Denne uge tog tv-kokken og manuskriptforfatteren Adam Price bladet fra munden i Weekendavisen. Siden hans tidligere kæreste, influenceren og nyfeministen Katherine Diez, i oktober udgav bogen I egen barm, hvor hans privatliv hænges til tørre i al offentlighed, har Price nøjedes med et par kortere udmeldinger.

Blandt andet om, at han overvejede et privat søgsmål mod Diez for krænkelse af privatlivets fred. Men, siger han, jeg har droppet tanken, fordi det vil skabe mere larm om en historie, der allerede har fyldt for meget i medierne i forhold til væsentligheden af den.

Mediernes totale svigt
Adam Price rører her ved noget meget ømfindtligt, som går langt ud over den shitstorm og mudderkastning, han selv er havnet i på grund af eksens fuser af en bog.

ogen der så åbenlyst er et forsøg på at lukrere på sladderjournalistikkens mest reptilagtige mekanismer under dække af alskens ideologiske falbelader omkring ”kvinders rettigheder” og histop og kom herned. En af tidens måske mest utiltalende tendenser, som jeg selv efter bedste evne har forsøgt at hudflette ved hver en given lejlighed.

Det, han rører ved, er intet mindre end nutidsmediernes totale svigt, når det gælder rettidig omhu.

Hvad mener jeg så med det? Jo, jeg mener, at medierne de senere år har givet komplet løbepas til den idé, som i løbet af moderniteten har gjort dem til det måske solideste bolværk for demokratiet ved siden af retssystemet, nemlig ideen om ”magtens firdeling”, som vi kreativt kan kalde det.

Det vil sige ideen om den magtens deling, som alle ved er essentiel for opretholdelsen af en demokratisk samfundsorden, plus mediernes vågne holden øje med delingens til enhver tid gældende ”dagsform”. Det, der også hedder, at medierne er ”den 4. statsmagt”.

Hvad har traditionelt hørt med til denne ærefulde betegnelse? Der har hørt det med, at medierne forpligtede sig på en saglig og kritisk formidling af alverdens emner og stof til borgerne, dvs. offentligheden, så den kunne tage politisk stilling på et så oplyst og informeret grundlag som overhovedet muligt.

Det vil sige, at medierne ikke mindst skal være opmærksomme på, når den formelle magt i samfundet kører af sporet og fuldstændig mister sansen for sandt og falsk, op og ned, højre og venstre, ret og vrang, stort og småt, vigtigt og uvigtigt.

Nærmest ingen mainstreammedier kan i dag bestå denne prøve. De dumper alle med et brag. For de fortæller løgne som om det var sandhed. De lader som om nede er oppe og oppe er nede. De tror venstre er højre og højre er venstre – mens midten er en by i Rusland, eller måske snarere i Kina.

De har fuldstændig mistet snøvsen, når det gælder selv den simpleste forståelse af ret og vrang. De gør stort til småt og småt til stort. Og de foregiver, at absolutte futiliteter har verdenshistorisk betydning. Alt imens de virkelig vigtige ting går fløjten og drukner i det, Adam Price rammende kalder ”larm”.

Kort sagt: Mediernes kompas er på alle niveauer i udu. I stedet for magtens deling har vi fået magtens enhed, magten der lukker sig østersagtigt om sig selv. Det farligste af alt for demokratiet, forstået som det åbne samfund. Følgende dugfriske eksempler illustrerer det med tåkrummende tydelighed.

Pinligt, pinligt, pinligt
Mainstreammediernes pinlige fadæser i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg turde allerede være velbeskrevne her på Kontrast, både i Jalvings podcast ”Danske journalister er en flok grædekoner” og i Naser Khaders knockout-artikel ”Trump vandt – mainstreammedierne tabte stort”. Som sidstnævnte korrekt anfører:

”Kamala Harris’ bunke af tomme ord overgås kun af mainstreammediernes bunke af tomme ord. For ikke at sige: af mainstreammediernes decideret usande ord. Det gælder samtlige journalister, lederskribenter, redaktører – for slet ikke at tale om de mange politiske USA-kommentatorer. Hvor har de dog været gode til at træde i spinaten. Eller spinatbedet skulle vi måske hellere sige. De har slet ikke forstået Trumps gennemsnitlige vælger. Deres antipati mod Trump skinnede igennem deres dækning. Så utroværdigt. Så pinligt.”

