De af os, der har studeret på universitetet og måske endda haft en karriere – eller forsøgt på at få en karriere – i den lærde republik, genkender nok følgende: I undervisningslokaler og auditorier taler forskere om den ædle søgen efter sandhed til nikkende studerende. I debatindlæg tales der højstemt om forskningsfrihed. I skåltaler ved receptioner citeres universiteternes fine erklæringer om sandhed, uafhængighed og kritisk tænkning.
Men disse scener rummer en myte, der er lige så forførende som falsk. For bag disse oplysningsidealer gemmer sig en helt anden virkelighed.
Den sandhedssøgende forsker er blevet en af vores tids mest sejlivede myter. På overfladen fremstår forskeren som den neutrale og rationelle sandhedssøger, videnskabens djærve ridder, der følger sin intellektuelle samvittighed med faglige kriterier som eneste rettesnor.
Universiteterne som ideologiske bastioner
Men på et dybere niveau fortæller myten en helt anden historie. For bag neutraliteten gemmer sig mennesker med ideologiske overbevisninger. Her skelner man mellem os og dem, mellem de værdigt inkluderede og de ekskluderede, mellem det passende og det upassende.
Denne mytiske funktion er magtfuld, fordi den virker bagom ryggen på de angiveligt neutrale forskere. For sagen er, at universiteterne er blevet venstreorienterede bastioner.
En undersøgelse nogle år tilbage viste, at kun 15 procent af landets magistre stemmer borgerligt. Én ud af syv. Mit bud er, at de i dag er endnu færre, akkurat som i udlandet. På Harvard er kun en – 1! – procent af de ansatte konservative.
Pointen er, at denne skævhed sjældent forklares som et problem. Tværtimod. Den fremstår som naturlig, som det oplyste, fornuftige standpunkt. Når jeg som ung forsker brød den venstreorienterede konformitet med mine konservative anskuelser, fik jeg at vide, at jeg politiserede. Selv om de andre naturligvis gjorde det samme, men ubevidst.
Ideologi er netop det, der får en position til at fremstå som naturlig.
Islamforskningens elendighed
Intet sted er dette mere tydeligt end i islamforskningen. Som antropolog Katja Kvaale påpeger her på Kontrast, svigtes velfærdsstatens frontpersonale dagligt af forskere, der burde bidrage med kritisk viden om frihedsbegrænsende aspekter af religiøs praksis, men i stedet vælger apologetiske forståelsesrammer. Når empirien er ubehagelig, er det nemmere at bortforklare den, nedtone den eller helt at kigge væk.
Den mytiske funktion genaktiverer her en af de ældste fortællinger om den vidende person: Den indviede, der har skuet sandheden og nu må beskytte den mod profanering. Den trækker samtidig på en nyere, sekulær myte om ofrenes hellige status – og etablerer derved et slags omvendt hierarki, hvor den, der repræsenterer den mest marginaliserede gruppe, besidder den største moralske autoritet.
Resultatet er, at de meget få forskere som bl.a. Thomas Hoffmann, der faktisk forsøger at afdække problematiske forhold, miskrediteres af kolleger, der kun tænker på at redde egne karrierer og omdømme. Forskernes neutralitet bliver en overfladebetydning, der skjuler den reelle funktion: ideologisk konformitet.
Forskerne er blevet woke
Det samme billede træder frem i universitetsstrukturen. Frederik Stjernfelt, en anden af de få dissidenter, har beskrevet, hvordan woke blev en altfavnende ideologi, der søgte at overbevise gennem tvang. Via sprogkrav, ansættelsespolitik og shitstorme blev afvigende røster marginaliseret. Mytens uforsonlige træk viste sig i "den blinde, der fører den blinde", når institutioner vandrede stadig længere ad den ideologiske tangent uden indsigelser udefra.
Politisering af forskningen er særlig tydelig i emner om indvandring og vestlig kultur, hvor angsten for at blive stigmatiseret som højreorienteret styrer resultaterne. Mytens ideologiske funktion er netop at tilsløre denne angst bag et røgslør af videnskabelig objektivitet.
Mangel på pluralisme
Den paradoksale situation, som Thomas Sowell har udtrykt det, er at "aldrig har man hyldet mangfoldigheden så meget på universiteterne, men aldrig har der været så lidt mangfoldighed på universiteterne." Den påståede pluralisme er blevet til sin modsætning, og den manglende mangfoldighed medfører en ringere forskning.
Man skal i dag lede meget længe for at finde en konservativ humanist. Hvorfor?
Noget skyldes decideret fjendtlighed og opportunisme, men andet ideologisk blindhed. For når ens egen overbevisning føles naturlig, ja, som den rene fornuft, opstår konformitetens blinde plet. Man ansætter dem, der ligner en selv, og indgår i netværk med ligesindede. Skyggerne falder samme vej, og man ser dem derfor ikke.
Ligesom fisken, der aldrig bemærker vandet, bevæger mange forskere sig i en ideologisk boble uden at erkende dens eksistens.
Konsekvensen er en videnskab, der ikke længere kan kalde sig sandhedssøgende. For sandhed opstår ikke blandt ligesindede snowflakes i safe spaces, men i konfrontationen mellem modsatrettede perspektiver. Kun gennem pluralisme, gennem åbenhed over for forskelligartede traditioner og synsvinkler, kan universiteterne gøre sig fortjent til idealet om sandhedssøgende forskning.
