Hvad vil vi forsvare, hvis krigen kommer? ”Hvad vil vi dø for?”, spørger Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik i avisens leder den 15. maj. Han svarer selv på spørgsmålet: Frihed.
For en overfladisk betragtning er det rigtigt. Men frihed er i sig selv tom. Læs modstandsfolkenes afskedsbreve, inden de blev henrettet. Ingen skriver om frihed, men i stedet om fædreland, kristendom og deres kære. Om det, de var bundet til, forpligtede over for og det, der gav dem håb og mod.
Det, der fylder friheden med eksistentiel mening.
Kulturpolitik i en krisetid
Vi er gået ind i krisetider, der vil ændre de fleste politiske områder. Også kulturpolitikken. Det har statsministeren og de af regeringens ministre, der har ansvaret for kulturpolitik i bredeste forstand, artikuleret på utvetydig vis. Jeg er mere enig med dem end med Krasnik.
Statsminister Mette Frederiksen taler om åndelig og kulturel oprustning. Kirkeminister Morten Dahlin mener, at kristendommen skal være en del af de værdier, danske soldater går i krig for. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt opfordrer til at styrke det danske sprog som en del af den åndelige oprustning.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye har tydeligst af regeringens kulturkrigere formuleret sit synspunkt i et bemærkelsesværdigt interview til Weekendavisen tidligere på året.
Her argumenterede han for, at skolen i en tid med krig og internationale kriser skal gentænkes som en "indre forsvarslinje" for demokratiet. Også han ønsker en åndelig oprustning parallelt med den militære, hvor særligt kulturfagene skal styrkes for at give eleverne en dybere forståelse af deres kulturelle og historiske rødder.
Tesfaye taler om skolepolitik, men i virkeligheden er perspektivet meget mere omfattende. Ligesom det også er for de andre ministre. Det handler om dannelse, om tro, om sprog, om vores identitet som folk. Kort sagt om kulturpolitik i bredeste forstand. Målet er at udvikle en sund patriotisme og fædrelandskærlighed.
Den gamle kulturpolitik
Hvorfor er ministrenes ord så bemærkelsesværdige? Fordi de bryder med de dominerende kulturpolitiske linjer siden Anden Verdenskrig. Efter årtiers kulturradikal og liberal politik forsvarer regeringen altså nu en nationalkonservativ kulturpolitik.
Nationalkonservativ?! Det lyder grimt, men så lad os sige: en konservativ og national politik. For det er, hvad den er. Den første og mest indflydelsesrige linje i dansk kulturpolitik gennem årene har været den kulturradikale, der satte individets frigørelse i centrum. Mennesket skal befries fra nationalisme og overtro.
Den anden linje er den liberale, der handler om oplevelsesøkonomi. Kulturen skal skabe vækst og arbejdspladser. Den tredje linje, og altså indtil for nylig den seneste linje, er den identitetspolitiske. Woke-linjen. Her skal kulturen bruges til at fremme FN’s verdensmål, diversitet og klimabevidsthed.
Fælles for alle tre kulturpolitiske linjer er, at de nedtoner eller direkte bekæmper den konservative og nationale dimension i kulturlivet. De ser med skepsis på traditionel dansk kultur og foretrækker internationalt udsyn, eksperimenterende modernisme, kommerciel underholdning eller woke og identitetspolitiske projekter. Eller en blanding af disse.
Den nye kulturpolitik
Når vi lever i en krisetid som vores, får kulturpolitikken pludselig en helt anden berettigelse. Det er først på den baggrund, Frederiksens, Dahlins, Engel-Schmidts og Tesfayes forslag om åndelig oprustning bliver forståelig – men også relevant.
Tesfaye sammenligner med Polen, hvor befolkningen af historiske årsager har en stærkere bevidsthed om landets skrøbelighed. I Danmark har vi glemt, at vores folkestyre kræver mere end bare institutioner; det kræver et folk, der kender sig selv og kan styre sig selv. Vi har brug for et "Dannevirke i hver mands bryst", som den gamle venstremand Chresten Berg udtrykte sig.
Hvad indebærer en krisebevidst kulturpolitik? Den styrker kulturfagene i skolen, så eleverne møder Karen Blixen, Grundtvig og Johannes V. Jensen og får del i den levende tradition, som vores fineste litteratur udgør. Den skaber bedre vilkår for højskolerne til at skabe samhørighed mellem forskellige mennesker og grupper.
Den anerkender folkekirken som kulturbærende institution og fastholder kristendommens forrang frem for andre religioner. Og den forpligter vores medie- og kulturinstitutioner til at prioritere den nationale kultur og understøtte det danske sprog. Derfor er en styrkelse af den nationale kultur ikke nostalgi, men nødvendighed. Vi har brug for en kulturpolitik, der kan give nye generationer fodfæste i en urolig verden.
Vi befinder os med andre ord ved et kulturpolitisk vendepunkt.
Modsigelserne i regeringens politik
Men der toner sig også modsigelser frem i regeringens visioner om åndelig oprustning. Lad os tage undervisningsministeren som eksempel. Tesfaye og hans regering har foreslået at nedlægge klassiske dannelsesfag som latin og græsk, og regeringen underkender gymnasiets særlige dannelsestradition, ligesom den nedprioriterer de humanistiske dannelsesfag til fordel for erhvervsrettede kompetencer.
Det er svært at se, hvordan dette harmonerer med ønsket om at styrke dannelsen og den kulturelle sammenhængskraft. Snarere kan man sige, at regeringen med den ene hånd bygger et kulturelt fæstningsværk, mens den med den anden hånd underminerer fundamentet.
Men det er da et fremskridt, at regeringen nu ikke længere tror, at vi kan forsvare os med diversitetsstrategier, mangfoldighedscertifikater, afkoloniserede pensumlister, trigger warnings på klassikerne og mikroaggressions-håndbøger, hvis krigen kommer.
Tiden er inde til at tage afsked med kulturradikalisme, oplevelseskultur og den vakte venstreorientering for i stedet at udvikle en kulturpolitik, der svarer til vores tids udfordringer. En kulturpolitik, der anerkender, at et stærkt land forudsætter et stærkt kulturfællesskab.
