjes til at være gyldige på lige fod med empirisk virkelighed. Alting i verden udenfor kan opleves som et resultat af usynlige og selvindbildte magtstrukturer.
Debattens paradigmeskifte i det 21. århundrede
Den postmoderne feminisme har derfor haft en særlig indflydelse på den moderne debatkultur. Denne retning, med sit fokus på subjektiv oplevelse, dekonstruktion af sandheder og kritik af magtstrukturer, har ændret debatten fra rationelle argumenter til identitetspolitik.
Postmodernismen, som opstod midt i det 20. århundrede som kritik af modernismens tro på objektiv sandhed og universelle værdier, understreger, at viden er socialt konstrueret, og at magthavere bestemmer, hvad der anses som sandt. Tænkere som Michel Foucault, der i sine værker om magt og viden argumenterede for, at sandhed er et produkt af sociale magtstrukturer, har været centrale i udviklingen af postmoderne feminisme.
Netop tænkere som Judith Butler, der i Gender Trouble (1990) argumenterede for, at køn er performativt og ikke biologisk givet, har derfor ændret måden, vi diskuterer f.eks. køn og magt på. Ved at fremhæve subjektive erfaringer frem for objektive sandheder, gøres sandhed til noget partikulært fremfor universelt.
Altså, er sandhed bare en individuel oplevelse, som er socialt konstrueret, hvilket gør personlige oplevelser og det, man føler ved oplevelserne, lige så vigtige som rationelle argumenter.
Når fokus bliver individets oplevelser, får subjektive synspunkter mere opmærksomhed i debatten. Identitetspolitikken i alle sine ontologiske udkrystalliseringer forstærker dette ved at koble sanseoplevelser (som pr. definition altid er subjektive) tæt sammen med individets identitet.
Det sidste kan få kritik af ideologien til at føles et angreb på personens identitet. Kritik af en ideologi vil ofte blive opfattet som et personligt angreb. Det fører til en affektiv realisme, hvilket jeg forklarede i min klumme her.
Dermed opstår en tendens til at prioritere følelsesmæssige appeller fremfor rationelle, logiske argumenter. Følelser og personlige erfaringer bliver anerkendt som valide og overskygger i sidste ende objektive analyser. Dette skaber en meningskultur, hvor rationelle synspunkter altid kan underkendes til fordel for følelser.
Postmoderne feminisme fokuserer på magtforhold og overfører derfor mantraet om, at kritik kan opfattes som et angreb på undertrykte grupper, herunder deres ret til at have undertrykkelse som en identitet.
Ideologiske korsveje
Moderne feminister har kritiseret kapitalismen som en central faktor i kvinders undertrykkelse. Derfor er det mere end ironisk, at moderne feminisme i høj grad er afhængig af kapitalismens strukturer for sin eksistens og spredning.
Feminisme er blevet en del af forbrugeridentiteten, hvor kvinder udtrykker deres feministiske værdier gennem køb af produkter – fra t-shirts med slogans som "The Future is Female" til kosmetikmærker, der anvender empowerment som et salgsargument. På sociale medier er feminisme blevet en populær niche, hvor influencers sælger en feministisk livsstil via sponsorerede produkter og onlinekurser.
Desuden er stærke kvindelige hovedroller i Hollywood-filmer blevet fremstillet som en sejr for feminismen, selvom disse produktioner er skabt af store kapitalistiske selskaber, der er drevet af profitmaksimering - ikke kvinders rettigheder. En sådan kommercialisering viser, hvordan kapitalismen, til trods for kritik om undertrykkelse af kvinder, er blevet en uundværlig faktor for feminismens fortsatte relevans og har lagt muldjord til feminismens frø.
Subjektivitetens dominans i moderne debatkultur
Samspillet mellem feminisme, postmodernisme og kapitalisme har frembragt en debatkultur, hvor feminismens subjektivitet dominerer. Feminismen fremhæver identitet og personlige oplevelser, postmodernismen nedbryder troen på objektiv sandhed, og kapitalismen kommercialiserer disse ideologier for profit.
I stedet for rationelle argumenter bruges følelser og personlige oplevelser som bevis, og offerstatus bliver et magtredskab, der giver social kapital. Kritik kan nemt afvises som privilegier eller diskrimination. Identitetspolitik er blevet vigtigere end rationel debat, og diskussioner fokuserer mere på profilen af den, der taler, end på hvad der faktisk bliver sagt.
Denne udvikling har skabt et iltfattigt debatmiljø, hvor subjektive følelser vægtes tungere end objektive analyser, hvor ingen rigtig bliver klogere, selvom mange føler sig klogere. Og hvor feminismen for øvrigt altid har ret.
