Vi skal have en ny dansk klimalitteraturhistorie. Finansieringen er på plads. Den skal afløse Gyldendals store grønne litteraturhistorie, som var "materialhistorisk" og et produkt af universitetsmarxisme. Nu har klimaet indtaget kapitalens plads.

Jeg vil gerne her bidrage med en økokritisk læsning af Jeppe Aakjærs digt ”Havren” fra 1916. Det findes i forkortet form i Højskolesangbogen, for ingen orker at synge mere end otte vers.

”Havren” er i dag et vigtigt digt, hvad det ikke altid har været. I min gymnasietid var modernismen herskende, og den havde ikke megen respekt for digte som Aakjærs, der rimede og var lette at forstå. Der var tale om hjemstavnsdigtning: Modernismen var international.  Nu er den slags før-moderne digte igen moderne.

Eleverne skal til at læse klimalitteratur. På "Danmarks læringsportal", som hører under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, gives der et bud på, hvad det er for noget. Det er vist nok mest ny litteratur, det handler om. På den måde vil en klimalitteraturhistorie blive kort. Men der findes fire tendenser, der ifølge Styrelsen "kan fungere som teoretisk klangbund fra læsningen af klimalitteratur".

Lad os tage dem én for én.

1/ Naturen er ikke kun et passivt bagtæppe
Klimalitteratur bevæger sig væk fra en opfattelse af naturen som en passiv baggrund, der er til for menneskets skyld. Det første kendetegn ved klimalitteratur er derfor, at den på en ny måde interesserer sig for klimaets og naturens rolle og værdi samt menneskets indlejring i vores ikke-menneskelige omgivelser. 

I Aakjærs digt er naturen ikke passiv baggrund. Den snakker og ringler hele tiden. Naturen er blevet til lyd.

Digtet er i dag relevant, ikke mindst fordi flere og flere drikker havremælk. Unge mennesker bestiller deres cafe latte med havre- og ikke komælk. Selv havregrød er ved at blive mode. Digtet lægger afstand til kvæg og heste. Når man går ind i Rema 1000, ligger der bunker af forskellige former for havremælk. Havren nævnes kun en gang i Højskolesangbogen – rugen er meget mere populær. Det vil ændre sig. Færre og færre spiser rugbrød og slet ikke med røget medister og remoulade. Det er ikke moderne.

Digtet vil hos læserne rette fokus på, om havren dyrkes økologisk, for det blev havren i 1916. Det var under Første Verdenskrig, som danskerne ikke var med i. Dengang hyggede vi os i smug, men det gør vi godt nok ikke længere. Der er en "dengang-jeg-drog-afsted-min-pige-hun-skal-også-med" stemning. Vi er i krig i Europa, som det hedder. Krigen mærkes ikke direkte i digtet. Dog nævnes ordet fred flere gange.

Hovedpersonen – eller det hedder i dag hovedkarakteren – er havren, og havre kan ikke gå i krig, men havren kan tale - også om fred. Det kan naturen nemlig. Altså, tale. Forskere har netop bevist, at grise har sprog, og de kan protestere mod griseavlerne. Aakjærs digt er også på den måde aktuelt. Planter kan i dag kommunikere i al fald med hinanden, så hvorfor ikke også med botanikere?

Jeg, jeg, jeg
Havren tænker nu ret meget på sig selv, må man indvende. Den virker ikke fællesskabsorienteret, for den gentager "jeg" i begyndelsen af hver strofe. Det virker narcissistisk. Men nu taler den for alle havrestykker eller for al havre. Havren ved godt, at den har bjælder på, og den ved endog hvor mange: 20. Den morer sig så over, at bonden kalder disse bjælder for fold. Bonden tænker kun på at udnytte naturen. Han tænker på penge. Det er ganske som med grisetransporterne. Tankevækkende nok er der ikke ret mange digte om grise, selvom de ligner os og kan tale. Man kunne sagtens have et digt med titlen: ”Jeg er grisen, jeg har hale på”.

”Jeg blev sået”, siger havren. Det er en passiv. Den siger ikke, hvem der såede den. Det er, som om den gjorde det selv, men det var bondeknolden, der gjorde det. Og det var et hårdt arbejde. Marken skulle være ryddet, men alt det ser havren bort fra.

Sensommer
Sommer er eller sensommer er det i digtet, for havren mindes foråret og ungdommen. Da bonden såede havren, sang lærkerne, og de var glade, kan havren huske. Det er lærkerne ikke længere i vores virkelighed. De er ikke velkomne på markerne. Dengang var bankerne grønne. Der havde været nedbør nok dette forår, og alt var grønt, og der var ingen skybrud, der fik bankerne til at skride.

Der var derimod humlebier nok, og de lavede melodier i samklang med rylerne. I et vers, som ikke med i Højskolesangbogen, indgår havren næsten en erotisk forbindelse til sommervinden. Havren groede, og den sang. Det er der nogen, som kan høre, nemlig den som ”ydmyg lægger øret til”.

Hvem i al verden lægger sig ned og lægger øre til en kornmark? Det gjorde før-moderne digtere. Det mindste græs undrer de sig over. De kan høre det mirakel, at plantelivet og dyrelivet smelter sammen. Lærken og havren synger sammen. De er et kor. Fællessang i naturen, men på afstand. I dag er det kommunale naturvejledere, der ligger på markerne og lytter til naturens tale.

Klimalitteraturen kan tale
Så dukker skurken op i denne naturnarrativ. De ”kolde hjerner”. Det er dem, der kun har forstand og fornuft i hjernekassen. De forstår ingenting. Det er videnskaben og landbrugerne (men altså ikke klimavidenskaben). For dem er havren kun noget, der skal bruges til foder for ”øg og fæ”. For dem er naturen kun til for menneskenes skyld.

