Jeg ved godt, det ikke er rigtig sødt.

Men den anden dag måtte jeg erkende en vis fornøjelse i at se Politikens ellers udmærkede teater-anmelder, Alexander Vesterlund, grillet for åbent tæppe i TV2’s Presselogen. Omtalte herre havde nemlig ikke blot leveret en temmelig nedladende anmeldelse af Det Kongelige Teaters nye forestilling, ”Eks”, hvilket han jo kan have været i sin gode ret til, hvis nu han rent faktisk mente, at det var en elendig omgang.

Men det, der slog hovedet på sømmet var, at han havde valgt at skrive en såkaldt ”emo-anmeldelse”; et for mig hidtil ukendt niche-begreb, der betyder, at anmeldelsen primært handler om anmelderens egen og særdeles subjektive, følelsesmæssige oplevelse, sat i ramme af, hvordan vedkommendes liv og levned ellers udspiller sig pt.

Derfor var teatrets skuespilchef, Morten Kirkskov, i et anfald af solid retfærdighedssans røget i struben på Vesterlund med et for kulturlivet sjældent bravt modsvar - og resten er historie.

Med RUC tatoveret i panden
Måske havde teateranmelderen ret; måske havde han ikke, men det muntre ved hele situationen er primært, at den i det hele taget udspiller sig, og at der for en gang skyld er en ansat ved den Store Røde Moderavis, der bliver stillet til ansvar for sine udgydelser.  

For man kan i grunden godt blive en lille smule træt af den type, der lige nu sidder tungt på kulturredaktionerne rundt omkring i landet. Med selvbevidstheden i top og RUC tatoveret i panden.

Det var sådan nogen, man gik i gymnasiet med i 90’erne. Dem, der elskede lyden af deres egen kultiverede stemme og som fik en åndelig orgasme hver gang, der var Operation Dagsværk. Fordi de var opflasket hjemmefra med 68’er-forældrenes arkitekttegnede selvfedme og insisteren på, at netop deres livsholdninger var de eneste rigtige.

Deres venstreorienterede fortolkning af verden blev et fundament for at føle sig hævet over alle de onde, der mente noget andet og især over dem, der i grunden slet ikke gad høre på dem. Det er dem, der gennem mange år har befolket studiemiljøet på dansk, litteratur- og medievidenskab. De var nemlig de eneste, der kunne holde ud at være der og også de eneste, der orkede at passe ind i de politiske dogmer, der hen ad vejen kom til at omklamre kunsten og litteraturen.

Ideologisk selvoptagethed
Kulturlivet har længe været taget som gidsel af venstrefløjen og de progressive. Også af dem, der er progressive på den indskrænkede måde og som kan få enhver forestilling til at handle om dem selv. For hvis lige netop den forestilling ikke taler til lige netop dem på lige netop den aften, så kan man roligt regne med lunkne lovprisninger eller decideret nedgørelse af noget, som andre har brugt måneder og år på at stable på benene.

Og her slår det mig, at ikke blot kulturanmeldelsen som begreb, men store dele af kunstmiljøet lider under en misforstået ideologisk selvoptagethed, hvorfor jeg vil tillade mig at bruge Vesterlunds misere som afsæt for at løbe lidt videre med den fakkel. På emo-måden.

Da jeg for nogle år tilbage skrev en blog, der havde den klassiske musikgenre som omdrejningspunkt, fik jeg hurtigt en del følgere, der hørte til i det kulturelle spektrum. De stakler havde ikke på forhånd fantasi til at forestille sig, at en lyshåret, blåøjet kvinde, der mere eller mindre artigt skrev om Mozart og Puccini samtidig kunne have borgerlige tendenser, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg senere fik voksenskældud, når det hen ad vejen gik op for de distingverede medlemmer af kulturens verden, at mit politiske ståsted krængede en del til højre for det, de forventede, at man som kulturentusiast bekendte sig til.

Den chokerende opdagelse udløste ikke blot forargelse blandt disse kulturelitens ”prospects”, men decideret lamslåelse. Så sent som i sidste uge var der passiv-aggressive smæk på LinkedIn, da en ellers mellemvægtsbegavet udseende herre lod sig slå i gulvet af, at jeg som lektor og billedkunstner kunne gå ind for, hvad der i hans optik var et ”ultra-liberalt” synspunkt om at afskaffe mediestøtten.

