Bokserne Katie Taylor og Amanda Serrano er ikke blot atleter, de er krigere, der har arbejdet sig til tops gennem utallige timer af disciplin, sved, blod og tårer.
Med talent, mod og teknisk dygtighed er de blevet de største i deres egen ret. Deres kamp blev set af tusinder - og alligevel overdøvede de alt andet med ren og skær kampvilje. Fantastisk!
Faktisk bragte de boksning hen hvor det hører hjemme, ud i arenaen, hvor det store i mennesket sættes i spil, ingen klagesang, intet kulturelt offerkort. Nej her var tale om det jeg elsker ved mennesket, når det er størst.
Der hvor vi overvinder os selv og naturen i sin reneste form. Derfor vil kampen også gå over i historien som en af de mest betydningsfulde.
Med et par amatørkampe i bagagen står lugten af boksehåndbind, kælderlokaler og læder som en påmindelse om de lange og udmattende træningsaftener stærkt i min erindring.
Der, hvor kroppens gentagelse, er den eneste optimeringsmulighed – en uendelig cyklus af slid. Taylor og Serrano viste, at de kunne “walk the talk”. De præsterede på en måde, der ikke skulle understøttes af en kønsbaseret fortælling, men er en fortælling om to verdensklasse atleter, der mødtes i en kamp for en plads i historiebøgerne.
Feminismen vil have bid af kagen
Men allerede inden det hele rigtig kom i gang, skulle den nye feminisme have sin gratis bid af kagen. Den anerkendte vært Rosie Perez skyndte sig at påpege kønnet: ”Hvem siger, at kvinder ikke kan bokse?”
Ja, ikke mig, men ironisk nok ser vi gang på gang, hvordan feministiske stemmer og medier, der burde fremhæve disse atleter for deres styrke i stedet fokuserer på kønnet som et afgørende element.
Umiddelbart efter en sådan kamp kan vi se, hvordan visse selverklærede søstre i solidaritet begynder at fremstille begivenheden som en sejr for kvindekønnet snarere end som en fejring af to atleters enestående evner.
Spørgsmålet, vi bør stille er, om det virkelig er søstersolidaritet, når en kamp, der burde handle om mod og dedikation, også reduceres til køn? Handler det om at løfte kvinder, når vi fastholder dem ved at beskrive dem gennem en kontrastpræsentation og som repræsentanter for ”de kan også ligesom mændene”, snarere end at lade deres præstationer tale for sig selv?
Nederlag er mændenes skyld
Jeg har ikke masser af kvindelige forbilleder, men masse af forbilleder, der er kvinder. Er feminismen ved at blive et modefænomen, som understøtter fortællingen i sejrens stund, og samtidig giver undskyldning for, hvis det blev et nederlag? Sejr tilfalder kvinders ære, mens nederlaget er mændenes eller strukturens skyld. Er det tilfældet, har feminisme sejret ind i helvede.
Taylor og Serrano har bevist, at sande mestre ikke har brug for at blive holdt oppe af søstersolidaritet eller kønsbaserede narrativer. De bærer deres styrke, mod og talent i ringen, og det er her, de inspirerer. Overalt i vores samfund er der kvinder, som agerer og sætter eksempler. Det er ofte bare ikke dem, som råber op ved enhver given lejlighed om feminisme og mere feminisme.
Se, det er rigtig ligestilling!
I menneskelig erfaring er kontrasten mellem sejr og nederlag en uundgåelig nødvendighed, da det er denne spænding, der giver betydning og dybde til vores handlinger og præstationer. Uden muligheden for nederlag, ville sejr ikke have nogen værdi, da det, der skaber dets betydning, er dens modpol: faldet.
Sejrens sande natur afsløres kun i kontrasten med nederlagets mulighed. Den fratager feministerne ofte deres medsøster, når de gang på gang henviser deres egen manglende sejre i livet til køns spørgsmål. Sport er en konstant påmindelse om, at både triumfer og fiaskoer er en del af livet, og det er evnen til at komme videre, der definerer os som mennesker.
De to boksere er netop beviser på, at topatleter, bestyrelser, ledelse, ministre og andre poster kan varetages af dygtige mennesker af forskelligt køn. Men er vi efterhånden ikke ved at være der, at sidder en kvinde i en magtposition, kan vi med rette spørge - Er det måske fordi hun er kvinde?
Lad os hylde de få, for det de er – krigere. Se, det er rigtig ligestilling!
