Uret tikker videre mod en ny verdensorden, men ledende europæiske politikere og meningsdannere er forstenede i en tidslomme af selvbedrag og ansvarsforflygtigelse.
Det er forstemmende, for krisen er alvorlig. Europæerne kan – eller vil – ikke forsvare sig selv.
Amerikanerne er ved at trække sig ud af Europa for at fokusere på Kina, og Ukraine er ved at miste land efter det brutale russiske overfald. Vi har brug for et stærkt lederskab, men i stedet får vi fornægtelse. Vores ledere jamrer og græder.
Helt bogstaveligt. Som den tyske diplomat Christoph Heusgen efter J.D. Vances tale på sikkerhedskonferencen i München.
Ledere med svag dømmekraft
Heusgen var sikkerhedsrådgiver for Merkel under Wir schaffen das, da millioner af migranter væltede over grænserne til Europa. Inden for de seneste uger har vi igen betalt prisen for dette svigt: Børn myrdes af islamister og asylmigranter i Tyskland og Østrig.
Det er den samme kreds af rådgivere, der har formet Europas udenrigspolitik de sidste årtier. Nathalie Tocci er også en del af klynkekoret. Hun var rådgiver for EU-kommissæren Federica Mogherini, da denne erklærede, at politisk islam bør være en del af fremtidens Europa. Det er mennesker med svag dømmekraft og uden omsorg for Europa, der nu klager over Trump.
Tre brutale realiteter
Men hvad er den brutale realitet? Den er, at Ukraine blev ved med at tabe under Biden, og Rusland blev stærkere. Nu udgør russerne ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste en trussel mod NATO, hvilket de ikke gjorde før krigen. Biden kunne heller ikke fortsætte linjen; amerikanerne ønskede det ikke.
Det var præcis dét, valgresultatet viste. Og USA bliver ganske enkelt nødt til at bruge sine begrænsede ressourcer på Kina.
Det er tre klare grunde til at indgå en aftale. Men europæerne sidder uhjælpeligt fast i deres forskruede syn på indre og ydre sikkerhed, sådan som de har gjort i de sidste tredive år.
Det har svækket Europa i fatal grad. Det kræver et chok som det, Vance leverede i München, før europæerne revitaliserer. Det er uforståeligt, at man ikke bruger Vances tale som en anledning til at se kritisk på sig selv og skifte spor. Det er nu, det skal ske. Men der er ikke andet end jammer og gråd.
Facebook-krigerne
Kommentatoren Samuel Rachlin er et dansk eksempel på dette. I et Facebook-indlæg, der er delt næsten 2.000 gange, leverer han en virtuos opvisning i ansvarsfraskrivelse.
Rachlin placerer hele ansvaret for Ukraines skæbne på USA og Trump, hvilket fuldstændigt ignorerer Europas egen manglende handlekraft. De fleste europæiske stater har intet effektivt ydet i tre år.
Rachlin sammenligner Trump med Chamberlain. Men det er dybt ironisk, da den nuværende europæiske position minder om præcis samme mangel på handlekraft og oprustning som i 1930'erne.
Rachlins ensidige fordømmelse af Trump og Putin fjerner behændigt opmærksomheden fra det egentlige problem: Europas vedvarende uvillighed til at påtage sig et selvstændigt forsvarsansvar trods sin økonomiske og demografiske styrke.
Fra højtidelige erklæringer til tomme hænder
Topmødet tidligere i denne uge indkaldt af Macron – hvis formål var at positionere Macron selv som indehaver af Europas vigtigste telefonlinje til Trump – afslørede denne europæiske handlingslammelse.
Efter skåltalerne kom alle forbeholdende. Storbritanniens Starmer trak sit tilbud om britiske fredsbevarende tropper i Ukraine tilbage. Tysklands Scholz mente, det var alt for tidligt at tale om et europæisk engagement. Og selv Polens Tusk afviste polske tropper i Ukraine.
Fra storslåede erklæringer til tomme hænder på få timer. Det var rent teater. Og så undrer man sig over, at ingen tager Europa alvorligt, som sikkerhedsanalytikeren Anatol Lieven skrev i Unherd.
Europæerne klager altså, hvis ikke krigen fortsætter på europæiske præmisser. Men har Europa selv modet til at træde til med den nødvendige støtte til Ukraine, hvis amerikanerne trækker sig? Næ, det har de ikke.
De europæiske NATO-lande sidder med deres 508 millioner mennesker og forventer, at USA med deres 335 millioner indbyggere skal være deres beskytter mod Ruslands beskedne 146 millioner. Et land, som ikke kan besætte Ukraine med 37 millioner indbyggere. Hvor er logikken i det?
Venusmyten er brudt sammen
I årtier har Europa opereret under et system af strategisk afhængighed, der har tilladt eliten at hengive sig til moralsk posering uden at påtage sig byrderne ved reel magt. Det er Venusmyten i moderne forklædning: Ideen om at kunne trække sig tilbage fra historiens brutalitet – hvor den krigeriske Mars hersker – til et paradis af fredelig sameksistens.
Den myte er brudt endegyldigt sammen. Så lad os nu lære af fejlene og se os selv i spejlet. Lad os bruge anledningen til at forstå, hvem vi er. Blive realister og opbygge Fort Europa, så vi kan sikre os mod indre og ydre fjender.
