Krigsskat, milliardfonde og astronomiske tal flyver rundt i luften, men hvad bygger det egentlig på? Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk, for svaret er, at ingen i regeringen eller ministerierne har en slagplan, en overordnet strategi eller rød tråd i arbejdet med at genrejse Forsvaret.
Det paradoksale er nemlig, at de få, der gennem de sidste 10-15 år har trykket på alarmknappen, enten er smidt ud, kørt ud på et sidespor eller pensioneret for længst. Dem, der som papegøjer gentager politikernes ord, i stedet for at udfordre dem og kræve en overordnet plan, sidder tilbage er blevet forfremmede og skal nu have ansvaret for at opruste Danmark.
Da Putin overtog kontrollen med hele Krim-halvøen i 2014, blev det mødt af lidt spredte protester, men samtidig var både Socialdemokratiet og Venstre i fuld sving med at fjerne de sidste rester af det forsvar, der kunne bruges i situationer, som vi nu helt akut står med.
Man kan så sige at det er et forkert tidspunkt at bedrive partipolitik på, men omvendt er det vel næppe specielt begavet at tildele netop de to partier der nedlagde Forsvaret ansvaret for dets genrustning?
En anden vej
Vi bør derfor gå en helt anden vej. Forsvaret skal genskabes indefra og måske endda med civile aktører, indtil det selv igen kan stå på egne ben. For de faktiske forhold i jernindustrien er, at Forsvaret ikke har skyggen af chance for genrustning, som det er indrettet i dag.
Det er kafkask i sin organisationsform, sovset til i detailpolitik og er i skrivende stund et ekkokammer af de politiske våde drømme.
Forsvaret har anno 2025 ingen reserve, hvorfor vi skal vælge mellem potentielt at sende en (lille) hærstyrke til Ukraine, men undlade at uddanne herhjemme, fordi alle dem, der i givet fald skulle træne nye hoveder, ville befinde sig på østfronten.
Søværnet ville skulle sige nej til skarpe opgaver, fordi de i forvejen lider med et kæmpe personel- og materielproblem, hvis de skulle have den fjerneste chance for at vokse i antal. Flyvevåbnet er samme sted, et værn der er så hårdt beskåret at selv ganske små opgaver vil lægge værnet ned og fjerne enhver form for uddannelse og styrkelse på personelsiden.
I hjemmeværnet strømmer det ind med nye medlemmer, men finansieringen af hjemmeværnet er så udhulet, at det vil tage årtier at bringe enhederne op på et kampdueligt niveau, uanset hvor hårdt de velmenende frivillige og professionelt ansatte end knokler.
Der mangler fokus
Regeringen taler om milliarder og udmøntning af investeringer, landet aldrig har set før, men det sker på platform, der ikke er defineret, for hvor skal fokus ligge? Er det Østersøen, der skal prioriteres, skal Hæren have prioritet, er det Arktis, der skal have fuld pedal, eller er det relationen til vores naboer, der skal prioriteres, så vi måske kan snige os igennem den kommende tid med færre topprioriteter, fordi svenskerne for eksempel tager de prioriteter, vi ikke selv kan?
Det svar blafrer i vinden og vil fortsat blive et ubesvaret spørgsmål, for politisk bliver man ved med at hoppe fra tue til tue. Når man ikke er forberedt, og i alt for mange år har holdt vejret og håbet på det bedste, rammer virkeligheden endnu hårdere, når ballonen revner.
Når bluffet kaldes, og man står og skal hovedrenovere huset, men håndværkerne er smuttet og værktøjskassen er tom, går de fleste lidt i panik, særligt når man selv har 10 tommelfingre, og der både er VVS-arbejde og tømrerarbejde at udføre.
Når man samtidig har smidt de faglige rådgivere på porten, der har peget på de enorme risici, man har påført sig selv sig ved at spille russisk roulette med sikkerheden, ja så er planen konverteret til fuld panik, og det er lige præcis her vi er.
Men alt håb er ikke ude, der findes masser af viden og viljen derude, det kræver bare en plan og tildeling af ansvar.
Invitér de erfarne med til at løfte opgaven
For det første skal der sadles om og tildeles ansvar til de uniformerede. De skal have en overordnet ramme og en politisk vision for det de skal udføre. Dernæst skal de have budgetramme, tidsfrist og effektramme som aftales og gensidigt nikkes af på både politisk og militærfagligt niveau. Der skal ikke dikteres konsulenthus rapporter og snedige spareideer eller fantasifulde politiske ideer om lokale særinteresser.
Dernæst skal der genskabes en reserve. De findes derude, nogen af de gamle eller semigamle Oberst Hackel typer som kan slås, uddanne og har den faglige grønne ballast til et give deres erfaring videre.
De fleste har ikke været i systemet i årevis, og det vil kræve en pæn portion overtalelse at få dem tilbage på skydebanen, ind i stabene og tilbage på broen af skibene, for de fleste sidder i behagelige civile stillinger og har umiddelbart ikke den store trang til at komme tilbage og bruge deres ferier på et system, der for ganske få år siden, ikke brugte krudt på at fastholde viden og erfaring, eller for den sags skyld følte politisk opbakning til deres virke.
