”Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner, der virker som om, de ikke helmer før det ultimative matriarkat er indført på værste fundamentalistiske vis.”

Sådan sagde Anders Kloppenborg i 2020, da han i protest forlod sin post som partisekretær hos de Radikale. Forinden havde han set sit parti nedsmelte på grund af Metoo-bevægelsen, som tog fart i Danmark samme år.

Fire år senere har Moderaterne ud af intet tilkæmpet sig de Radikales plads som kongemager i dansk politik under Lars Løkke Rasmussens ledelse. Partiet har en klassisk radikal tilgang, som man måske kunne kalde pragmatisk. Nogle ville måske kalde det godt politisk håndværk. Andre igen, uhæderlighed.

Uanset hvad man måtte ønske at kalde Moderaternes politiske projekt, så viser partiets balancegang på den stadig tyndere midte i dansk politik, at det er svært at være et politisk parti, som støtter MeToo-bevægelsen. I særdeleshed, når det bagefter viser sig at bugne af skeletter i skabet. Både Jon Steffensen og Mike Fonseca måtte forlade partiet i unåde efter afsløringer af deres tvivlsomme forhold.

Trods Moderaternes møgsager så er der dog helt nye problemer under opsejling for det skandaliserede regeringsparti – det sidste skud på stammen trækker nemlig ikke bare tråde til en enkeltperson og vedkommendes dokumenterbare handlinger. Næ, nu er der tale om en skandale med forbindelser til landets medieredaktioner, private virksomheder, aktivister og NGO’er. Forbindelserne rejser spørgsmål om journalistisk integritet, MeToo-bevægelsens meritter og de involveredes motiver. Moderaterne har allerede mistet ét mandat til sagen, da Jeppe Søe forlod partiet i protest.

Hele partiets politiske afdeling af sekretariatet er blevet fyret af ledelsen, som udtrykker mistillid til medarbejderne i afdelingen, og konflikten er havnet på forsiderne af landets medier. Det minder om en en dårlig krimi, men når man roder trådene ud, bliver sagens helt store spørgsmål blotlagt: Hvad i alverden skete der?

En journalistisk skruebold
Det hele startede med en afsløring af angivelige krænkelser hos Moderaterne. Eller rettere, dér startede det for læserne og lytterne. Forinden lå et forløb, som skulle vise sig afgørende for sagens udvikling.

Den ansvarlige journalist på sagen, B.T.'s Anne Katrine Restrup, blev nogle dage efter sin afsløring hjemsendt af bladets redaktør, Simon Richard Nielsen. En højest usædvanlig beslutning, som han efterfølgende fortrød og beklagede.

I mellemtiden havde kommunikationsrådgiver Anna Thygesen overfor flere medier, herunder Berlingske, indrømmet at hun var involveret i sagen. Helt specifikt havde Thygesen hjulpet involverede medarbejdere i Moderaterne med at få historien i pressen.

Restrup kom hurtigt tilbage på arbejde på B.T.'s redaktion, men forblev taget af sagen – og siden kunne netavisen Pio bringe, at Moderaterne har klaget over B.T.-journalisten til Folketingets formand.

Thygesens rolle i MeToo kan måske siges at være mere aktivistisk end professionel, og hendes egen position i bevægelsen blev accentueret, da hun i november 2021 anklagede sin daværende chef på TV 2 for seksuelle krænkelser.

Om der er nogen finger at sætte på Thygesens konkrete arbejde i Moderaterne-sagen, kan være svært at afgøre, men hendes indblanding har absolut ikke været uden betydning:

”Det kommer til at virke, som om medarbejderne har meget forsæt med det, de har haft gang i. Det er lidt kalkuleret, og det virker, som om alle parter i den her sag har deres egen spindoktor, og det gør den jo lidt vildere”, siger retorisk rådgiver Mads Tanghøje i podcasten "Budskab" ved fagbladet Journalisten.

Om Restrup blev taget af sagen, fordi Thygesen stod frem og indrømmede sin indblanding, kan man ikke vide med sikkerhed – men der foreligger umiddelbart ikke andre, naturlige forklaringer på sagens udvikling. Det er selvfølgelig et problem for B.T.'s troværdighed i dækningen, at det er en mere eller mindre aktivistisk kommunikationsrådgiver, der har hjulpet sagen i gang.

