Kort før jul blev endnu en ung mand tiltalt for brud på samtykkeloven.

Denne gang var der tale om en politikersøn, der ifølge anklageskriftet havde gjort sig skyldig i voldtægt af en kvinde, som på gerningstidspunktet ikke var "i stand til at modsætte sig eller give samtykke", enten fordi hun var træt eller fordi hun var påvirket. Desuden er han tiltalt for blufærdighedskrænkelse af yderligere to kvinder. 

Sagen, der er berammet til at køre i næste måned – og som sikkert kommer til at friste en del medier – giver anledning til endnu en gang at gøre opmærksom på det fuldstændige retsstatslige kaos, denne lov har medført i Danmark. 

Mandefeministisk kønsforsker fra RUC
Gennem nu snart fem år, fra 2020, hvor samtykkeloven blev vedtaget, til i dag, har der således været en offentlig diskussion om loven, som givetvis overgår, hvad nogen anden lov har været udsat for i nyere tid. Det skulle lige være den nok så omdiskuterede knivlov, som da også hurtigt blev lavet om af hensyn til borgernes retssikkerhed. Fordi den ganske enkelt var i strid med den almindelige sunde fornuft hos de fleste mennesker. Hvad en lov aldrig må være.

Debatten om samtykkeloven har ligeledes haft fokus på de retssikkerhedsmæssige problemer – hvor konsekvensen vel at mærke ikke er en uge på vand og brød, som hvis man blev taget med den forkerte kniv i lommen, men ofte flere års indespærring. I øjeblikket virker det ovenikøbet som om, man pr. automatik og helt uden skelen til den enkelte sag raskvæk skærper straffen i landsretten for at skræmme folk fra at anke. Som om man bare lukker øjnene og trykker på en knap!

Disse problemer forbigår en mand som Kenneth Reinicke imidlertid i ophøjet tavshed i sin stort opsatte Politiken-kronik fra januar måned, hvor han nok engang agiterer kraftigt for samtykkeloven. Ikke ét eneste sted berører den mandefeministiske kønsforsker fra RUC de retssikkerhedsmæssige problemer ved loven.

Mange advarsler blev overhørt
Men faktisk startede debatten allerede for flere år siden, hvor bl.a. professor i strafferet fra Aarhus Universitet og tidligere anklager Lasse Lund Madsen var ude at sige til Jyllands-Posten, at ”hvis man laver en ren samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, er det i udgangspunkt ensbetydende med, at man kriminaliserer sex.” 

Flere forsvarsadvokater, heriblandt Julie Stage og Kåre Pihlmann, formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, fulgte trop og udtalte sig i stærkt kritiske vendinger om samtykkeloven. Det samme gjorde repræsentanter fra Dommerforeningen, heriblandt daværende formand Mikael Sjöberg samt næstformand Lene Sigvardt.

Samtykkeloven blev opfundet af Enhedslisten
Mikael Sjöberg sagde ligefrem, da samtykkeloven første gang blev forslået af Enhedslisten, at: 

”Med samtykkebegrebet vil al samleje, hvor der ikke er et decideret samtykke være voldtægt. Det betyder, at man gør feltet for det, der er kriminelt, meget større (…). Samtidig bliver det pludselig også et spørgsmål om, hvorvidt der så skal være samtykke hele vejen igennem samlejet eller ej (…). Det er imidlertid ikke det eneste, som vækker (…) bekymring. For med stramningerne følger også en bevismæssig problemstilling. I dag er det anklagemyndigheden, som skal bevise, at manden havde sex mod kvindens vilje. Hvis vi indfører samtykkebegrebet, så er det pludselig op til manden selv at bevise, at der var samtykke og derved bevise sin uskyld (…). Hvis målet er, at flere skal dømmes, så frygter jeg til gengæld, at vi vil forandre et meget væsentligt princip, som vi har i dansk strafferetspleje, nemlig, at anklagemyndigheden skal bevise, at den tiltalte er skyldig.”

Hertil kommer, at et stort set samlet Straffelovråd, dvs. det faglige organ, som er udpeget til at rådgive Justitsministeriet i lovgivningsspørgsmål for at sikre, at politikerne, herunder skiftende justitsministre, ikke i deres iver efter at ”vise handlekraft” og ”sætte fingeraftryk”, uafvidende kommer til at begå nogle eklatante brølere, lagde klar afstand til begrebet ”samtykke” i deres betænkning. I Straffelovrådet vendte 10 ud af 11 medlemmer tommelfingeren nedad i forhold til en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Ikke fordi de mente, der ikke skulle strammes op på den gældende lovgivning, sådan som nogle har været ivrige for at få det til at fremstå. Men fordi de mente, at det ville være langt bedre at basere den opstrammede lovgivning på begrebet ”frivillighed”.

Balance mellem retsfølelse og retssikkerhed pist borte
Hvad er så problemet ved samtykkeloven? Problemet er – skal man ridse det ganske kort op – at man med denne lov har sat den hårfine balance, der må og skal være i retssystemet mellem den formodede forurettedes retsfølelse og den anklagede eller tiltaltes retssikkerhed, over styr. Balancen mellem retsfølelse og retssikkerhed er og bliver ganske enkelt den delikate sokkel, som en civiliseret retsstat altid må hvile på.

Alt dette springer en debattør som Reinicke let og elegant hen over, når han på den allermest poppede og – vil jeg mene – uansvarlige måde laver en lynslutning, der hedder, at fordi en mand i Frankrig har stået bag en række spektakulært exceptionelle voldtægtsforbrydelser mod sin kone, nemlig i den såkaldte Gisèle Pelicot-sag, skal vi partout tabe hovedet og forcere beslutninger igennem herhjemme. Uden nogen omtanke for, hvad det reelt betyder for helheden og for de grundlæggende retsstatslige principper.

Venstrepopulisme
For mig at se er det lige netop populisme af værste – og farligste – skuffe. Den populisme, venstrefløjen ellers altid har skoset højrefløjen for. Man drager hastigt en tråd fra en sag, som man kun har et nødtørftigt, overfladisk kendskab til, til en kompleks dansk juridisk kontekst, som man tydeligvis også kun har et aldeles nødtørftigt, overfladisk kendskab til.

Konsekvenserne kan, hvis ikke mindst politikerne skulle finde på at lytte til sådan en som Reinicke – eller andre på den galej – før man ser sig om blive ret uoverskuelige.

Bare fordi feministerne har sat sig stenhårdt på alle de store platforme – senest i DR-historien om ”vaskning” af visse politisager – betyder det ikke nødvendigvis, at de har ret. Tværtimod har de i dén grad uret, når det kommer til samtykkeloven. 

Det er som om, der i dag er en tendens til fra magtelitens side at ville smide så mange borgere i fængsel som muligt ved at udvide forskellige kriminalitetsområder ad absurdum. Det må man som borgerlig ganske enkelt gå imod.