Jeg elsker Sveriges særlige pause-ritual. Fika.

Et begreb, der er så inkorporeret i den svenske folkesjæl, at det ligefrem er blevet et verbum og som dybest set betyder kanelbulla, kaffe og et afbræk fra dagens gøremål. Min udgave i sidste weekend på Thelins Grand Café midt i Kungsträdgården og i bagende solskin var et kærligt velkommen tilbage til den by, der i over 25 år har haft en særlig plads i mit hjerte.

Der lader til at gælde nogenlunde samme regler for fika-entusiaster som for rygere: Man får langt flere pauser end de andre, og da vi jo alle ved, at de væsentlige detaljer på en arbejdsplads eller i et selskabsliv udveksles over indtagelsen af summen af laster, så gør det uden tvivl livet mere interessant for de involverede.

I grunden kunne man godt ønske, at fika-kulturen vandt indpas på Christiansborgs lange gange, så vores politikere begyndte at holde flere pauser i dagligdagen og dermed havde mindre tid til at finde på ulykker.

Samtidig kan det nogle gange være særdeles livgivende at få sin hjemlige andegård lidt på afstand – både den geografiske og den historiske en af slagsen. Så et par dage Hinsidan Sundet med udsigt til Mälaren og Stockholms indre havnefront er slet ikke at kimse ad. Hvordan så end man kimser.

Dér, lige ved broen til Gamla Stan, står Stockholms slot i al sin tavse og afvisende pomp og pragt. At slottet er bygget i starten af 1700-tallet efter dets forgænger Trekroner, fremgår ikke umiddelbart af de glatte facader og de overordentligt lige linjer. Lidt kækt sagt kunne det matche noget, der voksede ud af Det Tredje Riges arkitektur, og da husets vagtskifte stadig foregår med strækmarch og preussisk udseende pikkelhue, kunne man tro, der var en vis upassende nationalsocialistisk anakronisme over stedet.

Hvis altså ikke det havde været Sverige; det mest fredsommelige folkefærd i den europæiske familie, som siden Store Nordiske Krig har haft en dejligt lang pause på kamppladsen, indtil nogen fik den ulyksalige idé at presse dem ind i Nato. Under påskud af noget med forestående russisk invasion, fordi russerne jo har supermeget overskud til nye krigseventyr efter tre års dødvande i Ukraine.

Indvendigt er slottet helt anderledes dekoreret og så smækfyldt af guld, gesimser og regalier, at man på ingen måde er i tvivl om århundredet for opførelsen. Og for enden af den imposante marmortrappe står min yndlingsskulptur over alle yndlingsskulpturer: ”Vågen och Stranden” (Bølgen og stranden). Den smukkeste hyldest til den totalt politisk ukorrekte harmoni mellem kønnene.

De to oprindelige køn, altså, som vi efterhånden har fået lov at navigere tilbage til igen. En ikke-toksisk mandefigur, der læner sig lidt ned og kysser en ikke-underdanig, forelsket kvindefigur. Eneste forskel på dem er, at han lige præcis er de optimale 10 pct. højere og 20 pct. stærkere i udtrykket, som garanterer opretholdelsen af naturens orden.

På den lidt mindre romantiske side var slottet så godt nok også arnested for attentatet mod Gustav 3., som fandt sted under et maskebal i 1792; en begivenhed, som for øvrigt danner grundlag for Verdis opera af nogenlunde samme navn og som vidner om uforudsigeligheden i og faren ved at være den med magten. For her spiller alle med masker – også til hverdag og også dem, der tror, at de viser deres sande ansigt.

Minister-ydmyg eller ydmyget minister
Nå, men bare fordi jeg har gået og drevet den af i det svenske et par dage, er verden jo (desværre) ikke gået i stå af den grund. Og apropos politisk initierede attentater, så overlevede vores energiminister til sin egen måske store glæde (som dog ikke helt kunne aflæses på mandens forstenede ansigtsudtryk) oppositionens orkestrerede mordforsøg på hans ministerembede.

Havde blot et enkelt medlem af Folketinget siddet i en forsinket metro, havde Aagaard været fortid i regeringen, og det må da også føles en smule fesent at have bevaret taburetten på så snævert et flertal. Eller rettere på en Theresa Scavenius, der valgte at stemme blankt. Muligvis fordi hun er lige så vindmølleglad som ministeren og derfor ikke ville risikere at gå klimarealisternes ærinde på stemmeknappen.

Men, men. Vil man redde verden, må man lære at bære ydmygelse. I dette tilfælde én stemmes ydmygelse.

Visit og vrissenhed
I Folketinget har der generelt været travlhed. Ikke så meget med at gøre hverdagen lettere for danskerne - mere med at modtage besøg fra nær og fjern, så det ligesom ser ud som om vi laver noget. I tirsdags var jeg iført høretelefoner og noget virkelig høj Rachmaninov lige ved at rende ind i en delegation fra Estland midt i Vandrehallen; godt nok vidste ingen helt, hvorfor de var der, men flot så det ud, nåede jeg at notere, før jeg lavede en akut u-vending uden at ramme de blitzlys, som stod klar uden for Samtaleværelset.

