Udtrykket i overskriften er skabt af en en naturvidenskabsmand, Torkel Gissel Nielsen. Sagen, han udtalte sig i, handlede om de øer af plastik, der skulle befinde sig på verdenshavene. Nogle politikere havde endda fået det til, at der lå plastikøer derude på op til 700 gange Danmarks størrelse. Det ville svare til det afrikanske kontinent.
”Intentionerne er gode nok, for der er et problem med plastik i havene. Virkeligheden og fakta er lige så skræmmende som det ukorrekte billede, så det er tåbeligt at begå karaktermord på plastikproblemet ved at sige noget, der er forkert,” svarede Torkel Gissel i DR's Detektor den 24. juni 2017.
Efterhånden er den myte manet i jorden. Alle ved nu, at problemet med plastik består i materialets gradvise nedbrydning til mikroplastik, som indgår i havenes fødekæde, ja, selv i regnvandet. Hvorfor så forskyde problemet til at handle om noget andet?
Alligevel bliver det ved.
Som når andre politikere hævder, at klimaforandringerne er synlige for alle.
Sommeren 2018 var usædvanligt tør og varm, og vinteren var usædvanligt mild og regnfuld. Se selv! Men hvad jeg kan se, er kun, at sommeren 2018 og vinteren 2019 var usædvanlige. Hvis jeg skal se det som et udslag af klimaforandringer, må jeg bygge lag på lag af viden oven på mine iagttagelser og stole på andres oplysninger, som bygger på andre iagttagelser end mine.
Sådan begås der karaktermord på karaktermord i den løbende debat. Forløbet er overalt det samme: Intentionen er god nok, men den kommer til at virke stik imod hensigten. Derfor kan man overføre begrebet til andre dagsordner.
Et andet eksempel er kampen om den instrukssag, der opstod i Inger Støjbergs tid som integrationsminister. Hun ville have, at den skulle hedde barnebrudesagen. For den pågældende instruks handlede om mindreårige, der er gift og har børn. Man ivrede imod Støjberg ved at forsøge at tale eksistensen af de mindreårige mødre væk.
Karaktermord igen: I stedet for at fastholde spørgsmålet, om ministeren havde overholdt loven eller ikke, kom man til at overtage hendes dagsorden og til at lade, som om et reelt problem ikke fandtes. Intentionerne kan være gode nok… men skulle man ikke hellere se på, hvordan de slår om i deres modsætning?
Hvordan kan man være racist, hvis racer ikke findes
For tiden diskuterer man racisme i Danmark. Jeg mener ikke diskussionen om, hvorvidt den findes. Der kan man nøjes med en konstatering. Folk, der ikke har det traditionelle nordiske udseende med blondt hår og blå øjne, møder racismen ganske ofte. Jeg sigter derimod til den diskussion af racisme, hvor nogen dogmefast hævder, at racer ikke findes.
Hvordan kan man have racisme, hvis der ikke findes racer? Det lyder som et paradoks. Men det kan nu godt opløses. For det at findes tages i flere betydninger.
Claude Lévi-Strauss bruger i sine to essays Race et histoire (1952) og Race et culture (1971) ordet racisme i betydningen antagelse af, at der til ydre (fysiologiske) kendemærker svarer bestemte karakteregenskaber eller bestemte, civilisatoriske stadier. Så kommer det ikke an på din eller min opfattelse af, hvad der ’findes’, men på racistens intention.
Racismeparagraffen burde hede diskriminationsparagraffen
Den danske Straffelovs §266b taler om trusler, forhånelser og nedværdigelse på grund af nogens ”race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”. I folkemunde kaldes den racismeparagraffen. Men racediskrimination er kun én af de former for diskrimination, paragraffen omtaler. Den burde rettelig hedde diskriminationsparagraffen. Jeg følger Bjørn Elmquist her. Han er trods alt advokat med speciale i strafferet.
Lad mig tilføje, at de andre former for diskrimination har deres egne betegnelser, som homofobi, islamofobi, xenofobi, antisemitisme … og man kunne fortsætte listen: misogyni, misandri, osv. For ikke alle former for diskrimination er med. Der findes også diskrimination på baggrund af alder, handicap, vaner og tilbøjeligheder.
Alt er blevet racisme
Nu skulle man, givet afvisningen af begrebet race, tro, at begrebet diskrimination vandt udbredelse, og at man fandt ord for de enkelte typer af diskrimination. Især i en epoke, der råber på mangfoldighed. Men tværtimod er det med fastholdelsen af racismebegrebet blevet populært at anvende den betegnelse, sådan at det skal være racisme alt sammen. Som om det var racisme at forhåne nogen på grund af deres tro eller seksuelle orientering. Eller alder eller køn. Og så har man talt racismeproblemet væk.
Formentlig i den bedste mening har man så for det første reduceret racisme fra at være et begreb til at være et skældsord. Så kan man råbe ”racist” på samme måde, som man råber ”fascist” eller ”nazisvin” efter nogen på gaden. I så fald bør man gøre sig klart, at man ikke debatterer, men råber. Og for det andet, hvad skal vi så stille op med dem, der trues, forhånes eller nedværdiges alene ud fra en antagelse af, at der til bestemte, ydre kendemærker svarer bestemte karakteregenskaber eller bestemte, civilisatoriske stadier? Der kommer til at mangle en kategori.
Ret skal være ret: Karaktermord på et problem – betegnelsen er ny, men derfor kan foreteelsen godt være gammel.
Feministiske mænd er mandchauvinister med nye remser
I gamle dage skulle en mand være verdensmand og forsørge kvinden, der gik hjemme. Han skulle være stærk og klog, hun skulle være svag og dum. Hvilket mandschauvinismen også sørgede for. I dag skal kvinder på pensum, selv om deres tekster ikke lever op til standarden, og vi skal undgå at bruge ord som ”analytisk” eller ”kompetent” i stillingsopslagene. For det er jo mandige egenskaber. Så nu ses kvinder igen som skabninger, der er svage og dumme. Men hvor mænd med det kvindesyn før blev kaldt mandschauvinister, der kalder de mænd sig i dag med stolthed feminister.
Jeg er ikke sikker på, det er noget fremskridt. Faktisk forekommer det ret déjà vu. Remserne med de gamle, hvide mænd, privilegieblindhed og mansplaining er af nyere dato, men før var der andre remser. De har det til fælles, at de kan læres udenad på ingen tid.
Et karaktermord på et problem begås ved, at man lukker af for overvejelserne og i stedet bare dyrker en mening ved hjælp af hvilke som helst fakta og argumenter.
