Det Konservative Folkepartis position i det politiske landskab kan bedst beskrives med et billede fra dybhavet. Hos dybhavs-anglerfisken bider den lille han sig fast i hunnen. Deres væv og blodbaner smelter sammen. Hannen mister sine øjne og indre organer og bliver et permanent, sædproducerende vedhæng.
Biologisk giver det mening. I dybhavets mørke er det en overlevelsesstrategi. Men politisk er det en tragedie. Hvis konservative kun kan overleve ved at smelte sammen med den progressive hovedkrop – mister de synet og selvstændigheden og ophører med at være et alternativ.
De bliver et organ i den orden, de skulle korrigere.