Khaders kommentar førte straks til et Facebook-opslag fra Berlingskes ene chefredaktør Tom Jensen, hvor han tøsefornærmet indvendte, at:

”Well, måske er det spild af min og jeres tid, men noget af det, der irriterer mig over dele af kritikken af mediernes dækning af præsidentvalget er, at meget er både generaliserende og uinformeret. Det gælder f.eks. kritiske opslag siden i går fra ellers respektable folk som Morten Messerschmidt og Naser Khader. Sidstnævnte gik så vidt som at kræve samtlige journalister, lederskribenter, redaktører og USA-kommentatorer fyret på stedet. Min stille opfordring er: Gør ikke den offentlige debat dummere og mere primitiv.”

Men sagen var, at Naser Khader havde helt og aldeles ret – og i øvrigt også gjorde ret i at sige det på en så eksplicit måde, at det ikke kunne misforstås og dysses hen. Hvilket de mange likes og sympati-tilkendegivelser, han fik fra forskellige læsere, viste – og hvilket Asger Aamunds Kontrast-artikel ”En bedre verden med Trump” også slog fast med syvtommersøm.

To dage efter SoMe-intermezzoet bragte Berlingske, sådan som Khader havde forslået i sit svar til Tom Jensen, et stort anlagt interview med den konservative amerikanske kommentator Henry Olsen. Dog uden at kreditere Khader for ideen. Noget man måske godt forstår; thi da ville det – endnu engang – springe i øjnene, hvordan de højt betalte spinatfugle på mainstreammedierne i dag nærmest er verdensmestre i at komme en postgang for sent, når det handler om det, der turde være deres fornemste opgave: at opsnuse vigtige emner og nyheder før alle andre.

For ikke at tale om at belyse dem alsidigt og kritisk. Jeg mener, hvad pokker er de ellers hyret til?

Sagen var jo i virkeligheden meget simpel: Almindelige amerikanere har igennem de sidste fire år haft al mulig grund til at lægge afstand til Demokraternes ledelsesstil. Det fik de nu endelig mulighed for at vise ved stemmeurnerne. Og det gjorde de så. Til mediernes kolossale forbavselse og chok.

Skønt det har stået tydeligt for enhver med blot nogenlunde omløb i hovedet, hvad der var galt. Herunder altså også den menige amerikaner.

For at strø salt i såret udtalte en kommentator endda, at de eneste vælgere Kamala Harris havde formået at trække til huse, ud over dem, der i forvejen stemte demokratisk, var ”rige, hvide mennesker, der ikke gik i kirke.”

Endnu mere pinligt
Et andet eksempel, der kan hives frem, er herlufsholmsagen med de bagatelagtige og gennemnormale drengestreger, der førte til uhørt drakoniske sanktioner, først i form af et retsligt efterspil, siden i form af udsmidning fra skolen.

Ikke at det vel kan komme bag på så mange, men det har stort set ikke interesseret medierne et hammerslag at gå i kødet på denne åbenlyse vanvidsforestilling. Måske fordi den falder så glimrende i hak med den nye autoritære overmagt per se: feminismen. Forstået som den étpartiideologi, der i vores tid gennemsyrer de vestlige samfund fra yderst til inderst, og sikrer, at ethvert spor af helt normal drenge- og mandeadfærd – så som i leg og for sjov at give hinanden ”lammere” – kriminaliseres som talte vi Hannibal The Cannibal eller Ubåds-Madsen. Eller en fusion af begge.

Et opslag på Infomedia viser én artikel om, hvilke konsekvenser en uskyldig drengeleg, som har været praktiseret i en menneskealder, kan få for unge mennesker i dag. Og hvordan knap nok en eneste journalist ser nogen grund til at sætte større spørgsmålstegn ved den dom og den udsmidning, der er blevet de fem drenge til del.

Den positive undtagelse fra reglen var denne gang Berlingske, der i en artikel beskrev, hvordan ”Fem elever blev dømt for vold for deres rolle i en episode, som udspillede sig 31. maj sidste år, da de gik i 9. klasse.”

Sagens fakta er i korthed disse. Efter en veloverstået eksamen ville drengene fejre det med at drikke øl på en fodboldbane. Dette ledte senere på aftenen til en såkaldt ”quiz” gående ud på, at der skulle svares på spørgsmål fra Herlufsholms håndbog. Svarede man forkert, fik man en lammer – som det har heddet siden Arilds tid, herunder i min egen barndom, der næsten føles som om den går tilbage til før Arilds tid.

To elever fra 8. klasse gjorde sig åbenbart fortjent til sådanne lammere, som altså blev uddelt af jævnaldrende kammerater som en del af legen. Skolen anmeldte de fem ”voldsforbrydere”, som hver især blev idømt bøder på et par tusind kroner ved retten. Det var sanktionerne i første omgang. Da dommen blev afsagt i september, var der allerede gået så lang tid, at de unge nu gik i 2. g.

