Det stod hurtigt klart for flere fremtrædende socialdemokrater i løbet af 1980'erne, at mange indvandreres manglende tilpasning til det danske samfund udgjorde en trussel mod landets sammenhængskraft, sådan som den daværende socialdemokratiske borgmester i Ishøj Per Madsen (S) tidligt gjorde opmærksom på.
Selv en af de mok mest kendte socialdemokratiske statsministre, Anker Jørgensen, blev den 6. september 1987 i Jyllands-Posten citeret for at sige, at for mange flygtninge vil skade Danmark økonomisk og kulturelt. Desværre blev deres stemmer kvalt, da man politisk ikke var sen til at bygge en oppositionsplatform på et af de mest kontroversielle ord i verdenshistorien. En begreb, der fortsat ridder dansk udlændinge- og integrationsdebat som en mare til stor skade for dansk integration: racisme
Det er efterhånden veldokumenteret, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre Keld Rasmussen (Brøndby), Britta Christensen (Hvidovre) og i særdeleshed Per Madsen (Ishøj) udtalte de berømte ord “skik følge eller land fly”.
Glansbilledhistorier
Men deres bekymringer lå milevidt fra de pæne socialdemokrater, der sad trygt bag Borgens mure - langt væk fra den virkelighed, der udspillede sig på den københavnske vestegn.
Det passede ikke i det glansbillede, man ønskede at male over indvandringens lyksaligheder. Måske var det derfor, man op til valget i 1987 i hedengangne Det Fri Aktuelt kunne læse, at avisen havde opdaget, at Socialdemokratiet havde forsøgt at gemme en intern rapport udarbejdet af partiets eget indvandrer- og flygtningeudvalg.
Rapporten beskyldte Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp for at drive entreprenørvirksomhed på flygtningeområdet. Det skete på statens regning og uden offentlig kontrol og indsigt. Noget, der bestemt ikke har ændret sig med årene.
Svend Auken slår til
Racismekortet satte imidlertid trumfen på værket. Den 19. oktober 1987 kunne man læse i Information, at Socialdemokratiet med en vis Svend Auken i spidsen ville gennemføre en antiracisme-kampagne. Dagen står lysende klar for mig. For mange af mine lærere jublede. Endelig fik man politisk opbakning til det, man havde sagt hele tiden.
At den modstand, man var begyndt at møde overfor de mange multikulturelle projekter, man opbyggede på landets skoler, alene bundede i rendyrket racisme. Man blev argument- og virkelighedsresistent.
Kampagnen blev en af mange, der skyllede over landet som en lavine. Det var ikke nok at kalde Hvidovres borgmester Britta Christensen indskrænket, provinsiel og stærkt usolidarisk, fordi hun havde tilladt sig at købe Avedøre-lejren og sælge den til Zentropa for at undgå, at den kom til at huse flygtninge fra ex-Jugoslavien. Næ, nej.
Det virkede endnu stærkere at tage udgangspunkt i Svend Aukens antiracisme og kalde hende racist. Racismebegrebet var med den tidligere formands velsignelse blevet stuerent.
Racisme + islamofobi
Uanset om folk vidste, hvad begrebet dækkede over, kunne al saglig kritisk fejes ind under racismens gulvtæppe, og dermed langsomt men sikkert kvæle et hvert lille pip om indvandringens konsekvenser.
Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp kunne stille og roligt fortsætte med at drive entreprenørvirksomhed på flygtningeområdet. Alt andet ville jo være udtryk for racisme i sin reneste og mest modbydelige form.
Ad åre var muslimske indvandrere ikke sene til at sætte lidt kolorit på begrebet - ved at lave en naturlig overbygning i form af islamofobi.
I lighed med, at udlændingekritik blev kaldt racisme, kunne man frit og ganske uden forudgående undersøgelse, endsige argumentation kalde al kritik af muslimers manglende kulturelle og sociale integration for islamofobi.
Under denne paraply kunne man fortsætte sin uhensigtsmæssige adfærd i lukkede værdifællesskaber, da de færreste ville tituleres racist eller islamofob.
Stadig stuerent at trække racisme-kortet
Vinden er heldigvis ved at vende. Men spøgelset fra Svend Aukens anti-racisme-kampagne fortsætter med at hjemsøge den danske debat. Det er stadig stuerent at trække racisme- og islamofobi- kortet, når ens saglige argumentation hører op.
Men der er et spinkelt håb i horisonten. For mon ikke tiden er inde til at kræve politikere og meningsdannere, der stadig bygger deres argumentation på en tidligere socialdemokratisk formands politiske indvandrer-show i 1987, at de bliver stillet til ansvar?
Ligesom vi ikke er sene til at lave lovgivning, hvis det sårer visse minoriteters følelser, må det heller ikke være en gratis omgang at kaste om sig med diverse prædikater, blot fordi man i lighed med Svend Auken var lige så blind for den faktiske virkelighed, der fortsat udspiller sig i Danmark.
