I forberedelserne til Norges største festdag, 17. maj, inviterede arrangøren i Oslo en taler fra den borgerlige side af det politiske spektrum. Det fik NRK (norsk radio og tv, red.) til at indspille den måske mindst underholdende vittighed i dette årtusind. ”17. maj er en festdag for børn”, sagde en komiker, ”men tydeligvis også for nynazister”.
Episoden vidner om den stedfortræderkrig, der raser mellem kommunismen og nazismen i demokratierne. Set fra en del af venstresiden er de borgerlige blevet identiske med nazister. Det har en historisk forklaring.
To varianter af socialisme
I mellemkrigstiden voksede nazismen frem som et medlem af den progressive familie af politiske bevægelser. De slog sig op på naturbeskyttelse, dyrerettigheder, alkoholforbud, vegetarianisme, modstand mod rygning; en intens promovering af sport, og især sport som erstatning for åndsliv. Dertil kom forbud mod satirisk og sarkastisk kunst, ligesom alt knyttet til kristendom blev hånet og fordømt.
Det er lige før, det lyder ubehageligt velkendt.
Nazisterne var allieret med Sovjetunionen. Ifølge Versailles-traktaten i 1919 måtte Tyskland ikke udviklet et flyvevåben. Flyene blev i stedet produceret i Sovjetunionen i stedet. KGB underviste Gestapo i brugen af kz-lejre, og Sovjet forsynede Nazityskland med olie og korn.
Progressive og kommunister støttede kort sagt nazismen. I Danmark ved Radikale Venstre, som forestillede sig, at Danmark havde en plads i et ”Tysk Europa”. Hitlers invasion af Sovjet kom som en komplet ubegribelig overraskelse for Stalin. Han havde ladet informanter skyde for at påstå, at et sådant angreb var under forberedelse. Stalin stolede kun på ét menneske i hele verden, og det var Adolf Hitler.
Forbindelsen mellem de to varianter af socialismen var med andre ord så tæt, som den overhovedet kunne blive. Og da Tyskland angreb Danmark og Norge, søgte man fra venstresiden straks ”våbenhvile”, dvs. kapitulation. På det tidspunkt var Warszawa allerede jævnet med jorden. Man vidste godt, hvem man havde med at gøre. Alligevel våbenhvile og dialog, altså.
I løbet af krigen blev samtlige aktører på den socialistiske akse - kommunismen, fascismen og nazismen - knust fuldstændigt i Vesten.
Den socialistiske akse og den parlamentariske
Det har givet ophav til et besynderligt fænomen, som kom til syne i Norge. Eftersom den socialistiske akse er forsvundet, bliver de socialistiske brikker nu fordelt på den parlamentariske akse i stedet. Den centrale forskel på de to akser er imidlertid, at på den socialistiske akse findes der kun ideologiske bevægelser, ikke politiske partier. På den parlamentariske akse findes der kun politiske partier, ikke ideologiske bevægelser.
Når man sammenblander de to akser, lægger man kommunismen på ydersiden af den parlamentariske venstreside - og nazismen på ydersiden af den borgerlige fløj. Hvilket vil sige, at hvis man er ekstremt venstreorienteret i demokratiet, så er man kommunist, og dermed modstander af demokratiet; og hvis man mest muligt konservativ, så er man nazist - og altså dødsfjende af konservatismen.
De borgerlige spiller rollen som nazisten
Opstillingen er kort sagt historisk og faktuelt ugyldig og åbenlyst selvmodsigende. Det forhindrer ikke, at den bliver benyttet af alle deltagere i politisk kommunikation. Det betyder, at det i Vesten er de borgerlige, der spiller rollen som nazisten. Den side, der vandt over den historiske nazisme, er blevet til nutidens nazister.
De opdigtede ”nazister” i demokratierne er skyldige i at tilhøre den højre side af den parlamentariske akse. Jagten på nazister i Vesten er ikke kun udenfor lov og ret, men også udenfor sproglig og historisk logik. Det er en form for politisk fanatisme, ikke ulig den man finder hos netop aktører som Hamas.
Ny alliance mellem nazister og venstrefløj
Måske er det ikke helt tilfældigt, at de samme aktører, som jagter på opdigtede nazister i Vesten, også støtter Hamas – som jo er meget tæt på at være de rigtige nazister, i historiskforstand, som stadig har en militær aktivitet.
I praksis viser det sig, at der er en forbindelse mellem den stadig aktive nazisme (Hamas) og de aktører, der foregiver at bekæmpe nazismen i Vesten (venstresiden). De er selv det, de siger, de bekæmper. Dette er et retorisk greb man finder hos autoritære ledere. Det er derfor, Rusland påstår, at Ukraines præsident Zelensky, som er jøde, er ”nazist”.
Konfronteret med dette logiske sammenstød højnede den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i 2022 indsatsen, og sagde, at ”nogle af de værste antisemitter er jøder” og at ”Hitler havde jødisk blod”. Israel krævede en undskyldning for dette, og den fik de fra Putin personligt.
Det var i den sammenhæng, Israels udenrigsminister Naftali Bennett slog fast: ”Kun nazisterne var nazister.”
Det har han ret i. Men det er ikke kun Rusland, der har brug for at høre det. Europæerne skal bruge mange år på at fordøje en så enkel sætning. For som det står nu, er den politiske retorik i Vesten mere influeret af Putin end af Bennett.