Nu er anden runde så åbenbart kommet. For Herlufsholm besluttede desuden, at de fem drenge skulle smides helt ud af skolen. En juridisk kulegravning viste, at det var der ingen hjemmel til. Men det havde STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der sidste år i kølvandet på den venstrepropagandistiske TV2-dokumentar om eliteskolen forlangte millionvis af kroner tilbagebetalt) en smart løsning på. Måske fordi skolen nu har ”rettet ind”.

For da STUK 14. oktober havde behandlet klagen fra en af eleverne over udsmidningen, lød afgørelsen ifølge Berlingske nogenlunde således: ”Herlufsholm var ikke i sin gode ret til at smide eleverne ud fra gymnasiet, da de under den omtalte episode gik i grundskole, mens de gik på gymnasiet på Herlufsholm, da de blev bortvist (…) Herlufsholm er dog ifølge styrelsen i sin gode ret til at udskrive eleven fra selve skolen. Med andre ord er eleven stadig indskrevet på skolens stx-uddannelse, men eleven må ikke sætte sine ben på Herlufsholm, som nu skal finde en anden stx-uddannelse, der er villig til at optage eleven og give merit for den del af gymnasieuddannelsen, han har gennemført på Herlufsholm.” (Min fremhævning).

Denne kattelem agter skolen at benytte
Endelig synes der altså at være fælles fodslag med Pernille Rosenkrantz-Theils gamle ministerium. Og, havde man nær sagt, med de fleste medier, som valgte at forbigå den temmelig rystende beslutning fra skolens side i tavshed. Vi taler som sagt fem knægte, som i grundskolen leger en helt almindelig drengeleg. Der som konsekvens har, at de ikke alene pålægges bøder, men desuden kyles ud af skolen året efter, hvor de er startet på gymnasiedelen. Eller i hvert fald får obstrueret deres mulighed for at færdiggøre uddannelsen på skolen.

Som forsvarsadvokat Julie Stage, der har ført den ene drengs sag mod skolen, fordi han ikke ville finde sig i at blive smidt ud, udtaler: ”Min klient og hans familie er skuffede over, at skolen tilsyneladende ikke er i stand til at skille skidt fra kanel. Især på nogle klassetrin indgår fysisk kontakt som en naturlig del af samværet mellem især drenge. Hvis det blev normen, at de skulle bortvises, så ville der være mange tomme stole rundt omkring i de danske klasseværelser.”

Som en på et tidspunkt betroede mig, forekom det, at det især var ”drengerøvene”, der blev dømt efter den nye samtykkeparagraf; dvs. dem der – i parentes bemærket – ofte ender med at skabe store ting i deres voksenliv, eftersom de har lidt mere krudt i røven end os andre. Det kan koste dem dyrt i dag.

Videre siger Julie Stage til Berlingske: ”Det man skal forstå er, at der ikke skal ret meget til, for at en berøring udgør vold i straffelovens forstand. Min klient er blevet dømt for at tildele en anden elev en lammer. I en juridisk kontekst er det her en bagatelsag, hvilket tydeligt illustreres af, at min klient har fået dagbøder på samlet 2.000 kroner i forbindelse med retssagen. Du kan i princippet få samme straf for at skyde nogen i ansigtet med en vandpistol. Det er også vold. Det samme gør sig gældende, for den fysiske interaktion, der foregår mellem mange søskende, når bølgerne går højt.”

Men nej, de fleste medier synes ligegodt det er vigtigere at beskæftige sig med, hvorvidt Katherine Diez repræsenterer en ny raffineret ultrafeminisme og tager MeToo til nye højder. For selv om Herlufsholm er en eliteskole, der huser især middel- og overklassens børn, så er det jo til syvende og sidst bare ”almindelige mennesker”. And who cares – om de så bliver straffet med hjul og stejle og isolation på en øde ø resten af deres liv for at have taget en pebernød fra kagedåsen. I hvert fald ikke nutidens medier.

Pinlighedernes pinlighed
Sidste eksempel, der skal nævnes, er det, der foregår inden for retssystemet i øjeblikket, hvor – som en begavet ven formulerede det – alle bremseklodser synes at være fløjet af.

Nu har jeg selv igennem de sidste fire år sammen med foreningen Ord Mod Ord forsøgt at råbe politikere og andre magtinstanser op for at pege på, at der i øjeblikket muligvis foregår ikke kun sporadiske, men systematiske justitsmord ude i vores retssale i regi af samtykkeloven.

Almindeligvis har det været sådan i vores såkaldt ”civiliserede” samfund, at alene risikoen for et enkelt justitsmord har fået alle op af stolene. Politikerne har skældt og smældt. Myndigheder og retssystem er krøbet til korset og har undskyldt og lovet bod og bedring.

