Da MeToo-revolutionen for alvor begyndte at rase i 2020 efter Sofie Lindes anklager om sexisme i mediebranchen, medførte det mange mænds fyringer og et for evigt farvel til dem udi total glemsel. Nogle af sexismeanklagerne var uden tvivl berettiget, og når jeg siger “uden tvivl” er det selvfølgelig fordi, vi andre ikke helt kan vide, om de var meget skyldige, lidt skyldige eller måske ikke skyldige.

Under alle omstændigheder var vi nogle, der oplevede hetzen på den “hvide mand” som lige lovlig voldsom. Ikke dermed sagt, at de ikke var skyldige i en eller anden form for “overgreb”. Men mere: Var de var så skyldige, at de for evigt skulle blacklistes?

Shitstorm på shitstorm
Debatten rasede de følgende år. Ingen med sit liv kært vovede at stille spørgsmål ved rigtigheden af kvinders anklager. Gjorde nogen det alligevel, startede de en shitstorm, der næsten kunne få selv den stærkeste og mest hårdføre mand og kvinde til at kaste håndklædet i ringen og lægge sig fladt ned.

Folkedomstolen havde talt. Man var en victim blamer, en voldtægtsapologet og et dumt svin, hvis man ikke tog ofrenes fortællinger for 100% valide.

I de år var det simpelthen forbudt at mene, at de unge kvinder burde have rustet sig til at sige fra overfor dumme sexistiske svin, der troede, de kunne rage en kvinde på kroppen, eller fyre liderlige grænseoverskridende bemærkninger af til unge sagesløse kvinder i mediebranchen, i politik eller ude på arbejdspladserne.

Godt at passe på sig selv
Alligevel forsøgte nogle at ytre sig en smule kritiske overfor folkedomstolen, om end med voldsomme konsekvenser. Nogle mente, de unge piger blev nødt til at lære at sige fra i en verden, hvor man ikke altid mødte de gode charmerende, tilbageholdende og ikke synligt liderlige mænd.

Sådan havde det ellers altid været, at unge piger fik en par formanende ord med på vejen af far og mor, når de skulle ud i livet og møde alle dem, der ikke altid var blevet opdraget ordentligt. Eller dem med en magtfuld stilling, der troede, at den gav seksuel adgang til kvinder sådan helt automatisk.

En enkel lille bemærkning om det at passe på sig selv som ung kvinde på de sociale medier kunne få uoverskuelige problemer.

Komikeren Brian Mørk havde det ikke sjovt
Et af ofrene for en shitstorm af de helt store var komikeren Brian Mørk. Han skrev nemlig, at unge kvinder burde kunne sige fra overfor dumme svin, hvis de blev seksuelt antastet. Han hentydede ikke til voldtægter, men til at “fryse”, hvis en mand gør fysiske tilnærmelser til sex. Det sidste ville skræmme nogen væk.

Brian Mørk blev herefter anklaget for at skyde skylden på offeret, og shitstormen imod ham betød, at han øjeblikkelig mistede indtjening og anseelse i de følgende år. At hans ytring sådan set er helt korrekt, var vi heldigvis også nogle, der sagde højt.

Smidt ud af studiet
Jeg selv kom også ud i en shitstorm på grund af samme, da jeg i en DR P1 Søndagsfrokost, efter at have hørt 30 sekunder af en ung kvindes fortælling om det at “fryse” i forbindelse med et overgreb fra en kæreste, sagde, at unge kvinder burde være mere barske. Jeg blev simpelthen smidt ud af studiet.

Så sent som forleden lød der så helt ekstremt vrede og usande anklager fra kvindens far så igen, efter jeg tog en sag op på de sociale medier.

Borgmesterens råd
Sagen er den, at i de sidste to år er det så igen blevet mainstream at sige, at unge kvinder bør undgå at udsætte sig selv for overfald.

Det gjorde nemlig borgmesteren i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), i et interview til BT's Emilia Jäger om sin hjembys sociale miljø. Her sagde han, at Odense er en tryg by, men at unge kvinder, der møder en gruppe indvandrerdrenge, nok bør gå over på den anden side af vejen. Altså, en hel klar opfordring til at passe på sig selv.

Hvad der så er yderst interessant, har denne ytring utroligt nok ikke medført en shitstorm imod borgmesteren. Ingen på venstrefløjen. Fra Rosa Lund i Enhedslisten: intet. Fra Dansk Kvindesamfund: intet. Ingen feminister har været ude og tage afstand fra borgmesterens ytring.

Påpasselig med indvandrerdrenge
Jeg er jo enig med borgmesteren i, at vi skal være påpasselige med grupper af indvandrerdrenge, fordi statistikken desværre taler sig eget tydelige sprog. Både unge piger og unge drenge, såvel midaldrende som gamle, skal være påpasselige.

Men hov, her er der jo ikke tale om den grumme hvide mand, men om unge brune mennesker, der bestemt ikke altid har fået den bedste opdragelse. Visse MENAPT-kulturer og visse kulturbærende opdragelsesmønstre respekterer ikke altid unge etnisk danske, frigjorte kvinder.

Hvad sker der med dem, der normalt gør knuder på sig selv for at forsvare de minoritetsetniske brune borgere? Hvor er anklagerne om islamofobi, fremmedhad og andre grumme skældsord, der plejer at blive smidt i hovedet på folk?

Hvem er det mainstream at kritisere?
Måske huskes den voldsomme vrede imod statsminister Mette Frederiksen, da hun ytrede noget lignende, at vi ikke skulle finde os i indvandrerdrengenes dårlige opførsel. Mit skøn er, at feministernes tavshed handler om, hvem man må kritisere. Altså, hvem det er mainstream at kritisere - og især hvem det ikke er mainstream at kritisere.

Den “hvide mand” kan altid angribes uden omkostninger, alene fordi han er hvid og mand. En brun mand derimod må ikke angribes, hvis han er muslim. Kun hvis han er blevet borgerlig og ex-muslim, kan han angribes og det i den grad.

Overfald, voldtægter, tæsk og mishandling er grufulde, og det uanset, hvem der er gerningsmanden. Om han er muslim, kristen, ateist, brun, sort eller hvid er i den forbindelse fuldstændig ligegyldig.

Min endelige diagnose på de tavse feminister og alle de tavse politisk korrekte er en ulækker omgang hykleri af værste skuffe.