Vi hører det igen og igen. Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer, der fortæller om, hvordan erhvervslivet ”skriger på arbejdskraft”. Ja, de skriger ligefrem, skal man forstå. Man forestiller sig den pæne direktør i sit koksgå jakkesæt, der sidder inde på sit kontor og bare skriger på livet løs i løbet af dagen. Hans ansatte må finde det ubehageligt.
Eller også er sagen, at der ikke sidder direktører og skriger på arbejdskraft, men derimod siger, at de gør det, for at skabe den fortælling, der i sidste ende kommer dem selv til gode.
