Det er ikke, fordi julen som sådan er truet, men den er blevet tyndslidt. Udmarvet. Omsluttet af en politisk virkelighed, hvor selv de mest fredelige kristne symboler møder en voksende fjendtlighed fra islamiske miljøer, der afviser julens budskaber.
Derfor står vi nu i et Danmark, hvor advent ikke kun handler om lys i mørket, men om betonklodser foran byernes julemarkeder.
Den nye decembertræthed
Man kan mærke det år efter år: en særlig udmattelse, der ikke skyldes fortravlet julehandel. Det er en kulturel træthed, som skyldes, at julen - engang danskhedens mest fredelige højtid - nu er blevet en konfliktzone.
Hvor vi tidligere talte om “det danske julehjerte”, taler vi nu om sikkerhedszoner, patruljer, advarede arrangementer og kommuner, der dropper juletræsfester for ikke at provokere “følsomme miljøer”.
Og i gadebilledet oplever vi julemarkeder, som skulle udstråle 'Julens Fred' være pakket ind i hegn og beskyttende betonbarrierer for at holde et eventuelt vildfarent islamisk køretøj på sikker afstand.
Det er ikke et uheld. Det er resultatet af årtiers berøringsangst over for islam, hvis mest højlydte stemmer har gjort det klart, at kristendommens symboler – fra juletræer til krybber – anses som noget forkasteligt, urent eller provokerende.
Det slider på et folk. Det tærer på en tradition. Og det dræner advent for den ro, der ellers skulle kendetegne den.
Koranklodserne - landets nye julepynt
Derfor står der i dag koranklodser - nogle gange camufleret som store tonstunge blomsterkummer - på strategiske steder i byen som beskyttelse mod fanatikeres reaktioner på ytringer, kunst, satire og kritik.
Det sender et signal: Der er en fjendtlighed i vores samfund, som ikke kommer fra julen – men som retter sig imod den.
Det er måske ikke “muslimer generelt”, men det er utvivlsomt og mærkbart islam, som med religionens og ideologiens modvilje mod kristendom står skrevet i klare linjer. Islams følgere ser dansk jul som en provokation, og de forventer, at Danmark tilpasser sig deres følelser – ikke omvendt.
Desværre viser modviljen sig tydeligere og tydeligere. De indvandrede muslimer viser i stigende antal deres manglede evne og vilje til at tilegne sig danske og kristne værdier. De lader til ikke at befinde sig vel her i Danmark.
Det er påfaldende, at den religiøse intolerance tolereres af danske politikere, der burde vide bedre.
Julen som konfliktzone
Der går knap en uge i december, før en skole fjerner julepynt, en børnehave nedtoner kristne traditioner, eller et kommunalt arrangement pakkes ind som “vinterfest” af frygt for at støde nogen.
Det er ikke forbrugerkulturens skyld. Det er ikke sekulariseringens skyld. Det er frygtens skyld.
Frygten for reaktionen fra de miljøer, der har gjort det klart, at kristne symboler ikke må fylde i det offentlige rum.
Det er derfor, juletræer pludselig skal være “neutrale”. Det er derfor, kors bliver diskrete. Det er derfor, julen dæmpes – ikke for danskere, men for dem, der mener, at kristendom er en anstødssten.
En Jesus, der står fast
I denne situation bliver advent faktisk mere relevant end nogensinde. For evangeliet starter ikke med hygge - men med modstand.
Jesus fødes ind i en verden, hvor religiøs magt, intolerance og politisk fanatisme går hånd i hånd. Han træder ikke tilbage for at undgå konflikt. Han bøjer sig ikke for dem, der kræver tavshed.
Præcis den fasthed, der mangler i dansk politik, hver gang nogen foreslår, at Danmark bør tilpasse sig islamistiske følelser frem for egne traditioner.
Et folk, der mister sin egen højtid
Advent trætter os i dag, fordi den ikke længere føles ubekymret. Den ligger under en skygge af betonblokke og trusler. Under kommunale julefester, der bliver til “vinterarrangementer”. Under politikere, der hellere skåner islamistiske miljøer end forsvarer dansk kultur.
Et folk bliver træt, når det ikke længere kan fejre sin egen højtid uden undskyldninger. Et folk mister noget, når det ikke engang tør hænge en stjerne i vinduet uden at overveje, om nogen bliver provokeret.
Advent som modstand
Derfor er det næsten ironisk, at advent i år er blevet en form for civil ulydighed. At tænde et lys, holde fast i traditionerne og stå ved en kristen arv er i sig selv blevet en kulturel markering mod den intoleransens bølge, som koranklodserne symboliserer.
Det er måske første gang i nyere tid, at en højtid i Danmark igen bliver politisk – ikke fordi den vil være det, men fordi den bliver tvunget i defensiven.
Det første adventslys burde være et stille håbstegn. I dag er det også et opråb.
Et opråb om, at dansk kultur ikke kan reduceres til en potentiel provokation. At kristendommen ikke skal nedtones for ikke at krænke dem, der foragter den. At et frit Danmark aldrig skal bygges om til en sikkerhedszone for at vi kan fejre vores kristne traditioner i tryghed.
