Jeg er kommet i Sverige igennem flere årtier, egentlig ikke helt i Sverige, men mest i Skåne, som den svenske kong Karl 10. Gustav ranede i 1658 sammen med Halland og Blekinge. Siden forsonedes vi med arvefjenden, og det er en god ting, når nu vi vitterligt har så meget til fælles med svenskerne, ikke mindst med skåningene.
I det hele taget er de nordiske folk velsignede ved at have et så nært kulturelt fællesskab, også selv om vi ikke forstår finnernes i danske øren sære tungemål, som finnerne for resten deler med esterne, som næsten er et nordisk folk.
Skulle jeg drømme stort, ser jeg i fremtiden en nordisk union for mig inklusive Estland, tilstrækkeligt bevæbnet til at kunne forsvare sig selv, hvilende i fred med sine naboer, fordi vi bor på hver sin side af hækken.
Dette har jo nok lange udsigter, og i hvert fald skal der ske et og andet både i Danmark, Norge og Finland, mens der skal ske virkeligt meget i Sverige.
"Det fine gamle land"
For nylig talte jeg med en pensioneret kollega, 68er af alder, men bundkonservativ lektor i engelsk og dansk, foragtende den voldsomme venstredrejning fra slutningen af 1960erne.
Vi kom til at tale om de svenske tilstande, og han gentog adskillige gange ”det fine gamle land”, bedrøvet og rystet som han var over, hvor langt Sverige er skredet ud som følge af en så vanvittig udlændingepolitik, at man ikke ville have troet det muligt, hvis ikke det jo netop er, hvad en tre-fire generationer af svenske politikere har virkeliggjort.
Nu sidder der måske en og anden herhjemme, der vil indvende, at Sverigedemokraterne ved sidste valg blev det næststørste parti, og at de efter valget er blevet, hvad vi i Danmark ville kalde støtteparti for en borgerlig regering ledet af Moderaterna med statsminister Ulf Kristersson. Det må da betyde, at Sverige er begyndt at ændre kurs i udlændingepolitikken, ikke sandt?
Syv gange så mange indvandrere
Næ, ikke nævneværdigt at dømme efter asyl- og familiesammenføringstallene for de første fem måneder af 2024. 10.584 fik godkendt familiesammenføring, og 6.683 fik bevilget asyl. Det er altså ikke ansøgninger, men bevilgede opholdstilladelser ved begge tal.
På årsbasis vil det samlede tal komme til at ligge på omtrent 40.000 personer, hvis tendensen fra de første fem måneder fortsætter. De nyeste tal, jeg har kunnet finde for Danmark, gælder for hele 2023, og det drejer sig om i alt for begge grupper under 3.000.
Den svenske befolkning er knap 85 pct. større end den danske, og relativt set vil det sige, at Sverige tager mere end syv gange så mange ind fra lande uden for EU, i praksis altovervejende fra den tredje verden.
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=48256
Rent blændværk
Det er med andre ord rent blændværk, hvis man tror, at Sverige har taget vigtige skridt væk fra den demografiske afgrund, som er stensikker, hvis ikke indvandringen fra den tredje verden standses helt, og et omfattende hjemsendelsesprogram iværksættes.
Man kan selvfølgelig sige, at det er en slags sejr for kritikerne af masseindvandring, at tilhængerne søreme er holdt op med at fremhæve den svenske politik på området som et eksempel til efterfølgelse. Det er dog en fattig trøst.
For det første fordi det jo ikke har ført til nogen afgørende ændring af kursen i Danmark, hvilket er et opgør med forståelsen af visse internationale konventioner og med både menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og med EU-domstolen.
Vi er heldige med at være måske 25-30 år efter svenskerne på den gode måde, men retningen er den samme, et Danmark, hvor etniske danskere hele tiden udtyndes.
For det andet fordi ”det fine gamle land”, som min kollega sørgmodigt og forfærdet udtrykte det, på den anden side af Øresund er i bandernes vold, og hvor infiltreringen af først og fremmest muslimer foregår på snart sagt alle niveauer i det svenske samfund.
Sverige er en ubegribelig tragedie, der bare bliver ved og ved.
