I sit nyeste essay i Weekendavisen står Martin Krasnik sikkert på den liberale bred i borgerlighedens landskab. Essayet er flot illustreret med en satirisk tegning af Christoffer Zieler, Krasnik står på venstre bred og ser over floden.

På den højre side af floden – den nationalkonservative – er jorden mere mudret. Dér ser vi politikere som Trump, Putin, Orban og Messerschmidt, et par storbarmede duller, en kædesavssvingende Musk og Charlie Kirk som frø.

Krasnik skriver mindre vredt, end Zieler tegner, men han skriver med en moralsk geografi, hvor det er klart, hvem der står på renhedens liberale grundfjeld, og hvem der søler sig i det nationalkonservative mudder.

Anklage og sorg
Essayet er både anklage og forsvar, både advarsel og et stykke sorgarbejde. Landskabet ligner en projektion af Krasniks politiske topologi. Det er et forsvar for hans liberale verdensforståelse, som oplever sig selv presset fra alle sider: af Trump, af Vance, af nationalkonservative, af religiøse, af dem, der taler om familien, Gud, sproget, kulturen, meningen, moralen, sammenhængen, nationen.

De sidstnævnte ord opremser Krasnik, som om de i sig selv var mistænkelige. De opremses for at afvises – de skal ikke være dele af det borgerlige eller liberale. Men blot retorisk at støde ordene fra sig rækker ikke til at gendrive dem – så stærk er liberalismens etos anno 2025 slet ikke.

Kryds ikke floden
Martin Krasniks anliggende er ikke, at liberale og konservative bør finde sammen. Det er snarere at liberale – måske særligt Liberal Alliance – bør vare sig for at krydse over floden. Verdens nationalkonservative kommer alle ud på ét, og de styres alle af autoritære, illiberale eller civilisationsfjendtlige impulser.

Det lyder uforsonligt, fordi det er det. Men det er også forløjet.

Krasnik gør sig det for nemt, når han i praksis maler sine borgerlige modparter som stråmænd.

Dårlig analyse
Nationen nævnes, men analyseres ikke. Kirken omtales, men afvises med et skuldertræk. Meningstabet konstateres blot. Den kerneborgerlige kritik af domstole, migration, institutionel magtforskydning og kulturel opløsning reduceres til formørket stemning og illiberalt temperament – ikke til argument.

Benævnelse bliver gendrivelse. Og dermed slipper Krasniks liberalisme for det ubehagelige spørgsmål: Hvad hvis kritikken rammer noget virkeligt?

Institutioner ødelagt indefra
Krasnik skriver bekymret om de institutioner, der har beskyttet friheden efter 1945. Men han undlader at spørge, hvad der sker, når institutioner ikke længere beskytter friheden, men regulerer, begrænser og administrerer den. Mange af de institutioner, der i dag former europæisk virkelighed, er ikke liberale i klassisk forstand. De er socialdemokratiske, progressive, teknokratiske – ofte med et udtalt formynderisk sigte.

Når migrationen ikke kan stoppes eller styres, når virksomheder kvæles i regulering, når klimapolitikken er irrationel, og når domstole gradvist overtager politiske afgørelser, er det ikke et angreb på retsstaten at påpege problemet. Det er en forudsætning for at redde den.

Virkelighed vendes på hovedet
Krasnik fremstiller Trump, Vance og nationalkonservative som tvivlsomme støtter af Ukraine. Men denne fortælling vender årsag og ansvar på hovedet. Det er ikke USA, der har angrebet Ukraine. Det er Rusland. Og det er ikke amerikanerne, der i årtier har nægtet at opruste. Det er os europæere.

Allerede under Bush-administrationen blev vi europæere advaret mod at leve af amerikansk sikkerhed, mens vi selv prioriterede velfærd og institutionel idealisme. Obama gentog kritikken, og Trump gjorde den brutal og offentlig.

Europa ville ikke lytte
Problemet er ikke Trump – problemet er, at vi aldrig lyttede. Vi insisterede på velfærdsprioriteringer – og holdt os ikke for gode til at fremstille amerikanernes “mangelfulde” sociale model som skræmmebillede, alt imens vi tog det som en selvfølge, at de stod for vores sikkerhed.

At kræve, at USA nu uendeligt skal kompensere for europæisk strategisk dovenskab, er ansvarsforflygtigelse.

