Det såkaldte armslængdeprincip har altid været en selektiv mekanisme. Kunstnere, der er blevet omtalt som ”højreorienterede” (hvide mænd fra arbejderklassen), eller som ”kan bruges af højrefløjen” (kvindelige kunstnere fra etniske minoriteter), ser aldrig noget til støtte fra Statens Kunstfond. Tværtimod.

De arrangører, der skaber kunstnerisk indhold i samarbejde med sådanne kunstnere, bliver modarbejdet af Statens Kunstfond i årevis bagefter, og fondens personale tager selv initiativ til chikanen. Der findes ingen mekanisme i den offentlige forvaltning, som kan gribe ind. Sagsdokumenter bliver redigeret, og dokumentation, der måtte gå imod institutionens påstande, bliver affejet. Hvis embedsmændene alligevel står til at tabe en sag, bliver den parkeret for bestandigt som en ”ekspeditionsfejl”. Man kan ikke få oplyst, hvad fejlen handler om. End ikke Folketingets Ombudsmand kan få svar på det.

Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev den sidste rest af troværdighed pillet af armslængdeprincippet. Daværende kulturminister Ane Boel Jørgensen krævede, at samtlige arrangører, offentlige såvel som private, skulle aflyse alt samarbejde med kunstnere, der kunne knyttes til Rusland, om så det kun var deres etnicitet. Selv kunstnere, der havde risikeret eget liv i protest mod Putin og krigen, skulle boykottes.

Således blev en tysk ballet med ukrainske dansere aflyst, fordi der på plakaten stod ”Russian National Ballet”. Sidstnævnte er betegnelsen for den type dans, ikke produktionsselskabets ejerskabsforhold. En udstilling med to tyske kunstnere, som forlod Rusland for nu 32 år siden til fordel for et liv i Berlin, blev aflyst. Faktisk lukkede man blot udstillingen, som blev stående i folketomme lokaler resten af udstillingsperioden. Sergei Prokofiev, som vandt Charlottenborgs førstepræmie til forårsudstillingen 2022, med vægt på hans modige kritik af Putin-regimet, blev aflyst af Charlottenborgfondens formand, John Kørner. Begrundelsen lød: ”Sagen er vigtigere end hensynet til den enkelte.”

Putins formel
Men dét er jo netop Putins formel, hvilket Kørner retfærdigvis indså, og fortrød. Værket blev genetableret. I de fleste tilfælde handlede aflysningerne om lokalpolitikere, der brugte kunstnerne som påskud for en tur i manegen som den store Putin-modstander.

Putin selv så det anderledes. Han samlede på disse boykot-tiltag og anvendte dem i sin egen propaganda. Se, Vesten hader os, det er derfor, vi er i krig, kunne han sige til sin befolkning. Selv kunstnere, der kritiserer mig, hader man i Vesten; ergo skyldes vestlig modstand ikke russiske ugerninger, som de påstår, men en form for racisme mod russere.

Armslængdeprincippet består helt konkret af en bestemmelse om, at politikere ikke må blande sig i kulturinstitutionernes programmer. De talrige eksempler fra foråret og sommeren 2022 udstiller, at den politiske indblanding foregår helt uden blusel. På toppen af dette har Nordisk Råd vedtaget, at alle offentligt støttede kunstprojekter skal fremme diversitet, inklusion og klimabevidsthed. Dette udelukker al satirisk og sarkastisk kunst. Kunsten skal være moralsk opbyggelig.

I princippet aner man konturerne af en militariseret kunstscene. Kunstnere, der etnisk hører til fjenden, skal ud, og den moralsk styrkende og mobiliserende kunst skal ind.

Derfor er tiden kommet til at redde kunstlivet fra politikken på en anden måde, end armslængdeprincippet kan tilbyde. Det kan foregå ved et greb i tråd med den teknologiske udvikling. Simpelthen ved at automatisere uddelingen af støtte til kunst og på den måde gå udenom den kunstfaglige kompetence, som er blevet politiseret.

Statens Kunstfond kan med fordel kopiere KODA
Sådan en model eksisterer allerede. Organisationen KODA uddeler hvert år millioner af kroner via et system for registrering af musik. Den enkelte musiker udfylder en blanket, hvor der oplyses, hvilke sange der er blevet fremført, hvor og hvornår, og derefter kommer udbetalingen af royalties automatisk. Man fører naturligvis kontrol med, at de oplyste spillesteder faktisk eksisterer, og at eventen kan spores online gennem opslag, programmer eller annoncering.

Statens Kunstfond kan delvist indrettes på samme måde. Legater under 100.000 kan sagtens automatiseres. Når en bog udkommer, modtager forlaget og forfatteren et beløb hver. Et forlag kan udgive for eksempel maksimalt fem bøger pr. år under den ordning, forfatteren maksimalt to.

Samme model kan anvendes på udstillinger. Et beløb til galleristen eller institutionen, og et beløb til kunstneren. Dette er penge, man kan anføre i årsbudgettet som forudsigelige tilskud, hvilket vil være en stor hjælp til arrangørernes planlægning. Det kan gøre det muligt at etablere visningssteder over hele landet, i selv de mindste landsbyer og i de såkaldte ”parallelle samfund”.

Det vil skabe lighed og forudsigelighed, og eliminere den nepotisme og politiske styring, som finder sted i dag.

I dag er magten samlet på få hænder
En ting, man siger, når kritikken falder på de indspiste forhold i kunstlivet, er, at ”miljøet er så småt”. Men miljøet er ikke småt, det fremstår kun sådan, fordi strukturerne samler magten på få hænder, som alle kender hinanden privat. En automatisering af Statens Kunstfond vil vise, hvor stort miljøet i realiteten er.

Den geografiske spredning af kulturstøttemidler har længe været på dagsordenen. Med den nuværende model fordeles over halvdelen af Statens Kunstfonds midler til fondens egne medlemmer. En automatisering vil bringe kreativitet ud i de små samfund, som i et vist omfang netop er små og stagnerede på grund af fraværet af kreativitet. Ordningen vil ikke bare styrke kunstlivet, den vil også sikre en geografisk spredning.

De typiske modargumenter går på, at tildelingerne ikke vil basere sig på kompetence, når det kunstfaglige personale ikke er involveret. Svaret på det er, at tildelingerne i dag ikke alene er baseret på kunstfaglighed, men i høj grad skyldes rygter og politisk loyalitet.

En anden indvending lyder, at en ny ordning vil være nem at snyde. Hertil er svaret nej: KODA har allerede løst det problem.

Tilbage står spørgsmålet, om hvor meget fair play der egentlig findes, når modtagere og givere omgås privat og udgør en klike, der forvalter offentlige midler i tråd med politiske linjer, men uden politisk tilsyn?