Rusland og Nato spejler sig i hinanden. Vestlige ledere taler om faren fra Rusland og nødvendigheden af at mobilisere, præcis som Putin taler tilsvarende om Vesten. Russerne har et ekstremt negativt syn på Vesten. De anser os for at være en krigsførende part i en stedfortræderkrig, dertil dybt uansvarlige og grundlæggende ondsindede. Der er mange i Rusland, som frygter, at Nato vil forsøge at angribe Rusland. Det har været nævnt ofte i russiske medier, at Frankrig vil gå direkte ind til støtte for Ukraine, og at dette vil udløse Tredje Verdenskrig.
For den for hvem historien begynder i 2021, er Ruslands angreb et groft og umotiveret overfald. Men forud går en lang række begivenheder.
I 1783 bliver Krim russisk, og Ruslands vigtigste flådebase har siden ligget i Sevastopol. I 1812, i 1914 og i 1941 blev Rusland angrebet fra vest, og det har lært Rusland, at det er vigtigt at have 2.000 km land at kæmpe henholdende over. I 1991 bryder Sovjetunionen sammen. I 1994 etableres et såkaldt partnerskab for fred, som giver Rusland indtryk af, at de tidligere familiemedlemmer i Østeuropa skal forblive alliancefrie.
I 1999 bliver tre tidligere østlande medlemmer af Nato. I 2004 er der ti. I 2009 tolv og i 2020 tretten medlemmer af Nato. Det indebærer det ubehagelige for Rusland, at Nato nu står kun 136 km fra Skt. Petersborg. Man taler her om sikkerhedsdilemmaet, at større sikkerhed til landene i Østeuropa gennem Nato-medlemskab kompromitterer Ruslands sikkerhed - og omvendt vil de få mindre sikkerhed, hvis Rusland skal have mere.
Tilsvarende er mange af Ruslands tidligere familiemedlemmer i Sovjetunionen og Comicon blevet medlemmer af EU med det resultat, at skyhøje toldmure har rejst sig imellem Rusland og Ruslands tidligere eksportmarkeder i Østeuropa. Hvad der var af eksportindustri med husholdningsapparater har måttet lukke, og Rusland er blevet ladt tilbage i rollen som leverandør af uforarbejdede råvarer som gas, olie, træ osv. Set fra Ruslands side har Natos og EU´s ekspansion været meget ubehagelig.
Er Nato en forsvarsalliance?
Men Nato er jo en forsvarsalliance, siger vi, og undrer os over, at Rusland kan føle sig truet af Nato. Omvendt spørger Rusland, hvis Nato er en forsvarsalliance, hvad lavede Nato så i Kosovo, Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen?
Set udefra er det ikke altid let at se, at Nato er en forsvarsalliance. Med Anders Fogh Rasmussen tiltrådte Danmark den aktivistiske udenrigspolitik, som betød, at vi med militære midler ikke kun forsvarede os selv, men også brugte dem til at forfølge udenrigspolitiske mål. Dvs. egentlig har vi brugt dem til at forfølge amerikanske udenrigspolitiske mål, og vores eget mål har blot været at have et godt forhold til USA. I de mange operationer, vi har deltaget i, har vi haft overraskende få diskussioner med vores allierede om, hvad der egentligt var mål, formål og hensigt.
Overraskende nok har Rusland accepteret, at Østeuropa er blevet indlemmet i Nato, og at Berlinmuren så at sige er flyttet til grænsen imellem Estland og Rusland. Men i 20 år har de også været meget tydelige med, at de aldrig ville kunne tillade Ukraine at blive medlem. Det hænger sammen med, at Ukraine, Rusland og Hviderusland historisk er det russiske riges vugge, at der er meget store forekomster af gas og olie ud for Krim, at Ukraine er leverandør af en lang række halvfabrikata og reservedele til Rusland fly-, helikopter- og militærindustri, og at et ukrainsk medlemskab af Nato i realiteten gør Rusland umuligt at forsvare imod angreb fra Vest. Saddelpunktet mellem Østersøen og Karpaterne kan håndteres, men er Nato først kommet over på den anden side af Karpaterne, åbner der sig så mange muligheder op for angrebsakser, at det bliver umuligt.
Trods det har Nato været positiv overfor Ukraines ansøgning om NATO-medlemskab. I 2014 frygtede Rusland, at Krim ville gå med Ukraine til Nato. Rusland vurderede, at diplomatiske midler ikke længere var nok og tog Krim i en operation, som er berømt for mystiske grønne mænd. Derefter gik de ind i Luhansk og Donetsk. Formålet var at holde Krim og gennem militær konflikt hindre Ukraine i at blive medlem af Nato.
Russisk reaktion: angreb
Nato reagerede på sin side med at forstærke sit engagement i Ukraine. Set fra Rusland benyttede Nato salamimetoden, og i efteråret 2021 krævede Rusland forhandling om 17 punkter - ellers ville de angribe Ukraine med 200.000 mand. Til Ruslands store forbløffelse nægtede Nato med USA i spidsen at forhandle. Tyskland og Frankrig, som er blevet brændt af mange gange, når der har været krig i Europa, ville gerne forhandle, men den amerikanske linje vandt.
Det satte Rusland i en meget svær situation. På den ene side havde man truet med krig. På den anden side var den russiske hær slet ikke forberedt på det.
Den 64 km lange kolonne er en historie for sig. Russerne forsøgte med en luftlandsætning at tage en lufthavn nær Kiev. Den skulle tjene som forsyningspunkt. Men da det ikke lykkedes at tage lufthavnen, gik kolonnen i stå. Der var ingen plan B. Derefter sprængte ukrainerne broerne, og så kom den slet ingen steder.
