I dag har mine gymnasieelevers undervisning været virtuel. Og når den slags står på en enkelt dag eller to, så er det absolut hyggeligt at sidde hjemme i hængerøvstøj og vejlede opgaveskrivning via skærmen.

Men jeg tror de fleste af os, der er undervisningsveteraner fra Coronakrigen, stadig lider en lille smule af granatchok. Fra dengang klasselokalet var samme sted, som man lige havde spist sin havregrød en halv time tidligere. Dengang store smil og sjove bemærkninger, når man trådte ind på skolen, var afløst af døvstumme still-billeder. Eller et par tændte kameraer fra trætte elever i hættetrøje hjemme i sengen, der for mange – især i Københavnsområdet, hvor vi ikke rutter med kvadratmeterne – måtte tjene som arbejdsplads fra 8-16 i det nedlukningsvanvid, regeringen mere eller mindre sirligt havde udtænkt. For at passe på os alle sammen. Eller noget.

Mismodigt resultat
Resultatet af de gentagne nedlukninger kunne man længe efter frisættelsen af samfundet aflæse på de unges trivsel. Og vi, der stod som fortropper i modtagelsen af dem, så det først.

En stor del af den forgangne uges nyhedsstrøm har da også – udover en masse ballade om USA's uransalige veje – været centreret om børn og unge i dette ellers så lykkelige danske samfund. Fra de københavnske skoler kommer der nu flere og flere historier frem om de forråede omstændigheder, som de arme unger og deres lærere må tilbringe dagligdagen i.

Dreng med plasticpose over hovedet
Berlingske kunne fx berette om en 9-årig dreng, der gentagne gange havde fået trukket en plasticpose ned over hovedet i frikvarteret, og som ved en efterfølgende samtale med skolelederen havde fået at vide, at han jo lige måtte være overbærende, fordi gerningspersonen var en dreng, der havde det svært, og dermed kunne man naturligvis ikke forvente sans for passende optræden. 

En kvindelig lærer, der i februar stod frem i medierne og fortalte om problemerne i det københavnske skolemiljø, blev siden indkaldt til en tjenstlig samtale og bedt om lige at holde lav profil i pressen. Efterfølgende blev to af hendes bilag på hhv. 184 kr. og 851 kr. nøje gransket nøje af områdechefen i, hvad der kunne tolkes som et forsøg på at kaste smuds på omtalte lærerinde.

Sandheden er multikulturel
Og hvad ligner det også? Sådan at gå ud og afsløre, at man ikke har styr på en skid i den danske folkeskole, men at man ihærdigt forsøger at male ovenpå, så hverken forvaltningens egen inkompetence eller private, ideologi-bårne forestillinger om f.eks. skønheden i det multikulturelle samfund kommer frem i dagens lys?

Den slags ytringsfrihed for offentligt ansatte burde jo slet ikke eksistere. Mon ikke kulturministerens medieombudsmands kunne sætte en stopper for den slags ureglementerede slinger?

Spred problemet
Til alt held har vores undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, hurtigt opfundet en virkelig god løsning med tydelig inspiration fra klassisk-socialistiske grundprincipper. Ved simpelthen at fordele de voldelige elever ud på de mindre voldelige skoler, hvis elever indtil nu har gået rundt og haft det meget godt, så ville problemet væk helt af sig selv. De artige børns gode energi vil automatisk, efter en forventelig integrationsfase, smitte af på de bindegale børns adfærd.

Sådan må de bredeste skuldre allerede fra barnsben forstå, at i vores samfund har man medansvar for andres dårlige opførsel. Hvis et mindretal i samfundet ikke kan finde kammertonen, så må alle synge lige falsk.

Indtil dette fremragende forslag er grundigt implementeret, forlyder det fra Københavns Borgerrepræsentation, at man nu vil sende alle lærere på kursus i førstehjælp. Symptombehandling har altid været vejen frem. 

Diagnoser til alle
I søndagens Berlingske kunne man som forælder til det moderne afkom læse et dybt bekymrende interview med børnepsykiater Niels Bilenberg, der bragte den trælse nyhed, at ikke alle børn kan gøre krav på en diagnose og medfølgende videnskabelig forklaring på, at de er møgirriterende.

Nogle gange skal de bare have en tydelig voksen, der tør træde i karakter og gider gøre sig den anstrengelse at opdrage dem. Den oplysning kommer nok bag på nogen.

Lars støtter Syrien
Rigets udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, er ingen nærig mand. Det princip gælder både såvel når han køber spiritus, underbukser og privatfly på andres regning, som når internationale interesser skal plejes. Siden Løkke engang i 80'erne befandt sig i Afghanistan, poserende som det, han nok selv mente, signalerede maskulin, lokal junta, men som nærmere aspirerede til prisen for Dårligst Udklædte Pædagog ved fritidshjemmets årlige karneval, har han næret en særlig veneration for det mellemøstlige kultursegment.

Senest har denne mand sublimeret sit spendér-gen ud i en rundhåndet donation på 660 millioner gode danske skattekroner til genopbygningen af Syrien; landet, der som bekendt nedlagde diktaturet til fordel for en islamistisk oprørsregering, og som har brugt de seneste uger på at slagte kristne medborgere. Dét projekt vil ministeren meget gerne støtte.

Så længe han bare udtrykker sig i tredobbelt konjunktiv og ser tillidsvækkende ud imens, så stemmer danskerne tilsyneladende stadig på hans stupide projekter, der aldrig handler om Danmarks ve og vel, men om Lars Løkkes internationale omdømme. I disse dage sidder han ovenikøbet nogenlunde fast monteret i FN's Sikkerhedsråd i New York, og det skal jo nok gå godt.

Allah er stor i Høje-Taastrup
Præsten i Høje-Taastrup kirke, Søren Nolsøe, har ligesom Løkke ladet sig inspirere af den naive europæers undskyldende flirt med alle andre religioner end kristendommen og mener nu, at vi i Danmark bør indføre en fridag i forbindelse med fejringen af den muslimske højtid Eid.

Det manglede da også bare.

Først får man starthjælp, så får man kontanthjælp, dernæst integrationskurser og danskundervisning, og hvis det ikke virker, får man sagsbehandlere og tolk, når man skal til lægen, så det må da kun være rimeligt, at et land, der alligevel har underlagt sig en fremmed kultur, går planken ud og indfører nye, religiøse helligdage.

At provstens forslag på en lidt akavet måde kommer relativt kort tid efter, at regeringen uden videre sløjfede en kristen en af slagsen, lader ikke til at genere det åbne sind, som mener at have identificeret et elementært behov i samfundet.

Rigtig god onsdag.