Domstolene synes på vej til et indre kollaps i den vestlige verden i disse år. De mange retssager mod Donald Trump i USA blev heldigvis gennemskuet af befolkningen som politisk forfølgelse, der fra den nye venstrefløjs side havde til formål på udemokratisk vis at bremse en politiker fra den modsatte fløj i at kandidere til præsidentembedet.
Missionen lykkedes, heldigvis for demokratiet, ikke. Den amerikanske befolkning sagde fra over en kam. Man kan også sige: de stemte demokratiet tilbage ved valgurnerne den 5. november 2024.
Nu skyller den samme illegitime og dybt foruroligende tendens ind over Europa. Seneste eksempel er retssagen og den efterfølgende uforholdsmæssigt hårde dom over den franske højrefløjsdronning, Marine Le Pen. Den har bragt sindene i kog, ikke blot i Frankrig, men i hele Europa.
Også i England er kæden hoppet af. Det viser de voldsomme sammenstød, der har været mellem den brede befolkning, hvis ytringsfrihed og frihedsrettigheder indskrænkes mere og mere for hver dag, der går, og det politiske establishment.
Som tilsyneladende ikke har nogen problemer med at banke sine egne borgere på plads med den store hammer, om galt skulle være. En systemkritiker som Tommy Robinson sidder stadigvæk fængslet, med pålæg om at ingen besøgende må rapportere om, hvad der foregår.
Spørgsmålet er, om domstolene – med international rådgiver Gunnar Olesens betimelige ord i Jyllands-Posten – er i gang med at afvikle sig selv som uafhængig instans, for til gengæld at slutte autoritært op bag den politiske magt. Herved undergraves det nok vigtigste princip i den vestlige, demokratiske verdensorden, nemlig princippet om magtens deling. Uden dette grundprincip er der kun, som Olesen skriver, tyranniet tilbage.
Når staten aktivt diskriminerer borgere
Og tyranni er netop det, vi ser udfolde sig på fuld skala i øjeblikket. Således fx, når Strafudmålingsrådet i England – som Aia Fog har påpeget i en artikel i Den Korte Avis – nu vil have medtaget faktorer som etnicitet, køn og seksualitet i fastsættelsen af straf inden for retssystemet.
Således at du bliver straffet mildere, hvis du tilhører en bestemt såkaldt underprivilegeret eller marginaliseret befolkningsgruppe. En udmelding, der straks fremkaldte rasende reaktioner fra befolkning og opinion, men som i første omgang kun førte til, at vejledningen blev sat på pause.
Ud over forfølgelsen af politiske modstandere fra højrefløjen – hvortil kan regnes forsøgene på at blokere for den frie demokratiske proces i lande som Tyskland og Rumænien – kan man også nævne alle de politiske love, som de senere år er vedtaget i nærmest samtlige vestlige lande med henblik på at ramme det mandlige køn generelt – og i særdeleshed den hvide heteroseksuelle middelklassemand.
I en kronik i Politiken insinuerer Pernille Skipper, tidligere frontfigur i Enhedslisten, ligefrem, at det kun er derfor forskellige demokrati- og retsstatsvogtere som fx foreningerne Ord Mod Ord og Manderådet, er på barrikaderne over en lov som samtykkeloven.
Og i det hele taget over love, der ikke udspringer af jura og saglig retsstatstænkning, men af politik, fra loven om psykisk vold til den nyligt annoncerede stealthing-lov, altså kondom-lov. Hvor lighed for loven er erstattet med aktiv diskrimination fra statens side.
Den feministiske neomarxisme står bag
Skal man koge analysen af dette civilisatoriske sammenbrud, idet retssystemet som bekendt er selve kernen i vores samfund, ned, så handler det om den nye totalitære marxisme, der har erobret uhørt terræn i samtlige vestlige lande op gennem 10’erne og 20’erne. Til forskel fra den gamle marxisme, som handlede om klassekamp, handler den nye marxisme – også kadet ”kulturmarxisme” eller ”intersektionel feminisme” – nemlig om køns- og identitetskamp.
Derfor er det ikke kun truende højrefløjspolitikere, der skal ned med nakken. Det er helt generelt mænd. Og som sagt især hvide, heteroseksuelle middelklassemænd. Mens omvendt kvinder og diverse minoritetsgrupperinger skal behandles lempeligere – ja, hvem ved, måske ligefrem belønnes for at have begået en forbrydelse!
Men er dette dog ikke bare udslag af den sædvanlige borgerlig konspirationsteori og paranoide seen spøgelser allevegne, hvor der kun befinder sig almindelig sund ligestillingstænkning og mangfoldighedstænkning – den nok så berømmede ”equity-filosofi”?
Nej, det er det ikke. I et land som Danmark er det ganske åbenlyst, hvor en lov som samtykkeloven kommer fra. Den kommer fra den alleryderste venstrefløj i form af Enhedslisten. Partiet foreslog den første gang i 2016, og kom endeligt igennem med den i december 2020.
