Så blev det nye folketingsår skudt i gang. Og højt oppe på efterårets dosmerseddel står et emne, som blev varslet af regeringen allerede i foråret, nemlig en storstilet strafreform. Som det lød i Mette Frederiksens tale ved folketingets åbning i sidste uge: ”Vi er i gang med at forberede en strafreform med højere straffe for den personfarlige kriminalitet.”

Selvom området ikke hører ind under den personfarlige kriminalitet, var det tydeligt, at debatten blev tyvstartet, om man så må sige, allerede nogle dage inden Folketingets åbning. Det skete, da flere politikere meldte ud, at myndighederne nu skulle have udvidede beføjelser, når det gjaldt beslaglæggelse af eksempelvis stjålent værktøj fra byggepladser etc. 

Både Karina Lorentzen (SF) og Preben Bang Henriksen (V) kundgjorde i den forbindelse, at de ville overveje at se på det grundfæstede princip om, at bevisbyrden altid påhviler anklager. For det var selvfølgelig helt til hest, når man hørte om byggefirmaer og håndværksmestre, der fik nolet deres værktøj i lange baner, og måtte se hovedrystende til, at politiet kun kunne beslaglægge det bevisligt stjålne tyvegods, mens den rystepudser – eller hvad det nu kunne være – der lå lige ved siden af, ikke måtte røres. Det skulle jo først bevises, at den også var stjålet.

Her bør især de partier, som vil blive stående på deres borgerlige værdigrundlag, være på vagt. Umiddelbart kan det lyde ganske uskyldigt – ja, nærmest selvindlysende – at der ikke skal lægges nogen fingre imellem over for folk, der allerede har vist, at de er banditter, så det forslår. Hvem kan ikke være med på det? Men det er et ultrafarligt spor at bevæge sig ud på. For man kan være sikker på, at det for de socialistiske partier handler om alt andet end primært at få stjålent værktøj leveret tilbage til store såvel som små private erhvervsdrivende.

Det er og bliver potentielt et skalkeskjul for en langt mere omfattende underminering af indgroede retsstatslige og civilisatoriske principper, som det har taget århundreder at bygge op.

Retssikkerhed – en borgerlig mærkesag
Jeg har, som det nok vil være ikke mindst dette medies læsere bekendt, gennem flere år arbejdet med den dybt uansvarlige samtykkelov. Som netop blev presset igennem af de røde partier i den foregående socialdemokratiske mindretalsregering. Og hvor det til sidst lykkedes at få overbevist også de blå om lovens fortrinligheder.

Den absolutte akilleshæl ved denne lov er netop, at bevisbyrden i praksis bliver skubbet over mod den anklagede. Som bl.a. professor i strafferet Lasse Lund Madsen og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater Kåre Pihlmann har været ude og redegøre for. ”Afklaringspligt” kaldes det med en sofistikeret eufemisme.

Det pinpointer en problemstilling, som altid bør ligge især borgerligt sindede mennesker tydeligt for øje, nemlig retssikkerhed.

Hvorfor skulle retssikkerhed da netop være en borgerlig mærkesag?

Det skal den, fordi den hænger snævert sammen med selve det kerneborgerlige credo om individets ukrænkelige frihedsrettigheder. Herunder retten til en retfærdig, civiliseret rettergang i tilfælde af tvistigheder. Til denne ret hører uafvendeligt, at bevisbyrden altid må påhvile anklager, aldrig den anklagede.

At skabe omvendt bevisbyrde inden for et tilsyneladende uskyldigt område som fx tyveri af værktøj er derfor en glidebane, som i sidste ende uvægerligt vil føre til, at det retsstatsstridige galimatias, som lige nu foregår i samtykkelovens regi, sanktioneres og blåstemples – eller rødstemples skulle man måske snarere sige – som sådan. For derefter, uden tvivl, at blive bredt ud over alskens andre områder.

Det modsattte af Lov og Orden
Men skal vi da ikke have lov og orden, er der nok nogle, der vil indvende?

I dén grad skal vi have lov og orden. Resultatet af omvendt bevisbyrde er imidlertid ikke mere lov og orden. Resultatet er snarere det modsatte: en åbning for, at staten i sidste ende kan få carte blanche til at dømme en hvilken som helst borger for hvad som helst.