Overfor stod Ukraine, som Nato efter Minsk-aftalerne havde trænet og udrustet. Ukraine var godt forberedt og besad moderne militære kapaciteter, som Danmark f.eks. aldrig har haft, herunder den tyrkisk fremstillede drone Bayraktar TB2, som viste sig at revolutionere kamppladsen. Ukraines specialoperationsstyrker var blevet trænet af SAS i England og skulle vise sig meget effektive i forhold til at give skud-koordinater til langtrækkende våbensystemer og afbryde forsyningslinjerne.
Hvorfor russerne traf en så tåbelig beslutning, er en stor gåde. Årsagerne må tilskrives dels kulturen i det russiske militær. Der stilles ingen spørgsmål. Når Putin siger angrib, så er der ingen der tør sige, i hvor elendig tilstand hæren er. De siger bare javel og kører, uanset det tåbelige. Dertil har russerne muligvis abonneret på forestillingen om, at Ukraine ville overgive sig. De burde jo have vidst, at Ukraine ville kæmpe, eftersom Rusland mødte modstand i 2014 i Donetsk og Luhansk.
I krigens første fase mistede Rusland nærmest alt sit moderne materiel. De kom efter det og har i flere omgange indkaldt værnepligtige. For at give dem noget at slås med, har russerne måttet finde gamle T-62 kampvogne frem. Det ville svare til, at vi sendte danske soldater til Estland i Centurion-kampvogne, som udgik af det danske forsvar i 1999.
I 2023 erobrede Rusland et område svarende til Lolland. Det går langsomt og Rusland tager enorme tab. Ifølge den ukrainske generalstab har Rusland mistet over 400.000 mand i løbet af de tre år, krigen har varet. I nyhederne hører vi jævnligt om, at russerne har taget en landsby. Men det er slet ikke sammenligneligt med tyskerne, der i 1941 tilbagelagde godt 2.000 km på fire måneder. Bortset fra det foregår krigen i Ukraine, Ruslands befolkning er fire gange så stor, og økonomien er ti gange så stor. Så på den lange bane må vi forvente, at Ukraine bliver nedslidt først.
Konflikten set gennem russiske briller
Jeg har her fremlagt konflikten set fra Rusland. Det betyder ikke, at jeg er enig med Rusland, eller uenig med Nato. Jeg er enig i, at ethvert land i princippet må have ret til selv at vælge sine alliancepartnere. I tilfældet Ukraine er problemet bare, at det giver krig med Rusland.
Alliancefriheden gælder sjovt nok ikke for Rusland. Rusland kan hverken blive optaget i EU eller Nato. Jeg kan godt undre mig over, at vi ikke ville forhandle og undgå krigen. Men her kan det spille ind, at USA gerne ser Rusland begrænset, gerne ser at Rusland mister Sevastopol. Derudover vinder USA indflydelse over Europa på bekostning af Frankrig og Tyskland, og de kommer også til at tjene mange penge på salg af våben. Set i det perspektiv er det en amerikansk-russisk rivalisering udkæmpet af ukrainske unge mænd på vegne af USA. På den anden side er mange af de tidligere østlande bange for Rusland og med god grund. Jeg er dog overbevist om, at hvis Nato og EU havde inkluderet Rusland i udviklingen af Europa, så havde vi haft med et helt andet medgørligt Rusland at gøre.
Nu har vi fået en krig imod et land, som sætter en ære i at yde store ofre i krig. Vi har udstedt en efterlysning på Putin for krigsforbrydelser, hvilket effektivt udelukker en forhandlingsløsning. På et eller andet tidspunkt bliver de krigsførende parter trætte af at føre krig, og derefter vil krigen ophøre, men der vil ikke komme fred. Det vil blive en frossen konflikt, lige som Nord- og Sydkorea. Rusland vil være fattigt, isoleret, uforudsigeligt, aggressivt og atombevæbnet. Med jævne mellemrum vil de true os med altødelæggende atomkrig, og det er i skyggen heraf vores børn og børnebørn vil vokse op. På den globale scene synes Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika at bakke op om Rusland og Kina snarere end Europa og USA. Vi mister indflydelse i verden.
Skulle Putin dø af et hjertestop i morgen, kan hans afløser lige så godt blive værre end ham. Vi skal ikke forvente nogen ny Gorbatjov. En revolution er heller ikke ønskelig, fordi det kan få Ruslands 8.000 atomsprænghoveder ud af kontrol. De kan blive solgt af kriminelle til Iran eller terrorister. Rusland betaler en række despoter i de tidligere sydvendte sovjetrepublikker for at holde islamismen nede. Med et svagt Rusland må vi forvente, at islamismen vil brede sig, som vi allerede har set det i kampene mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Skiftende amerikanske præsidenter
Med til historien hører også, at USA skifter udenrigspolitik lige så ofte, som de skifter præsidenter. Bush begyndte i Irak og Afghanistan. Obama ville stoppe krigene og åbnede døren på vid gab for Islamisk stat i Irak og Syrien. Trump og Biden trak tæppet væk under vores allierede i Afghanistan på et tidspunkt, hvor alle nabolandene ikke udstedte visa pga. corona, og har nu åbnet op for islamisk stat version 3.0.
Som det vil være de fleste bekendt, er modstanden mod at støtte krigen i Ukraine omfattende blandt republikanere. Hvis Trump bliver præsident, laver han måske en ny aftale med Putin hen over hovedet på sine allierede, som han også gjorde med Taliban. Med andre ord, så har vi sat os i en rigtig dårlig situation.
Krigen har tre tabere, Rusland, Ukraine og Europa og kun en vinder, USA. Derfor vil jeg slutte som jeg begyndte, i tider som disse, hvor der er en betydelig risiko for at det hele går fra slemt til værre, er det vigtigt at parterne bliver ved med at tale sammen.