Den slags engagement fordrer nemlig spørgsmål om, hvorvidt man groft sagt bare kan få placeret sin MeToo-historie, hvis man kender de rigtige personer.

For Moderaternes vedkommende er det bare endnu et problem i rækken, at den nyudnævnte digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen (M), sad som leder for netop den ny fyrede politiske afdeling af Moderaternes sekretariat. Og altså havde en del af ansvaret for kulturen i afdelingen. Hun er nævnt specifikt i medarbejdernes klager – og det samme er partiets kommunikationschef, Ulla Østergaard.

Men historien er stadig blot ved at begynde.

Kammerater i NGO-land?
Under endnu en omvej i sagen viste det sig, at Lars Løkke Rasmussens personlige rådgiver, Karen Clement, havde taget kontakt til en af de tidligere ansattes nye arbejdsgiver.

Det lyder i udgangspunktet som en dårlig praksis, men den nye arbejdsgiver udmeldte efterfølgende, at opkaldet ikke var ”intimiderende” og i øvrigt handlede om noget helt andet. Dermed skulle der være gyddet olie på vandene – hvis ikke det var fordi, den nye arbejdsgiver tilfældigvis var ingen anden end Henriette Laursen, direktør hos Kvinfo.

Samme Henriette Laursen og Kvinfo, som altså har været med til at lancere MeToo i Danmark og åbent har støttet bevægelsen undervejs, ligesom førnævnte Anna Thygesen.

For at opsummere udfolder historien sig altså i et landskab af tidligere ansatte med nuværende ansættelsesrelation i en mildt sagt aktivistisk og MeToo-venlig interesseorganisation, en ledelse i Moderaterne, som har udtrykt mistillid til og fyret hele sin pågældende afdeling, krænkelsesanklager mod samme partis kommunikationschef og endda også en siddende minister, og en MeToo-involveret presseekspert fra det private erhvervsliv.

Man kan næppe klandre nogen læser for at have mistet overblikket over skandalen i Moderaterne, men uanset sagens mange ubekendte forhold kan man opridse flere hovedpunkter.

Vi ved ikke, om det er medarbejderne eller Moderaternes ledelse, der har ret angående klagerne om krænkelser. Partileder Lars Løkke Rasmussen insisterer selv på, at der ikke er problemer med sexisme i Moderaterne – i hvert fald ikke efter skandalerne med Mike Fonseca og Jon Steffensen – men ”bare” mobning og giftig kultur. Ikke at dét skulle bringe ledelsen i noget nævneværdigt bedre lys.

Vi kan imidlertid konkludere, at medarbejderne og ledelsen er dybt uenige om sagen, og i øvrigt, at der ér et problem med dårlig arbejdskultur på kryds og tværs af både ledelse og medarbejdere i Moderaterne.

Vi kan også konkludere, at ledelsen har så megen mistillid til de klagende medarbejdere, at de for en tid har tilintetgjort partisekretariatets politiske afdeling. Altså, den samme personkreds, som er mere eller mindre viklet ind i både Kvinfo, Anna Thygesen og MeToo.

Den måske mest nærliggende læsning må være, at ledelsen anskuer gruppen for at være praktisk talt illoyal overfor partiet og for optagede af aktivistiske mål, som ligger udenfor partiet – og i øvrigt synes at være villige til at forfølge disse mål på Moderaternes bekostning.

En anden tolkning kunne være, at den dygtige håndværker Lars Løkke Rasmussen slet og ret og ikke ser anden udvej, hvis Moderaterne skal have en chance for at klare sig bare nogenlunde gennem skandalen, og er nødt til at stille sig skulder ved skulder med sin digitaliseringsminister.

Spørgsmål hober sig op
Sagen er dog næppe færdig hermed. Er det fx sandt, som Lars Løkke påstår, at Arbejdstilsynet har frikendt Moderaterne for sexisme? Andre spørgsmål melder sig:

Hvordan undgår journalister at blive en del af aktivismen?

Hvor egnet var målet med MeToo egentlig, hvis det ikke inkluderer kvindelige ledere?

Hvordan synes de etablerede medier selv, det går, når offentligheden flere uger senere stadig ikke har nogen anelse om, hvad der er foregået i regeringspartiet?

Og endelig: Hvilken rolle spiller aktivistiske interesseorganisationer i MeToo-sagernes fremkomst i medierne?