"Det eneste gode ved 1.april er, at folk endelig har den kritiske sans, de mangler resten af året.” Sådan siger Kirsten Birgit (alias Frederik Cilius). Det er et udsagn, der på fortvivlende vis rummer stor sandhed i en tid, hvor nedkæmpelsen af sund fornuft og evnen til selvstændig stillingtagen lader til at være lykkedes i al overflod.

Når så vi samtidig lever i en potent verden, hvor slørene nærmest dagligt trækkes væk, og hvor politiske krumspring, groteske holdninger og spindoktorernes feberredninger dukker op til overfladen med så høj hastighed, at intet efterhånden kommer bag på os – ja, så kan man godt blive en smule forvirret og have lyst til bare at lukke ned for den nyhedsstrøm, som bølger ind over os.

Hver dag en ny aprilsnar, kunne man forledes til at tro. Lige med undtagelse af i går er vi nødt til at forholde os til, at det meste af galskaben er virkelighed. Så da Berlingske bragte nyheden om, at Liv Barfoed og Enhedslisten nu ville forbyde Tesla’er i København som en del af det globale handelsoprør mod USA, så tog det lige et øjeblik, før det sivede ind på lystavlen, at den med stor sandsynlighed var løgn.

Men det havde på ingen måde overrasket, hvis et sådant tiltag havde været den skinbarlige virkelighed, nu hvor krigen mod de københavnske bilejere i forvejen er tilspidset med indførelsen af betalingsparkering om søndagen.

Vokser penge på træerne?
En anden af ugens nyheder, der burde have været aprilsnar, men som desværre ikke var det, handlede om ATP, der trods drønende millionunderskud alligevel har udbetalt bonus til medarbejderne for – over de senere år - samlet set 500 millioner kroner.

Hvor kommer alle de penge dog fra, spørger du? Jo, nu skal du bare høre.

De hidrører det beløb, som du hver måned tvinges til at ”spare op”, og som godt nok overstiger, hvad mange danskere ellers indbetaler til deres pensioner og desuden forvaltes lidt som vinden blæser, men som du desværre ikke kan vælge fra.

På ATP's egen hjemmeside er pladen fuld i bullshit-bingo med hurra-ord som "effektiv administration", "ansvarlige investeringer" og "økonomisk tryghed for alle danskere", men ellers ved vi helt konkret ikke, hvordan dette åbenbart vigtige "samfundsbidrag" gør livet bedre og rigere for os alle. Nu ved vi blot, at medarbejderne har høj økonomisk trivsel, trods en elendig indsats.

Verden som spaghetti-western
Noget af det mest fascinerende ved politikernes narrativer og mediernes efterfølgende dækning er den aldrig svigtende propaganda om, hvem der er ond, og hvem der er god her i verden. Vi forventes tilsyneladende alle at have en slags spaghettiwestern-mentalitet, hvor de etiske og moralske linjer er trukket helt klart op ved hjælp af hhv. den sorte og den hvide Stetson. Og at kunne omplante den på den aktuelle, geopolitiske situation.

Det er meget muligt, at vi her til lands bryster os af at lære vores skoleelever om kildekritik og noget med ikke at tro på alt, hvad der står op tryk. Den tilgang til livet stopper så tilsyneladende ved Steen Steensen Blichers utroligt lange noveller, og er ikke noget, der har sat sig nævneværdigt meget fast på rygraden. For aldrig så snart har man som dansker forladt undervisningslokalet, før øjnene stirrer hypnotiseret på overskrifter og pressemøder, hvis udgave af sandheden absorberes og implementeres på celleniveau. Så det er med følelserne, vi betragter verden – og politikken.

Besat af Trump
Prisen for ikke bare årets, men årtiets Prügelknabe kan ikke undgå at tilfalde den amerikanske præsident. Trods den for mange af os åbenlyse konkurrence fra både kinesiske, nordkoreanske og for dens sags skyld europæiske despoter, så er der ifølge samtlige mediers overskrifter simpelthen ikke grænser for, hvad Donald Trump må bære på sine heldigvis brede skuldre.

Det er ikke gjort med, at han er træls med toldsatserne, fyrer sine offentligt ansatte og driller Mette Frederiksen med en annektering af Grønland. Det er næsten det mindste af det, hvis vi skal tro aviserne.

