I Hvidovre, ikke at forveksle med Rødovre, er borgmesteren ikke hvid, men rød. Hans navn er Anders Wolf Andresen, og han repræsenterer Socialistisk Folkeparti, altså, denne underlige danske luksusudgave af Albanien.
Grunden til, at Groft sagt minder læserne om denne sørgelige eksistens, er det forhold, at han har afsat 200.000 kommunale skattekroner til et portræt af ham selv, lidt i stil med forbilledet Enver Hoxha.
Beløbet fremgår af dokumenter, som Ekstra Bladet modtog gennem den nystartede forening Skattebetalerne, som fortæller historien på deres hjemmesiden. Borgmesteren må selv vælge, hvem der skal male ham. Måske bliver det van Gogh, Matisse eller et tipoldebarn af Skagensmalerne, vi ved det ikke. Kun at maleriet skal pryde tredje sal på Hvidovre Rådhus.
Borgmester Andresen ser ikke noget problem i denne lille udskrivning. Som han kunne have svaret, hvis han var en ærlig mand: ”Undskyld mig, men det er vel netop ideen med socialisme, at man bruge andre folks penge på ting, der lyder godt.”
Så ærlig er Hvidovres socialistiske borgmester naturligvis ikke. I stedet svarede han noget med, at sådan plejer vi at gøre i Hvidovre.
At Enhedslisten stemte for bevillingen på de 200.000 kr., kan ikke overraske, de er simpelthen specialtrænede i at klatte penge væk til groteske formål. Ifølge partiets Karin Kofod, der officielt går helt enormt meget ind for børn, ældre og klima, er det bare sådan, man gør i Hvidovre på alle ugens hverdage, året rundt: maler byen rød.
At også Dansk Folkeparti stemte for forslaget er imidlertid en smule overraskende. Her går partiet og vil være et alternativ til Mette Frederiksen og det, der er værre, og så støtter partiets kommunalpolitikere socialistisk malerkunst i Hvidovre.
Det er svært at se logikken i denne lille mosaik. Men så igen. Det socialistiske selvportræt er et billede på noget større og meget velfærdsdansk. I Hvidovre, Rødovre, Blåvandshuk eller andre byer nord for Rødby og Padborg er der aldrig nogen kvaler. Kommunen betaler.