Og enhver journalist med blot et minimum af faglig ambition og ærekærhed har straks set det som sin opgave at få det afdækket – og derved muligvis komme i spil til den næste Cavling-prisuddeling.

Det, vi oplever i nutiden, er, at den overhængende, og mere og mere realistiske, chance for, at vi med samtykkeloven står ikke blot over for et enkelt justitsmord eller to, men derimod en hel stribe af justitsmord, endda begået med åbne øjne og fuldt bevidst fra statens side, snarere end blot ved et uheld, knap nok afføder et pip fra nogen.

Jeg kan fortælle, at da jeg sidste år udgav bogen Med lov skal land nedbrydes. Samtykkeloven og dens kollektive justitsmord, der minutiøst gennemgår 10 § 216-sager ført efter samtykkelovens vedtagelse, ville kun nogle ganske få og små nichemedier anmelde den – ud over Jyllands-Posten, som dengang husede et af de eneste lys i mainstreammediernes tunnel, Mikael Jalving.

Berlingske Mediers øverste ledelse, som stadig er sig mediernes demokratiske og etiske ansvar bevidst – jævnfør bl.a. hans månedlige nyhedsbreve – donerede to helsidesannoncer for bogen i henholdsvis Berlingske og Weekendavisen. Dette vink med en vognstang fik dog ikke de to borgerlige mastodontpublikationer – i hvert fald af navn – til at vågne op fra dvalen og skrive om værket.

Om det så også var med frådende kritisk afstandtagen og foruroligelse over, at man overhovedet kunne tvivle på vores højt besungne retssystem, ville det have været bedre end ingenting. For at tage et vigtigt emne op i samfundsdebatten betyder selvfølgelig ikke, at man skal være enig i anskuelsen af det. Tværtimod.

Men dette princip synes i medierne også at være glemt – i alt fald af den mest magtfulde del af medieklassen. Og det er måske i virkeligheden værre end noget andet.

For igen er det typisk, at de almindelige menneskers højst alarmerende problemer drukner i mediesuppen. Og at de alle halser mere eller mindre blindt efter ”kaninen på banen”. Især hvis den har store kunstige bryster og botox i ascendanten.

Som de verdensfjerne, astronomisk højt betalte supporters, vi nu ved Kamala Harris hyrede til at forsøge at hypnotisere folk til at stemme på hende. Med et sørgeligt pauvert resultat. Altså set fra Demokraternes side – der vel egentlig kloge af skade burde tage konsekvensen og skifte navn til ”Elitisterne”.

Med sloganet: Vi er nogle få, der har skuet de store sandheder. Derfor er der nu ikke længere grund til at føre en demokratisk samtale om dem, endsige diskutere dem. Så fat det dog – forbandede vælger-skrald!

Hvad skal vi med medierne?
Man kan spørge sig selv, hvad vi overhovedet skal med mainstreammedierne og public service-medierne i dag, hvis de alligevel synes at have droppet enhver tanke om at holde den formelle statsmagt i ørerne og oplyse borgerne så sagligt og uhildet som muligt om de ”reelle forhold i jernindustrien”.

Skal de have en chance mere, bliver de nødt til at mande sig gevaldigt op. For lige nu er de ikke – som i overhovedet ikke – i nærheden af at være vagthunde, der kan beskytte samfundet mod alskens magtmisbrug og afsporet ekstremistisk propaganda fra lobbyisters og NGO’ers og populisters og kommunikationsuddannede aktivisters side.

Det, de oprindeligt var sat i verden for. De har reduceret sig selv til små skødehunde, der er til fals for et klap og en dekorativ kanapé på hundetallerknen.

Og de almindelige mennesker, hvis svigt mainstreammediernes konforme valenhed og kælenhed og pleaser-attitude i sidste ende går mest ud over, kan sejle deres egen sø. Eller gribe ud efter den redningskrans for demokratiet og civilisation, som i øjeblikket herhjemme stort set kun findes på medier som Kontrast.

Som Naser Khader præcist skriver til slut i sin artikel om de danske journalisters håbløse præsidentvalgsdækning:

”De burde fyres på stedet alle sammen. Så kunne de sætte sig hjem i sofaen og læse Katherine Diez’ seneste værk I egen barm. Måske der var lidt at lære her? Og under alle omstændigheder passer hun jo fint ind i deres foretrukne øvrige omgangskreds bestående af pop-kendisser og Hollywood-tumper.”

Tja, ikke kun nogle gange, men i disse tider omtrent konstant, er sandheden ilde hørt. Så meget desto vigtigere, at nogen står benhårdt fast og siger den. Også så højt, at det kan høres. Ellers er det vist så som så med mediernes fortsatte status som den 4. statsmagt.