På det tidspunkt hed justitsministeren Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet. Og på det tidspunkt havde vi haft en MeToo-bølge, som fik de sidste retsstatslige og forfatningsmæssige diger til at sprænges. Selve afslutningen på forhandlingsforløbet, hvor loven til sidst blev stemt igennem, bliver vi nok ikke færdige med at kulegrave lige med det første.
Ministeren var tøvende
I hvert fald var Hækkerup, selv uddannet jurist, tydeligvis stærkt tøvende over for loven og mere tilbøjelig til at ville følge det stort set samlede Straffelovråds advarsel om at basere den skærpede voldtægtslovgivning, som alle gik ind for, på begrebet ”samtykke”, og anbefalede i stedet ”frivillighed”.
I tiden op til Folketingets afstemning om loven blev Hækkerup og andre forbeholdne borgenpolitikere imidlertid jævnligt mødt af aggressive samtykke- og MeToo-aktivister, der havde stillet sig op med papskilte ude på Christiansborg Slotsplads, hvor det hævdedes, at tusindvis af kvinder konstant blev voldtaget i dagens Danmark.
Ligesom de blev mødt af mere og mere aggressive toner fra politikerkolleger. Endog blev flere partier koblet ud af den afgørende fase i forhandlingsforløbet.
I den forbindelse skrev politisk kommentator Lars Trier Mogensen i Information i februar 20, at statsminister Mette Frederiksen (S) strammede kursen:
”Med sin pludselige beslutning om, at regeringen vil ’fremsætte et lovforslag om en samtykkebaseret bestemmelse om voldtægt’ har hun skærpet linjen betydeligt i forhold til den første og mere forsigtige udmelding fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Han nøjedes i forrige uge med at støtte sig til flertallet i Straffelovrådet, som i deres nye betænkning anbefaler, at en ny voldtægtslovgivning baserer sig på det mindre vidtgående frivillighedskriterium.”
Forklaring på kovendingen? Støttepartiernes – heriblandt Enhedslistens – krav. Det viser, at samtykkeloven ikke er en tilfældig mærkesag blandt andre. I de seneste ti år har det været selve mærkesagen par excellence. for den nye køns- og identitetsbesatte venstrefløj. Eftersom loven bedre end noget andet symboliserer denne venstrefløjs totale magtovertagelse i samfundet.
Og i august samme år kunne man så opleve DSU-næstformand Katrine Evelyn Jensen næsten truende skrive i Politiken, at ”Tænkepausen er slut, Nick Hækkerup. Vi skal indføre en samtykkelov nu.” Som var den unge DSU’er pludselig blevet den yderste venstrefløjs forlængede arm efter at partiet i et halvt århundrede havde formået at holde sig fri af ekstremismen.
Vedtagelsen skete herpå få måneder efter. Én for én kollapsede de partier på Christiansborg, hvis fornemste opgave er på tværs af ideologi at sørge for, at alt hvad de laver er i overensstemmelse med Grundloven og de demokratisk-civilisatoriske grundprincipper for vores samfund.
Politiseringen har sat sig igennem på alle niveauer
Derudover var det embedsværk, som var sat til at varetage retsstatens interesser, gået all-in på den venstreekstremistiske politisering. Det fremgår af den måske mest afslørende dokumentation i hele samtykkeskandalen, som det mere og mere tegner til at være, nemlig vicestatsadvokat Gyrithe Ulrichs opslag fra Folkemødet fra et par år siden, hvor hun direkte slår fast:
”Folkemødet når det er bedst! Rosa Lund (EL, MS) fortæller gribende med udgangspunkt i sin egen historie om drivkraften i sin politik. Stor respekt for modet og åbenheden. En stor inspiration fra os embedsmænd, som arbejder med at udmønte bestemmelserne om psykisk vold og med ’samtykkeloven’” (min fremhævelse, MS).
Hvis ikke dette er en rygende pistol, der beviser, at såvel anklagemyndighed som domstole er blevet inficeret og infiltreret langt ind til knoglemarven af neomarxtisk, ultrafeministisk ideologi, så ved jeg vitterlig ikke, hvad det er.
Tydeligere eksempel på, at det er det, der er sket, findes næppe. Vi taler vel at mærke her om en af de højst rangerende personer inden for anklagemyndigheden i Danmark. Umiddelbart under Rigsadvokaten, der selv var med til at sætte linjen, da han blev udnævnt i 18, ved i et interview i Politiken at bedyre, at han anså det som sin fornemste opgave at have:
”meget stor lydhørhed over for den siddende regering”, og ”hvis der er nogle politiske ønsker om noget bestemt, skal Rigsadvokaten spille ind med juridiske løsninger”.
Med andre ord: Jan Reckendorff ville hellere end gerne være regeringens håndlanger, som det dengang, hvor der stadig var en snert tilbage af den kritiske journalistisk i mainstreammedierne, hed på lederplads.
Endelig skal nævnes det pres, der lægges på politiet for at tilsidesætte deres politifaglige arbejde, når det gælder alle sager, der har med køn og sædelighed at gøre. Her hjælper medierne også godt til. I den ene dokumentar efter den anden skal vi således høre om, at politiet ikke gør deres arbejde ”godt nok”.