Kulturens ædle formål nedgjort
Hvordan jeg i det hele taget - som aktiv deltager og med en vis grad af indsigt i - kulturens verden overhovedet kunne finde på at have holdninger, der flugter med konservativisme, nationalromantik, kapitalisme og højrefløj?

Ja. Vi skal vel tilbage til myten om den sultne, oprørske og innovative kunstner for at finde afsættet for den tilsyneladende stålsatte vildfarelse, at kunst- og kulturpersonligheder per definition hører hjemme på venstrefløjen. Tilbage til avantgardisterne og minoritetsgrupperne, der stod i opposition til samfundets strukturer og brugte kunsten til at nedbryde og omkalfatre det eksisterende.

Den tendens greb lidt om sig, må man sige, så kulturens ædle formål – at hæve sjælen, inspirere individet og forbinde os til vores historie – gennem det 20. århundrede er blevet erstattet af et narrativ, hvor alt konventionelt skal udfordres og helst også ses gennem et politisk korrekt filter.

Ekkokammer for venstrefløjens ideologier
Resultatet er, at kunstens verden er blevet et ekkokammer for venstrefløjens ideologier, mens konservative stemmer er blevet marginaliseret eller direkte censureret. I de seneste årtier har vi set, hvordan kulturen er blevet en politisk kampplads. Traditionelt har kunsten været en bærende kraft og et symbol på menneskets stræben efter det ypperste. Men i dag er denne arv under angreb.

Højkulturen er længe blevet betragtet som elitær, forældet eller ligefrem problematisk. Operahuse, teatre, balletkompagnier og museer er langsomt blevet infiltreret af en ny dagsorden, hvor værker vurderes ikke ud fra deres kunstneriske kvaliteter, men ud fra om de opfylder moderne tiders krav til diversitet og social retfærdighed.

Hvis det ikke er ’synd’ for nogen, har det ingen interesse
Det betyder, at vi ser en tendens, hvor klassiske værker bliver "re-aktualiseret" i en moderniseret ramme, ofte med politiske budskaber, der skal genfortolke dem i en postmoderne kontekst eller hvor scener, koreografi eller tekst simpelthen ændres, fordi det enten anses for stødende eller forældet.

Finansieringen af nye projekter går ofte til ideologi fremfor kvalitet, som når Kulturministeren suser land og rige rundt og tæller statuer, for med millimeterdemokrati at sikre sig, at der er lige så mange kvinder som mænd, eller når museer rejser midler til særudstillinger om kolonitid, slavehandel og alt, der dufter af kvinde og andre undertrykte skabninger, men fnyser af kongerækken og latterliggør adelshistorien. Hvis ikke man kan finde nogen, det var synd for, så har det ingen interesse.  

Jeg savner respekt for kunstværkerne i sig selv
Og hvordan hulen fik jeg er så den arme teateranmelders tur i den varme stol til at ende med et forsvar for ny-konservativisme i kulturens verden?

Ja, det er i grunden et godt spørgsmål. Måske savner jeg en gang imellem respekt for kunstværkerne som kunstværker. For det, som de egentlig er – og ikke altid som et objekt, der skal endevendes, voldfortolkes, pilles i småstykker og sættes under ideologisk mikroskop, så man ofte overvejer, om kunstneren overhovedet selv ville kunne genkende sit eget værk.

Og derfor må en teateranmelder godt bare holde sig til en mere objektiv og - uha, uha endog ligefrem traditionel - version af sin oplevelse fremfor Vesterlunds insisteren på, at der ikke er nogen rigtig måde at lave en anmeldelse på. For det vil jeg - på ikke nævneværdigt postmoderne vis - have lov at mene, at der er.

Anmeldere er ikke kunstnere
Og ellers trækker jeg jo også på smilebåndet over Vesterlunds spiddende kommentarer og skarpe ironi. Han glemmer bare noget meget vigtigt her; nemlig at hans måde at ”freestyle” en anmeldelse hen over sit eget privatliv, ikke er en nedskrevet morsomhed uden konsekvenser for andres karriere og økonomi.

Så blot fordi Politikens udsendte måske er begyndt at kede sig og derfor leger med formater og kreativitet, gør det ham stadig ikke til kunstner. Han kunne jo blive klummeskribent i stedet.