Hvis man studerer retorikken fra Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, kan man ikke undgå at bide mærke i en særlig asymmetri.
Der tales meget om minoriteter, islamofobi og om repræsentation. Men forsvindende lidt om Danmark som historisk fællesskab, og hvad der er bedst for Danmark.
Altså, vores forfædres arbejde og slid gennem århundreder og generationer, der alt sammen skabte grundlaget for det Danmark, vi kender i dag. Men som vil forsvinde, hvis ikke kursen mod det multikulturelle samfund lægges om.
Den nye vælgerstrategi
At diaspora‑stemmer spiller en rolle i dansk politik er ikke længere en hemmelighed. Allerede ved folketingsvalget i 2019 blev det tydeligt, at muslimske miljøer aktivt mobiliserede vælgere til bestemte partier.
I flere boligområder opfordrede religiøse miljøer vælgere til at støtte netop Radikale Venstre og Enhedslisten, som blev opfattet som de partier, der bedst repræsenterede muslimske interesser i dansk politik.
I områder med stor indvandrerbefolkning gav det markante resultater. I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre eksempelvis fra omkring 5 pct. til over 34 pct. af stemmerne på ét valgsted som et resultat af målrettet politisk mobilisering.
Farvel til fællesskabet
Der er ikke noget nyt i, at partier forsøger at mobilisere bestemte vælgergrupper. Men der er noget nyt i, at religion og indvandrere bliver organiserende principper i politik. Når moskeer og diaspora‑organisationer anbefaler bestemte partier til deres medlemmer, fordi disse partier vil varetage “muslimske interesser”, ændrer det politikken.
Her støder diaspora‑politikken frontalt ind i det danske tillidssamfund. Danskere accepterer verdens højeste skattetryk, fordi de tror på systemet. Man bidrager. Man arbejder. Man betaler skat. Til gengæld får man adgang til gratis uddannelse, et sundhedssystem, social sikkerhed og økonomisk stabilitet.
Det lyder alt sammen godt, men modellen fungerer kun, hvis borgerne føler sig som en del af det samme åndelige og nationale fællesskab. Hvis staten i stedet opfattes som et neutralt system, man kan flytte til og udnytte, begynder modellen at smuldre.
Hjemve som politik
Enhver migrant kender følelsen af hjemve. Man savner sin kultur, sit sprog, sine traditioner. Det er helt naturligt. Men når hjemve bliver politisk, dvs. hvis man forsøger at genskabe de samme hjemlige normer og konflikter i det land, man er flyttet til, ja, så opstår der en anden dynamik, der bliver skæbnesvanger for fællesskabet.
I så fald importerer Danmark ikke kun mennesker. Danmark importerer også politiske konflikter, inklusive de nyankomnes behov for at ændre det land, de kommer til som gæster.
Hvis vi andre forsøgte det samme i Egypten eller Sudan, ville vi ikke have en chance. Men i Danmark serveres den på et sølvfad.
Der er derfor et spørgsmål, den danske debat ofte forsøger at undgå. Hvis man føler så stærk tilknytning til den kultur og de normer, man kommer fra, hvorfor så flytte til Danmark?
Danmark som pengeautomat
Danmark ligger konsekvent i toppen af internationale målinger for demokrati, retssikkerhed, ligestilling, social tillid, økonomisk velstand. Mange af de lande, migranter kommer fra, ligger langt lavere på de samme indikatorer.
Hvis de samfund virkelig fungerede lige så godt som Danmark og Europa, ville millioner af mennesker næppe søge mod Europa.
Alligevel arbejder både danskere og udlændinge på at ændre normer og institutioner i Danmark. Fx når ytringsfrihed begrænses for at beskytte religiøse følelser. Når politik organiseres efter etnicitet og religion.
Hermed ændres den samfundsmodel, venstrefløjen selv lever af.
Den danske model kan godt overleve uenigheder. Den kan også overleve visse kulturelle forskelle. Men den kan ikke overleve, hvis for mange mennesker opfatter staten som en pengeautomat og Danmark som landet, man flytter til for at pensionere sig, fordi ens eget land intet har af den slags.
Hvis man vil have velfærden, sikkerheden og stabiliteten, men ikke fællesskabet og historien, der skabte det - så skrider fundamentet. Også under en selv, hvis man kommer udefra.
Det egentlige spørgsmål
Derfor handler debatten om loyalitet. Vil man være en del af Danmark? Eller vil man bruge dansk politik til at forvandle Danmark til noget helt andet?
Hvis den sidste strategi vinder frem, og det gør den, bliver resultatet et samfund, hvor politik bliver til en konkurrence mellem identitetsgrupper.