Hvor ”godt nok” vel at mærke betyder: I forhold til den nye feministisk-totalitære ideologi, der hævdes at skulle gennemtrænge samtlige samfundsområder. Manipulation er næsten for svagt et ord her.
Alle skal dømmes
I den netop offentliggjorte tilfredshedsundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed – der forekommer at være lige så politiseret som jeg selv har dokumenteret, at Det Kriminalpræventive Råd er – hedder det sig således, at ”kunder”, der anmelder voldtægt og psykisk vold er gennemgående utilfredse med den behandling, de får. I de fleste tilfælde handler det, viser det sig, om, at politiet ikke bare blindt godtager en hvilken som helst voldtægtsanmeldelse fra en kvinde.
Det skal de holde op med, synes budskabet at være. Politiet skal tværtimod sørge for, at en hvilken som helst voldtægtsanmeldelse fra en kvinde, uanset hvor lidt substans, der måtte være i den, kommer videre i systemet, hvorpå anklagemyndigheden nok skal sørge for, at der bliver rejst tiltale og retssystemet for, at der bliver fældet dom.
For det samme cirkulære system har besluttet, at der partout skal dømmes flere mænd, uden at tallene, som danner belæg for denne vilde påstand, nogensinde er blevet underkastet en grundigere granskning. Af samme grund er man også fra Christiansborgs side godt i gang med at forsøge at eliminere begrebet ”falsk anmeldelse” fra lovgivningen.
At det er sådan, det foregår, altså at der er tale om noget, der ligner en koordineret indsats for at politisere politi og retssystem på kønsområdet, fremgår af flere af de § 216-sager, jeg selv har overværet. Her har jeg direkte hørt forskellige kvinder aflire en nærmest enslydende lektie om, at ”tidligere ville de ikke anmelde voldtægt, fordi de var bange for, at politiet ikke ville tage dem alvorligt. Men nu (underforstået efter at systemet er blevet lavet om, dvs. blevet politiseret), har de følt sig meget bedre behandlet.”
Det tror pokker. Følgende ordveksling blev overhørt af et vidne på en politistation. Den ene politibetjent til den anden: ”Skal det her forestille at være en voldtægtssag?!” Svaret – med et lidt opgivende grin – fra den anden betjent: ”Ja, det skal du ikke spørge mig om. Den skal bare videre i systemet.”
Hvornår siger fagfolkene og befolkningen fra?
Jeg tænker, at der må sidde mange politifolk derude, som føler sig gevaldigt frustrerede over på den måde at opleve deres politimæssige faglighed blive tilsidesat til fordel for en totalitær politisk agenda ovenfra, der fuldstændig blæser på princippet om magtens deling. Ligesom der må sidde mange i anklagemyndigheden og dommerstanden, der gør det samme. Altså føler, at deres juridiske faglighed sparkes til hjørne til fordel for en radikalfeministisk politisering.
Og resultatet? Ja, det beskriver forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger skræmmende klart. I et indlæg i magasinet POV understreger han således, at ”I en demokratisk retsstat må beskyldninger altid følges op af de nødvendige juridiske skridt for at sikre retfærdighed. Og den skal ske fyldest. Den tænkning må alle surfere på #metoo-bølgen holde sig for øje. For når bølgen har lagt sig, med alle de positive resultater den fører med sig, skal dønningerne på kysten ikke skylle med justitsmord.”
Det sidste er det efter min bedste overbevisning allerede for sent at forhindre. Det misbrug af retssystemet, vi oplever i hele den vestlige verden – herunder Danmark – i disse år er uden sidestykke. I hvert fald skal vi langt tilbage i historien, eller til ikke-civiliserede lande og kontinenter, for at finde noget tilsvarende.
Det har ét formål: at skabe et nyt venstreekstremistisk og venstrefeministisk tyranni, som vi først lige akkurat er begyndt at få øjnene op for. Men som vi forhåbentlig når at få gjort op med, inden det er ultimativt for sent. Tilbage står så at få restitueret uskyldsformodningen og de andre retsprincipper, der – som Hauch Fenger formulerer det – er blevet rullet ud i sandet.
Med andre ord: Der må et regulært vælgeroprør til, som Gunnar Olesen også noterer. Da det nu engang er begrænset, hvad selv de mest ihærdige og modige modstandskæmpere kan gøre fra en aflåst fængselscelle. Eller med en stigmatiserende anklage brændt ind i panden. Nu, hvor vi efterhånden lever i en verden, hvor en anklage er lig med en dom, og retsprocesser dermed dybest set er overflødiggjort på forhånd. For ikke at sige: Er rent til grin.
Et af mange eksempler på det var den walisiske minister Carl Sargeant, der blev sparket væk fra sin position uden nogen form for juridisk proces, efter at nogle kvinder var gået ud med anklager mod ham for ”upassende berøringer”. Sargeant forsøgte at få at vide, hvad det præcist drejede sig om. Men det lod sig ikke gøre. Fire dage senere tog han sit eget liv.
Som sagt: Carl Sargeant er blot én ud af mange. Der synes at være to valgmuligheder for mænd i dag: Tag dit eget liv. – Eller staten skal gøre det for dig.
