Kommentar

02.06.24

Javier Milei har fat i den lange ende

Det klogeste er at gå ud fra, at politikerne stort set intet kan finde ud af og derfor skal holde sig til statens absolutte kerneområder, såsom politi, grænser, domstole, militær, den mest åbenlyse miljølovgivning og beskyttelse af individuelle rettigheder. Dvs. alle de ting, de hader at finde penge til. Ryan Smith finder inspiration hos den udskældte argentinske præsident Javier Milei.

Javier Milei er simpelthen den mest spændende politiske leder i verden lige nu. I denne uge holdt han en tale på Stanford Universitet, måske for kompleks for folk uden grundlæggende kendskab til økonomisk tænkning, men med mange gode pointer.

Nogle af hans hovedslag:

(1) Generelt gør staten mere skade end gavn, når den blander sig i økonomien. I historiefaget siger man, at hvis du gik til lægen før år 1900, ville du have en 50/50 chance for, at lægen gjorde din tilstand værre. Politikernes forståelse af økonomien er dårligere end pestlægens med hans igler og åreladninger. Når politikerne blander sig i økonomien, gør de næsten altid mere skade end gavn.

(2) Ikke-økonomer bryder sig ikke om det, når liberale og økonomer taler om, at overlade noget til markedet. Men hvad er markedet? Vi er markedet. Markedet er demokrati. Vi stemmer hver dag, når vi køber det ene og ikke det andet.

(3) Hvorfor levede 90 pct. af menneskeheden i ekstrem fattigdom i 1800, og kun 10 pct. i 2000? Innovationer og opfindelser, som fandt sted under afregulerede økonomiske forhold. Innovation går langsommere, jo mere regulering, der er. EU har ikke udklækket én eneste tech-gigant. EU-kleresiet længes tilbage mod de europæiske enevælder.

(4) Politikere elsker prestigeprojekter og ting, markedet tilsyneladende ikke kan klare. "Men hvem skal så bygge vejene?" (75 pct. af det svenske vejnet er privatejet). Politikere vil først regulere sig frem til, at det skal være umuligt at bygge en bro, selv på egen jord. Derefter vil de nedsætte en gigantisk kommission, eller skabe et nyt ministerium, sidde med til møderne, og til sidst fortælle vælgerne, at det var politikerne, som byggede broen. Og når broen først er bygget, bliver de mange nye statsansatte ikke fyret igen. De går i gang med at bygge en ny bro et andet sted, uanset om der er brug for en.

(5) Politikere har høje tanker om sig selv og tror, de kan skabe ideelle betingelser via regulering. Generelt kan politikere dog mest ødelægge ting, andre har skabt. Perfekte betingelser kan sjældent opnås i virkeligheden. Ét eksempel kunne være Google Maps og Google Flights, som nu er blevet mere vanskelige at tilgå i Europa på grund af EU's konkurrencelovgivning. Det kan godt være, at det, at Google Maps er problemfrit integreret med Google Search gør det for let at blive på Googles platform og ikke opsøge en konkurrent. Men hvis 450 millioner EU-borgere skal bruge tid på at opnå samme informationer på mere besværlige måder, har politikerne skabt et nettotab i deres kamp mod markedsimperfektioner. Gennem overregulering har de forårsaget ringere innovation, højere omkostninger og reduceret konkurrence.

(6) Politikere ser generelt økonomien som mere statisk, end den er. De får stukket nogle rapporter i hånden, og går så ud i nyhederne og siger: "Vi kommer til at mangle X-tusinde hænder i 2030, så nu griber vi ind med lovpakke Y.” Derefter kommer den næste regering, som på baggrund af nye rapporter, går ud og siger: "Vi kommer til at mangle Z-millioner på betalingsbalancen i 2040, så her er vores handelsudspil." Reelt er økonomiske præferencer dog langt mere smidige, hvilket betyder, at skiftende regeringers forsøg på at realisere misforståede måltal mest af alt underminerer langsigtet rationel økonomisk effektivitet og ressourceallokering.

Politikere burde i en ideel verden have en bedre forståelse af økonomiske principper, der tager højde for individuelle valg og markedsdynamikker, før de blander sig. Det ville føre til friere og mere effektive stater, der i højere grad fremmer velstand og individuel frihed. Men som vi har set, findes den ideelle løsning sjældent i den virkelige verden. Den næstbedste løsning er at gå ud fra, at politikerne stort set intet kan finde ud af og derfor skal holde sig til statens absolutte kerneområder, såsom politi, grænser, domstole, militær, den mest åbenlyse miljølovgivning og beskyttelse af individuelle rettigheder.

Alle de ting, de hader at finde penge til.

Den næste bro skal jo bygges.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter