Døren til fødestuen blev åbnet brat. Den nybagte far stak hovedet ind, ansigtet spændt af forventning og spurgte uden omsvøb: “Blev det en dreng?”

Jeg stod ved siden af fødesengen. Den nybagte moder var udmattet efter timers smerte og kamp. Hendes krop dirrede stadig af anstrengelse, hendes blik søgte ro. Jeg smilede mildt og svarede: “Ja. Det blev en dreng.”

Det var, som om nogen havde affyret et startskud. På få sekunder væltede mindst ti mennesker ind på stuen. Der blev hujet, råbt og takket Gud højlydt. Stemningen var euforisk. Pengesedler blev kastet ned i vuggen. Jeg husker stadig min indre modstand.

Ikke kun fordi pengesedler er beskidte på en hospitalsstue, men fordi det hele bar præg af en næsten rituel triumferende fejring.

Drengen var en sejr.

Larmen skar i rummet. Den forstyrrede både barnet og moderen, som havde brug for stilhed og hud mod hud, ikke jubel og pengedrys. Men jeg kunne ikke gøre meget andet end at se på og håbe på, at roen snart ville sænke sig.

Kun en pige
En anden vagt. Samme spørgsmål ved døren: “Blev det en dreng?”

Denne gang svarede jeg: “Nej. Det blev en pige.”

Døren blev lukket igen. Hurtigt. Der kom ingen jubel. Ingen familie, der væltede ind. Ingen pengesedler, der dryssede ned over pigebarnet.

Og ved endnu en pigefødsel gik faderen hen til moderen, så på hende og gav hende en lussing. En lussing for at have født en pige. Så forlod han stuen.

Jeg stod tilbage. Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at lægge hånden på hendes brændende kind og ae hende blidt. Hun sagde ingenting. Det gjorde jeg heller ikke. Men inde i mig voksede en beslutning.

Patriarkatet
Disse oplevelser fandt sted i 80’erne og 90’erne på en københavnsk fødeafdeling og altså i Danmark. Kun få år efter min egen kamp for kønsligestilling. År efter at vi troede, vi havde rykket os som samfund.

Jeg svor, jeg ville råbe højt om denne vanvittige forskelsbehandling, drenge og piger blev udsat for i visse muslimske familier dengang.

Årene efter startede vi kampen imod den negative sociale kontrol i muslimske miljøer. “Vi” var kvinder fra de miljøer og så mig. Kvinder, der selv kendte mekanismerne indefra.

Jeg fik at vide af etnisk danske, at jeg ikke skulle blande mig. “Det er deres kultur,” lød det. Fra muslimske miljøer fik jeg præcis det samme at vide: Bland dig udenom.

Kun få forstod, at kvindekamp er universel. At det ikke handler om hudfarve, etnicitet eller tro, men om solidaritet imellem mennesker.

Massiv modstand
Kampen blev både en succes og en fiasko. En succes, fordi samfundet fik øjnene op for ekstrem kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer. En fiasko, fordi modstanden blev massiv. Så massiv, at døren til sidst måtte lukkes, hvis arbejdet skulle fortsætte på politisk niveau i Danmark.

Alligevel ville jeg aldrig have været det arbejde foruden. Jeg fik venner for livet. Nye organisationer opstod. Arbejdet imod negativ social kontrol fortsætter. Og når jeg i dag oplever angreb på dem, der taler højt om miljøerne, religionen, kulturen og undertrykkelsen, så ved jeg, at kampen ikke er slut. Tværtimod bør den intensiveres.

Det er baggrunden for, at jeg ikke tier.

Den islamiske æreskultur
Derfor mødte jeg også op til retssagen, hvor forfatter Sara Omar stod over for filminstruktøren Manyar Parwani og komikeren Omar Marzouk.

Talrige medier har fulgt sagen tæt. De skrev, analyserede og vurderede de stridende parter. Men min tilgang er en anden. Jeg ser med andre øjne på behandlingen af forfatteren Sara Omar.

Jeg har kendt Sara i mange år. Vi skrev begge for et kurdisk onlinemedie for længe siden.

Jeg har kendt og kender mange kurdere. Jeg kender til æresbegreberne, æreskulturen og til den sociale kontrol, der kan have mange ansigter, og som kan forsøge at tilintetgøre dem, der råber op.