Men havren er mere end foder og havregrød: den er ”livets rytme”. Havren er endnu mere. Den er national. Den kender tydeligvis det med bøgetræer. Havren og bøgen er venner. Havren er også ven med ”al den danske sæd, som gror øst for hav og vest for sund og fjord. Nu fik vi lige havet omkring Danmark med. Det er den slags som teorien Blue Humanities (som de dyrker på Københavns Universitet), er glade for. Teorier kan også være glade.

Hvor er øst for havet? Er det øst for Vesterhavet – altså Jylland? I så fald hvor er vest for sund og fjord Thy? Det er lidt uklart. Det er noget, som projektet Geografi og Litteratur vil undersøge i samarbejde med The Spatial Turn, som undersøger litteraturens steder.

I Aakjærs digt kan havren tale. Grise kan tale. Det kan klimalitteraturen også. Den interesserer sig for noget. Og den kan ”nytænke” (engelsk rethinking). Det gør og kan den naturligvis ikke. Der er tale om den retoriske figur, der hedder personifikation.

2/ Menneskets magt og afmagt
Klimalitteratur interesserer sig derudover for en dobbelthed i det menneskelige: Vi er magtfulde nok til grundlæggende at forandre økosystemerne omkring os, men samtidig står vi meget sårbare tilbage, når konsekvenserne rammer. Det andet kendetegn ved klimalitteratur er dermed, at den nytænker, hvad et menneske er, og hvilken magt det besidder – eller ikke besidder.  

Vi – og de må være hele menneskeheden – er magtfulde nok til at forandre ”økosystemerne”. Det må betyde naturen. Vores magt kommer til udtryk i, at vi sår havre, og i at bondeknolde kalder bjælder for fold.

3/ Det globale i det lokale
Klimakrisen er et på alle måder globalt fænomen, og det afspejler sig i klimalitteratur, fordi det ikke giver mening at se denne problemstilling i et snævert nationalt perspektiv. Samtidig er det vigtigt, at den tekst og det menneske, der møder og mødes af klimakrisen, altid står i en lokal kontekst. Det tredje kendetegn ved klimalitteratur er derfor, at den interesserer sig for det lokale og for det globale – og for hvordan samspillet mellem de to niveauer udspiller sig. 

Klimakrisen ”afspejler sig i klimalitteraturen”. Litteratur er dermed et spejl. Et passivt spejl. Vi kan derfor ligesom i et spejl se klimakrisen, åbenbart bedre i litteraturen end i DMI's prognoser. Fordi klimakrisen er global, skal eleverne ikke se den i en nationalt perspektiv – for det er snævert. ”Havren” afspejler ikke nogen krise, så den er ikke god klimalitteratur, og så har den et snævert nationalt perspektiv. Men det er jo også et lokalt digt, og det er fint.

4/ Erkendelse gennem sproget
Men hvordan skrive om noget vi ikke har set før og ikke kan overskue? Det fjerde kendetegn ved klimalitteratur er, at den tydeligt forholder sig til sproget og udgør stadige forsøg på at finde de sproglige udtryk og de litterære former, der passer til de nye erfaringer af klimakrise og det forandrede forhold mellem natur og menneske.  

Punkt 4 er ikke relevant for Aakjær. Måske kunne det være nyttigt at læse H.A. Brorsons salmer, for deri er der vinter. Eller ”Sneflokke kommer vrimlende” kunne også skærpe opmærksomheden. Selv poesi kan være nyttig. Klimalitteraturen interesserede sig, også den nytænkte, men den er også i gang med at finde sproglige udtryk. Klimalitteraturen er selv sprog, der altså leder efter et andet sprog. Sprog kan skabe et nyt sprog. Det er ren magi. Den slags havde Aakjær ikke behov for, men nu skrev han heller ikke klimalitteratur, kun økopoesi.

Efteråret
I digtet nærmer sig efteråret, høsten, vinteren. Hvor marken bølged nys som guld med aks og vipper bolde, der ser man nu kun sorten muld og stubbene de gold. Havren er ved godt mod, for den ved, at den gror i et kristent land. Den siger jo "Gud velsigne", og den kan også høre, når kirkeklokken ringer om aftenen, for så ringler havren med. Her er der homologi mellem klokke og havre: folkekirke og natur. Vejr og Vind og Folkesind, hed den digtsamling, hvori ”Havren” findes. Dansk natur og folkesind resonerer.

Havren overtager nu selv kirkeklokkens rolle. Gud er i naturen. Aftenklokken er både B.S. Ingemanns og H.C. Andersens. Og dengang gik graveren op til kirken og ringede solen ned. ”Hør landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred”. Klokker kunne signalere.

I dag hører den løbende ikke aftenklokken, for hun har noget i ørerne med ledninger.

Engang bad vi bønner, nu drikker vi havremælk
Nu tror havren efterhånden, at det er havren, der ringler freden over hjemmet ind (så de ikke skændes), og den ringler bønnen frem i fromme sind. Folket bad bønner dengang. Til slut opsummerer havren sit budskab. Den ringler om noget, nemlig at sang og kærve gror herligt på den danske jord. Det er, hvad man kaldte Bodenständigkeit på tysk.

Havren nævner slet ikke, at den skal høstes, men den ved det godt. Snart er marken mejet, og havren er i laderne. Havren trøster sig ved en slags evigt liv: Bjælderne vil gå over ”lyse vang” år for år. Men hvor mange havremarker vil mon i fremtiden blive sløjfet for at fremme biodiversiteten? Mon ikke havren bevares, så længe der drikkes havremælk på cafeerne?

En ting ved vi: biodiversitet kan ikke synge eller ringle fred sammen med aftenklokken. Ordet har kolde hjerner fundet på.