Et andet visit, som står langt højere på min private favoritliste, var onsdagens besøg af tidligere danske modstandsfolk. I og med besættelsen sluttede for 80 år siden, kan vi jo nok regne ud, at det var noble herrer i deres godt og vel bedste alder, der iført det stiveste puds og håret sirligt glattet indtog Christiansborg. I samme ombæring måtte vi så konstatere, at vores statsminister har tilbragt lige i overkanten meget tid med Ukraines præsident Zelensky og hans semi-militære ”Jeg er lige stået op ad skyttegraven-look.”

I hvert fald havde hun fuldstændig fejlvurderet sin garderobe og endte i en slags Combat-safari-skjorte (med knapper så store, at hun nok næsten selv har kunnet knappe dem) med at ligne en hån mod de ældre dignitarer, der i modsætning til fru Frederiksen selv rent faktisk ved hvordan krig ser ud og som trods deres betragtelige alder fuldt ud var i stand til at klæde sig og bære sig.

Skal det kvindemenneske dog ikke snart have et andet job? Jeg er seriøst ved at køre træt her.

Arktisk nationalromantik
Kongen er i al hast rejst til Grønland for at plante sit flag og ligesom vise samhørighed med grønlænderne i disse vakkelvorne tider. Med stolthed og lidt akavet, højlandsblå anorak-look landede han tirsdag i det frosne rigsfællesskab med et udtryk af nærhed og nervøst overskud, og selvom vi alle forsøger at male ovenpå den uheldige kombination af Danmarks koloniale fortid og USA's usminkede ønske om mere kontrol med den store ø i ishavet, så er der ingen tvivl om det symbolpolitiske i det pludseligt opståede besøg.

En slags turisme med ordensbånd, som kun manglede resten af den royale familie iført kamikker for at levere fuld plade i kongerøgelse. Er sikker på J.D. Vance lige nu tænker sig om en ekstra gang, før han siger mere om den sikkerhedssituation, som kineserne ganske vist gerne vil have kontrollen over, men som lige nu drukner lidt i arktisk nationalromantik og fornærmede miner herovre i den europæiske hønsegård.

Fald fra moralens fundamentale stueetage
Mens Frederik kører hundeslæde, har udvalgte dele af venstrefløjen fejret ny lovgivning, som man alt efter personligt menneskesyn kan opfatte som en sejr for kvindekampen eller et lettere morbidt angreb på selveste livet. Om hele banden har været på ayahuaska, skal jeg ikke kunne sige, men noget galt er der altså i hovedet på dem, der jubler over muligheden for fri abort frem til uge 18.

Fra mit hjørne af verdens brogede billede, er det et gigantisk fald fra blot moralens fundamentale stueetage; for hvad var der i grunden galt med de indtil for nyligt gældende 12 ugers returret på hvad nu end man kommer til at foretage sig bag lukkede døre? Og ja. Jeg er helt bekendt med smøren om socialt udsatte og pludseligt opståede diagnoser, men de hørte jo allerede under muligheden for abort i den gamle ordning.

Så jeg forbeholder mig top-arrogant retten til at mene, at langt størsteparten af mine medsøstre udmærket er i stand til at vurdere, hvorvidt de er gravide eller ej i rigelig tid før de er 4.5 måneder henne med balladen, og jeg må læne min trætte sjæl op ad forhåbningen om, at det primært ender som et symbolpolitisk stunt i en feministisk tidsalder på speed og abortpiller - og ikke som et vågen, alt for mange griber til.

Veganerhotdogs til alle
Klima-angstens store folkefællesskab kunne også hejse flaget i onsdags, hvor diverse medier bragte den lykkelige nyhed, at vi sørme ser ud til at nå vores 2030-klimamål. Hvilken glæde! Så kan vi alle ånde lettet op. Kloden der ellers var lige på vippen til at gå under, ser ud til at være reddet, takket være den grønne energi. Samme grønne energi som godt nok ikke helt kunne holde kadencen i Spanien og Portugal i sidste uge, og som derfor måtte kommes til undsætning. Og som nu følges op af en tilsyneladende opdigtet nyhed om den klimaneutrale elektricitets velsignelser.

En sejr for de grønne riddere, som godt nok baserer en del af regnestykket på forventede teknologiske fremskridt (lidt som når jeg prøver at overtale min bankmand til at indregne 7 rigtige i Lotto i månedsbudgettet), men som heldigvis er klar på at drukne eventuel tvivl i grafer, statistik og Power Points. Så kan vi altid trække i land på et senere tidspunkt.

Dannebrog vajer mod den tiltagende CO2-fri himmel og der burde uddeles veganerhotdogs til alle! Og skulle du sidde med en lille snert af dårlig samvittighed over den efterhånden almene viden om tvivlsomme arbejdsforhold for de hårdtarbejdende børn, der graver batterierne til din elbil ud af den afrikanske undergrund, så frygt ej; jeg er stensikker på, at DR snart er klar med en ny serie om, hvorfor tvangsarbejde for børn er etisk korrekt, når blot det sker i klimakampens tjeneste.

Og ellers kunne deres mødre jo bare have valgt dem fra. I uge 18.