Jeg vidste intet om dokumentaren, før jeg læste Frihedsbrevets voldsomme anklage mod Sara. Et øjeblik blev jeg grebet af tvivl. Hvem havde ret? Hvem sagde sandheden?

Derfor mødte jeg op i retten på Frederiksberg. Jeg ville selv høre, hvad der var foregået mellem Manyar Parwani og Sara Omar. Jeg ville danne mig mit eget indtryk.

Det var ikke artiklerne eller analyserne, der gav mig forståelsen. Det var vidneforklaringerne. For man skal have en dybere viden om miljøerne og æreskulturen for at forstå denne sag. Den viden har ingen ung journalist automatisk med i rygsækken.

Og hvorfra skulle de også have den?

Familiens vrede
Set med danske briller kan det ligne en konflikt mellem en smuk, feteret irakisk-kurdisk forfatter og en filminstruktør, der kun har fået udgivet én film i 2009, og med dårlige anmeldelser. En strid mellem flere parter om rettighederne til en dokumentarfilm.

Men jeg så sagen med andre briller.

Måske havde der til en start for Manyar Parwani været en fascination af den feterede forfatter. Men den blev på et tidspunkt afløst af en vrede over, at hun fortalte om ekstrem kvindeundertrykkelse i Kurdisk Irak. Noget jeg fra andre sammenhænge kendte til.

Æreskulturens fangarme griber ind i Danmark og kan gøre livet til et helvede for dem, der åbner munden.

Min aha-oplevelse kom, da Saras sikkerhedschef forklarede, at han havde læst en besked om, at Manyar Parwani havde ringet til Saras far i Irak, og at det vidtrækkende æresbegreb sharaf var blevet nævnt. Ifølge vidneforklaringen var der blevet sagt, at Saras far gerne så hende “forsvinde”, fordi hun havde krænket familiens ære.

Manyar Parwani protesterede ikke imod den formulering. Han ærede ham i stedet, forlød det fra vidnet.

For en udenforstående kan det lyde dramatisk. For mig lød det som et ekko fra fødestuen. Æren. Den kollektive skam. Den sociale dom.

Presset til tavshed
Dernæst kom vidneudsagnet fra pressechefen på Politikens Forlag, som beskrev, hvordan Sara over tid havde ændret sig og til sidst blev helt fraværende, efter samarbejdet med Manyar Parwani var startet.

Det mønster kender jeg. Når den sociale kontrol er værst, begynder nedbrydningen. Kvinder, der råber op om islamisk religion og kultur, bliver manipuleret, presset, isoleret. De skal afrettes til at tie.

For at forstå det, skal man kende kulturen. Man skal kende den sociale kontrol, der rækker langt dybere end forbud mod kærester eller begrænset selvbestemmelse. Æresbegreberne spiller hovedrollen.

Selv advokaten Erbil Kaya, der repræsenterede Manyar Parwani og Omar Marzouk, forekom mig at være mere end “blot” advokat i sagen. Det var grænseoverskridende at overvære.

Jeg gik fra at tænke - hvor farlig kan en dokumentar om Sara Omar være – til at forstå, at striden handler om religiøs og social kontrol.

Uanset at Khaterah Parwani, Manyar Parwanis søster, i retten bedyrede, at broderen ikke var troende og sagtens kunne nyde et glas whisky.

Kollektiv ære og skam
Æreskultur handler ikke kun om personlig fromhed. Den kan ligge som et kulturelt DNA. Noget, der aktiveres, når familiens omdømme, kultur og iboende religion føles truet. Noget, der ikke forsvinder, fordi man drikker alkohol.

Jeg ved, at dette er sprængfarligt stof. Men jeg har stået på fødestuerne. Jeg har set pengesedlerne falde over drengen og stilheden over pigen. Jeg så lussingen på den nybagte moders kind. Og jeg har set kontrollen og undertrykkelse igennem så mange år i miljøerne.

Derfor kan jeg ikke reducere denne sag til en almindelig interessekonflikt.

For mig handler det om retten til at fortælle sin historie uden at blive gjort tavs gennem ære, pres og social kontrol. Det handler om, at kvindekamp ikke stopper ved Danmarks grænser. Heller ikke når kontrollen udøves her.

Og så længe jeg har set undertrykkelsen i islamisk kulturs navn, vil jeg blive ved med at sige det højt.

For tavshed har aldrig befriet nogen. Præcis den tavshed brød forfatteren Sara Omar med sine bøger.