Kondomer i Afrika
For på grund af den onde mand vil millioner af afrikanere nu dø af mæslinger. Eller af AIDS. Muligvis begge dele. For selv efter årtier med vaccineprogrammer, massive informationskampagner samt for øvrigt eksistensen af den smartphone, som døgnet rundt leverer Oplysninger til Borgerne Om Samfundet til stort set samtlige sjæle på planeten, så kan det stadig ikke forventes, at afrikanere ved egen hjælp kan finde ud af at montere et kondom.

Den slags akrobatik kræver årtiers økonomiske tilskud og NGO’ere i stribevis, men med den nye amerikanske modstand mod terapeutisk politik, må man nu se sig om efter en anden sponsor.

Narcissisme for åbent tæppe
Det er også Trumps skyld, at EU's ESG- og diversitetslovgivning får baghjul, nu hvor en række europæiske virksomheder har fået besked på at droppe, hvad der helt firkantet set faktisk er sexistisk og racistisk arbejdspladspolitik, hvis de fortsat vil være leverandører til amerikanske ambassader.

Men værst af alt, så er Torsten Jansen stået frem og har berettet, at han allerede tilbage i 2016 fik angst og PTSD, fordi Trump blev valgt som præsident. Ene og alene fordi millioner af amerikanere stemte på en mand, som mener noget, Jansen ikke gør.

Ja, vi må blot erkende, at vi er vidner til politisk og holdningsmæssig narcissisme for åbent tæppe. Og narcissister bryder sig som bekendt ikke om at blive irettesat eller sagt imod. Når man et helt liv har fået lov at gå uimodsagt med sit akademisk-elitære verdenssyn, og hvilet sin karriere trygt og godt i andres skattekroner, så kan det godt gøre ondt, pludselig at høre ”brølet fra folkedybet”, som Berlingske for noget tid siden beskrev det.

Tjernobyl hver dag
Den politiske og kulturelle elite er fortsat under nedsmeltning som en sovjetisk atomreaktor fra 60’erne, hver gang nogen i den amerikanske regering slår en bøvs. Vi lykkelige få, der i kursen fra Det Hvide Hus mener at kunne se sund fornuft og en på sigt både bedre og friere retning for verden, bevæger os i hajfyldt farvand ved middagsbordene og i kontorlokalerne.

Den kollektivt implicitte forståelse af, at vi jo alle sammen hader Trump, er til at skære i, og kun et fåtal vover at se tingene i et større billede. Eller evner at løfte sig op over den bombastiske retorik og overdrevne ”jeg-har-magten-arrogance”, som lige nu strømmer ud fra Det Ovale Kontor.

For at USA kan komme i tanke om sådan ligefrem at varetage egne interesser fremfor lade sig blande ind i andres dramaer, og derfor har valgt at trække støtten til både det ene og det andet internationale projekt i godgørenhedsindustrien, er ikke noget, man bryder sig om på vores lokale bistandskontor, hvor vi er vant til at det er nok at mene det rigtige – og så kommer pengene af sig selv.

Alle er lige, men nogen er bare mere lige end andre
Rundt omkring i Europa varmes der til gengæld op til, at det brøl fra folkedybet snart bliver højere.

I mandags blev Marine le Pen, lederen af det højreorienterede, franske parti Front Nationale, idømt fire års fængsel for misbrug af EU-midler. Vel at mærke ikke midler, hun havde kanaliseret ind til sig selv, men som hun efter dommerens mening havde brugt ulovligt i valgkampen. Og det til trods for, at reglerne for anvendelse af disse midler ligger og roder lidt rundt i en juridisk gråzone, som ingen helt kan gennemskue.

En dom som Le Pens ville kunne ramme hvem som helst i europæisk politik. Nu ramte den så den en af de stærkeste spillere på højrefløjen. Sjovt nok.

Den dom kan ikke undgå at løfte øjenbryn hos det opmærksomme segment. For mens Ursula von der Leyen behændigt er danset udenom en korruptionsskandale i forbindelse med EU's indkøb af corona-vacciner, og mens Christina Lagardes dans med brug af offentlige midler på forunderlig vis heller ikke udløste nogen straf, så er alt ved det gamle på den venstrefløj, hvor alle er lige, men nogen bare er mere lige end andre.