Brug private aktører
For det tredje skal man kigge ud over Forsvaret og se, hvor man i en årrække kan hyre private aktører til at løse nogle af de overvågningsopgaver, som tapper Forsvaret for kræfter. Jeg lavede sammen med en tidligere kollega fra hæren en plan for overvågning af Arktis og Østersøen, som gav et langt mere finmasket overvågningssystem end i dag, baseret på materiel og personel, hentet helholdsvis fra hylderne og blandt dem, der enten gerne ville lidt i uniform igen, eller måske for nyligt er pensionerede.
Hvis man købte droner fra nogle af de danske dronefirmaer, hentede nogen brugte supply-både ind fra offshore-industrien som platforme og tilsatte det nogle gennemprøvede propelfly samt en let bevæbning, så var vi kørende for under 5 milliarder på 6-12 måneder.
Hvis afkastet i et sådant firma var statsgaranteret til 8-10 i en kontraktperiode på 10 år, kunne det endda blive et investeringsobjekt for en pensionskasse og dermed en mindre belastning for Staten. I de 10 år man udliciterede en del af overvågningen, kunne Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet bruge langt mere energi på at uddanne kernen i den kommende styrke.
I den semiprivate organisation kunne man samtidig indarbejde brug af værnepligtige, som automatisk ville oparbejde en viden om brug af droner og generel overvågning og dermed skabe platformen for fremtiden overvågningsenheder.
Køb hyldevarer
Det fjerde afgørende punkt er hyldevarer. Samtidig med at man lægger ordren på de kapaciteter, der ligger langt ude i fremtiden, skal der hentes hyldevarer ned og integreres med det samme. Det vil sige byg lagre, så snart det er muligt, med de simple ting som ammunition, håndvåben og køretøjer der er forudsætningen for de tungere kapaciteter. Brug 14 dage hos finnerne og simultant 14 dage hos polakkerne for at blive klogere på systemer, der virker og kopier dem.
Lad være med at lave danske løsninger for vores købekraft er meget langt fra at tilsige, at vi har nogen tyngde, når vi lægger en ordre. Når den overordnede strategi er klar, så kan vi kigge på at købe ubåde sammen med Norge, købe Artilleri sammen med svenskerne og bygge en flåde sammen med tyskere eller englændere.
Reducér afhængighed
Den femte pind er vores eksterne afhængig. Vi er afhængige af energi udefra, og det skal vi have sat en prop i så hurtigt som muligt. En vindstille mørk februar nat giver en god ide om, at vores grundpille nok ikke skal være vejrafhængig, men derimod mulig at skrue op og ned for, hvorfor en del af sikkerhedsstrategien bør sige atomkraft. Tre værker spredt geografisk ud i Danmark bør indgå i sikkerhedsstrategien og danne rygraden i energiforsyningen.
På samme måde skal fødevareforsyningen sikres, så vi kan leve af det, vi har på hjemlige hylder, hvis forsyningskæderne bryder sammen. Med andre ord skal vi nok passe på ikke at lukke samtlige fødevarevirksomheder i landet, men sikre deres rammevilkår, så de fortsat kan levere fødevarer, uanset hvilke tiltag, der udspringer af Washington eller Kreml.
I samme kategori skal vi ret nøje overveje hvem vi køber vores materiel af. Måske bør den del af den overordnede plan være at kigge i nærområdet, når de store ordrer lægges. Europa er grundigt økonomisk presset og en pan-europæisk oprustning, hvor en stor del af materiellet produceres og udvikles i Europa, vil give et tiltrængt boost til både de innovative kræfter men også industrien.
Krupps har leveret fine ubåde til Nordmændene, det kunne vi koble os på, tyskerne og svenskerne mestrer de pansrede løsninger, og nordmændene laver fremragende luftværnssystemer. Flere steder i Europa arbejdes der ihærdigt på nye mortér- og artillerisystemer, og dansk droneindustri kunne også løftes til nye højder, hvis man turde kaste investeringer i deres retning.
Styrk sammenholdet i Norden
Sjette pind er regionalt sammenhold. Vores forhold til Norden bør styrkes og styrkes markant. Vi deler en masse historie og kultur med de andre nationer i Norden og det er oplagt at styrke båndene til Oslo og Stockholm, Helsinki og Reykjavik på en række sikkerhedsmæssige områder, herunder træning, overvågning, indkøb og operationel integration.
Samtidig skal vi have styrket båndene i det, vi kan kalde Nordeuropa, hvor samme som ovenstående udvides med de baltiske lande, Polen, Storbritannien og Tyskland. Ikke at vi skal hælde NATO samarbejdet ned af brættet, men nærmere lave et par klubber i klubben, hvor samarbejdet er tættere med styrket integration.
Tiden er ikke til at smide alle æg i en kurv eller bruge samme taktik som tidligere hvor strudsemetoden med hovedet i jorden var den mest udbredte.
Bundlinjen er at vi skal have lavet en plan, og den skal i overskrifter komme fra fælles politisk front med så mange partier bag som muligt. Dernæst skal den nedfældes i underoverskrifter af fagligt kompetente med relativt vide beføjelser og uden brug af nulfejlskultur.
Der skal tænkes både helt militært traditionelt i kombination med ukonventionelle løsninger der skal fungere som katalysator for genopbygningen.
Alternativet bliver historiens største spild af skattekroner uden effekt.
Genopbygningen af Forsvaret skal vi se som en national mulighed og en mulighed for at bidrage til både egen sikkerhed, Europas sikkerhed og en sikkerhed i en måske lidt mere usikker NATO-ramme. Hvis vi strikker Forvaret ordentligt sammen, vil vi få en række positivt afledte effekter, men det kræver en plan.