Pinocchios verden
Krasnik forstår liberalismen som forsvaret af individet. En individualisme, hvor individet ikke er bundet af noget eller nogen. Vi kan alle have delt denne drøm om frihed, som vi kan kalde Pinocchios, hvor der er ”ingen bånd, der binder mig, og ingen holder på mig, hej!” Men med alderen ender vi som regel med at se den ubundne individualisme som umoden.

I sin bog Vejen til ansvar erindrede Vanopslagh sig beskæmmet en valgvideo for Liberal Alliance i 2017, hvor en glad, storkrøllet, blond pige hoppede i sengene i en møbelforretning. At sengen ikke var hendes, var ikke hendes problem – hun var ubunden og, ja, hensynsløs.

”Lav ikke om på dig selv. Lav om på verden.” – lød sloganet. Vanopslagh kaldte det selv for konfirmandliberalisme. Krasniks liberalisme og frihedsbegreb minder om samme.

Frihed er ikke autonomt
Her vil jeg foreslå Krasnik at styrke sit frihedsbegreb. Han kunne læse Sebastian Jungers lille, fine bog Freedom.

Frihed, skriver Junger, overlever ikke af sig selv. Den bevares kun, hvis nogen er villige til at kæmpe for den. Junger viser igen og igen, at frihed ikke overlever på abstrakte rettigheder alene, men kun når mennesker har noget, de er villige til at forsvare til døden.

Historien om små, beslutsomme fællesskaber, der udfordrer langt større magter, er ikke en bibelsk fortælling om David og Goliat. Det er et tilbagevendende mønster i menneskets politiske liv. De små beslutsomme er ikke et argument for en regelløs verdensorden i rovdyrenes tidsalder. Det er et argument for at sammenhængskraft, mening og forpligtelse er tæt forbundet med frihed.

”Ordet frihed,” skriver Junger, ”kommer af vridom, som betyder ”elskede” på middelaldertysk og menes at afspejle den idé, at kun mennesker i ens umiddelbare gruppe var værdige til at have rettigheder og beskyttelse. På den anden side kunne outsidere tortureres, gøres til slaver, blive slået ihjel. Dette var sandt over hele verden og for det meste af menneskets historie, og hverken lov, religion eller almindelig anstændighed syntes andet.”

Frihed må have et hjem
Frænde, friend, fri og fred er alle etymologisk knyttet til hinanden. Frigg var Odins hustru, og hun var guden, der beskyttede hjemmet – de elskedes fred og frihed.

Når vi i dag taler om åndelig oprustning, og når Krasniks og efterkrigstidens liberalisme og individualisme synes utilstrækkelig, så er det fordi, at hvis man kun elsker sig selv, kun har sig selv – så tager man benene på nakken, når fjenden nærmer sig.

Henrik Dahl nævnes slet ikke i Krasniks essay, men i Zielers illustration er han ved at drukne i floden. Det synes den omvendte verden, for er det ikke Henrik Dahl, der står et eller andet sikkert sted på virkelighedens grundfjeld, mens det er Krasnik, Zieler og Fukuyama, der frygter skibsforlis og ikke ved, hvor de kan gå i land?

I "Den Tabte Fred", som chefredaktør Lars Kaaber har skrevet en fyldig anmeldelse af her på Kontrast, har Dahl skrevet realistisk om Europas situation. Han er ikke ved at drukne i nogen flod, han har sit på det tørre i Bruxelles og ser gerne virkeligheden for, hvad den er. Krasniks liberalisme, derimod, den kæmper for livet.

Farvel til venstre bred
Jeg kunne ønske, at Krasnik rev sig løs fra venstre bred. At han prøvede at finde over til realismens bred. Det er ikke halvt så farligt, som han frygter. Faren er faktisk størst ved at blive stående. Det borgerlige Danmark har ikke brug for et splittet, borgerligt landskab, men for en national, liberalkonservativ alliance.

Så kære Krasnik – lad være med at se alle nationalkonservative som farlige reaktionære. De har ofte set problemerne først, og deres bud på svar, er ikke alle sammen farligt formørkede og civilisationsødelæggende. Tværtom – måske har de nogle gange svaret.

Det liberale sorgarbejde er forhåbentligt snart afsluttet og med en dybere forståelse af frihedens væsen, mon ikke du da vover springet til virkelighedens bred. Selvfølgelig er der mudder dér, men lige under – virkelighedens grundfjeld.