I vores urolige tider genfinder vi den velkendte koreografi fra coronatiden. Det kollektive skælv og de selvhøjtidelige erklæringer om, at intet nogensinde bliver som før. Især de sociale medier tjener som barometre for folkestemningen.
Dengang var det en virus, der skulle omkalfatre vores civilisation for evigt. I dag er det "fascisten" Trump i djævelsk alliance med "fascisten" Putin, der truer med at knække Europa. Samme følelsesregister, samme apokalyptiske retorik, samme inddeling af befolkningen i de frelste og de fortabte.
Lyden af corona
Dommedagsprofeternes talepapirer er knapt nok omskrevet. ”Nu skilles fårene fra bukkene”, for det er afgørelsens tid. Vi står angiveligt ved det ”store skel”, og enhver med moralsk habitus må nu ”placere sig på den rigtige side af historien”, for nu at bruge den mest slidte floskel af dem alle.
Hvem husker ikke, hvordan vi under coronanedlukningen blev belejret af retoriske gravskrifter over den verden, vi angiveligt havde mistet for evigt? Hvordan vi skulle forberede os på en fundamental ”ny normal”? Og hvordan enhver, der vovede at foreslå, at vi snart ville vende tilbage til de velkendte diskussioner om indvandring og velfærd, blev mødt med beskyldninger om samfundsundergravende virksomhed?
I dag møder vi samme moraliserende patos. Nu er fjenden ikke mikroskopisk, men storpolitisk.
Det store tidehverv
Vores politikere og kommentatorer taler i munden på hinanden om den europæiske civilisations mulige undergang. Putin vil nemlig ikke stoppe ved Ukraine. Snart vil hans tanks rulle ind over Warszawas gader og videre mod Baltikum og Bornholm. Og i Det Hvide Hus sidder nu en mand, der vil overlade os til ulvene. Som en god bekendt forleden sagde til mig: ”Når man er på LinkedIn, får man den opfattelse, at vi er i krig med USA.”
Det er mytens sprog: eskatologiske længsler, der manifesterer sig i dommedagsscenarier. Måske fordi vi i det skjulte er lede og kede af vores dekadence og stiltiende hungrer efter udfrielse. Det sidste menneske for enden af historien, træt af forbrugets tomhed og egen svaghed, længes efter katastrofens renselse.
Det er mytologien om det store tidehverv, historiens afgørende øjeblik, hvor menneskeheden står på randen af enten undergang eller frelse.
En ny besættelse
Her møder alle det, jeg har set omtalt som det store Kaj Munk-øjeblik: Går du med fascismen, eller vælger du frihedens vej? Historiens dommedag omkalfatret til et valg, hvor enhver nuance udviskes af moralsk selviscenesættelse. Sammenligningen med besættelsestidens dramatiske valg giver nemlig hverdagens trivielle overbevisninger en heroisk fernis og forvandler et politisk standpunkt til modstandskampens heltemod.
Selvsamme typer har forrygende travlt med at stemple dem, de er uenige med. De andre er helvede – de er Scavenius og Chamberlain, imens de frelste iscenesætter sig selv som djærve krigere, som Churchills reinkarnation, men trygt barrikaderet bag skrivebordet.
Djævleuddrivelse
Andre opfinder teaterdæmoner. De angriber farlige debattører, der siger angiveligt kontroversielle ting, for så kan de kæmpe mod dem for at skabe orden i kaos og nyde godt af offentlighedens gunst, når de har uddrevet dæmonerne. Den rituelle uddrivelse af kætteren giver en fornemmelse af renhed og retning i en verden, hvor de gamle koordinater er slørede.
For denne mytologisering har selvfølgelig en konkret funktion: at ophøje øjeblikkets politiske beslutninger til sakrale handlinger, at gøre pragmatiske afvejninger til moralske absolutter, og at fremstille almindelige borgere til enten helte eller forrædere.
Men prisen for denne mytologisering er høj.
Grobund for massepsykose
Den erstatter nuanceret analyse med moralisering. Den kvæler politisk dialog og kompromis. Og mest bekymrende: Den skaber grobund for en massepsykose, hvor vi kollektivt mister evnen til at skelne mellem reelle trusler og opskruede fantasier: De stemmer, der for blot få år siden forsikrede os om, at corona havde ændret alt, erklærer nu med samme skråsikkerhed, at Trump og Putin fører os durk ind i Tredje Verdenskrig.
Tidens dommedagskaravane drager videre. Mennesker er følelsesmæssigt labile, især når de går i flok. Men også det går over. Karavanen bliver kørt i stalden igen, indtil den næste krise kommer. Så trækkes de gamle krikke ud igen, og vi får endnu en tur i cirkusmanegen.
Lære at forsvare os selv
Lad det være slået fast: Vi lever i alvorlige tider. Vi skal først nu til at lære at forsvare os selv. Det kræver selvbeherskelse og beslutsomhed. Labile mennesker er bange mennesker uden disse dyder.
Så lad os møde den nye bølge af apokalyptisk retorik med samme nøgterne skepsis, som vi burde have mødt den forrige med. Og lad os huske, at historiens største bedrag sjældent kommer i form af åbenlyse løgne, men i form af halve sandheder, der er blevet ophøjet til mytologiske absolutter.