Præcis som det var tilfældet øst for Jerntæppet før 1989. Og sådan som det stadig er tilfældet mange steder i verden – herunder den muslimske. Hvem bilder sig mon ind, at Irans magthavere går op i, om bevisbyrden påhviler anklager eller ej? Eller Afghanistans eller Pakistans for den sags skyld? Næppe mange.

Så snart bevisbyrden bliver skubbet over mod den anklagede, kan alt muligt ske, som vi ikke – slet ikke vi borgerlige – ønsker skal ske i vores samfund. Á la: ”Vis mig manden, så skal jeg fortælle dig, hvilken forbrydelse han har begået”.

Af den grund må ikke mindst de blå partier virkelig trykke på bremsen og besinde sig her. Før de igen bliver trukket ind i et langt gaslightende spinforløb af de røde partier. Som risikerer at havne eksakt samme sted som det ulyksalige samtykkeforløb. Og som man derpå kan bruge år på at rydde op i og undskylde for bagefter.

Vi ser desværre i øjeblikket denne type manipulation gøre sig gældende flere steder.

De rødes forsøg på spin og snigløb
Lars Kaaber har således vist, hvordan de ideologiske islamforskere Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding forsøger at fremstille det, som om deres 14 forslag til at stramme op på lovgivningen, bl.a. i forhold til kvinders rettigheder under muslimske skilsmisser, er i tråd med den progressive vestlige frigørelses- og ligestillingstænkning.

Når der i virkeligheden er tale om indførelse af islam og sharia i dansk lovgivning ad bagdøren. Med Kaabers ord: ”Selv mener de, at deres forslag er skrevet for at hjælpe muslimske kvinder til et bedre liv i Danmark. Reelt vil de skabe et system, hvor samfundets sekulære love, der beskytter os mod overgreb og undertrykkelse, skal tilpasses sharia.”

Præcis det samme ”snigløb” søges udøvet nu med forsøget på at indføre omvendt bevisbyrde på et område, hvor det vil forekomme de fleste bare at være helt i sin orden og udtryk for ren og skær snusfornuft.

Mens det sandsynligvis i virkeligheden handler om at underminere et grundprincip i retssystemet. Så det bliver så meget desto lettere at blåstemple eksempelvis den omvending af bevisbyrden, der i praksis finder steder i samtykkesager, så den også kan opfattes som formelt legitim. Og så er Karthago ligesom faldet.

Jævnfør også den skandale, der blev udløst i England af den senere detroniserede chef for den offentlige anklagemyndighed Alison Saunders, som sagde, at det nu var den anklagede, der ”skulle svede” i samtykkesager. Hvilket førte til en stribe af problematiske domme, som man så måtte i gang med at skulle se på igen.

Som en erfaren advokat efterfølgende udtalte: ”Det har været en katastrofal embedsperiode (…) respekten for anklagemyndighedens rolle har lidt skade”.

Drop nu naiviteten!
Så altså: Kære blå partier. Spar jer selv for skandalen. Gå ikke med på nogen form for indsmigrende og tilsyneladende uskyldig snak om ”omvendt bevisbyrde” inden for et område, hvor det umiddelbart kan virke nok så ræsonnabelt. Forfægt lov og orden, sådan som det er jeres opgave.

Men forfægt tillige retssikkerheden, som sikrer at ingen borger i en civiliseret, demokratisk retsstat som den danske skal kunne dømmes for noget, man ikke kan bevise, de har gjort. Det er om noget jeres opgave som borgerlige politikere.

Alt andet vil være at åbne en gulvlem lige lukt ned i den sorte middelalder. Eller lige lukt ned i den sorte totalitarisme, som desværre breder sig globalt i øjeblikket.

Blandt andet fordi vi i Vesten er så enormt dårlige til at gennemskue den nutidige totalitarismes forsøg på at underminere vores samfund ved at iklæde sig tilsyneladende troskyldige gevandter som menneskerettigheder, lov og orden, demokrati, tolerance, retfærdighed, mangfoldighed og ligestilling. Blot for i næste øjeblik at afsløre sig som det den virkelig er: betonhård totalitarisme. Og da er det typisk for sent at reagere.

Kort sagt: Parkér naiviteten i cykelskuret ude foran Christiansborg. Eller synk den eventuelt i Københavns Havn, så den kan ”rematerialisere” sig som knivskarp årvågenhed. Ellers ser det sgu sløjt ud for det borgerlige samfunds fremtid.