Venstrefløjen er besat af magt. Men besættelsen stopper, hvor dens egen magt begynder. Det er en slags moralsk dobbeltbogholderi.
Tag eksempelvis netværket Cybernauterne, der jævnligt citeres af DR i analyser af den såkaldte “manosfære”. Gruppen underviser unge i omgangsformer på sociale medier, men rummer samtidig profiler, der på egne platforme udtrykker antimandlig aktivisme og grove personlige angreb mod politiske modstandere.
Instagramprofilen med de grove angreb drives af et bestyrelsesmedlem og bærer teksten “Dette er ikke et safespace for cishet mænd og centrister. Dette er et feministisk ekkokammer”. Oversat: ”Jeg skyr ingen midler, hader mænd og alt der ikke er til højre for SF”.
Den moralske infrastruktur
Den venstreorienterede kulturelite, NGO’er og Danmarks Radio udgør en form for moralsk infrastruktur. Ikke blot et meningsklima — men et ideologisk kredsløb, hvor samtidens dogmer formidles med autoritet og selvfølgelighed.
Flere af DR’s programmer og dokumentarer er ikke i nogen meningsfuld forstand neutrale undersøgelser, men aktivistiske partsindlæg, marineret i transideologi, nyfeminisme og antikolonial patos. Det er ikke journalistik — det er kuratering af verdenssyn.
Statsstøttede NGO’er som Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam IBIS deltager i samme koreografi: venstrefløjsaktivisme præsenteres som velgørenhed, og ideologisk analyse som folkeoplysning. Her optræder aktivister forklædt som eksperter — og institutionel indflydelse legitimeres gennem moralsk aura.
Gang på gang ses det at venstredrejede partsindlæg optræder som objektive kilder. Partsindlæggene tildeles en automatisk sandhedsværdi — ikke fordi de er metodisk overlegne, men fordi de “vil det gode”. I denne logik er godhed en epistemologisk adgangsbillet: moralsk intention bliver ikke blot etik, men tilladelse til at definere virkeligheden.
Det er som at lade Rasmus Paludan undersøge, om muslimer hader danskere — og dernæst tage hans vurdering for pålydende. Det viser hvor integreret og legitim den yderste venstrefløj er i kultureliten. Man hører ingen kritik fra den røde opposition eller den venstreorienterede offentlige opinion.
DR-talent slutter ringen
Der er enormt meget plads til den radikale venstrefløj i det offentlige Danmark – til trods for hvor få der findes. Den unge debattør, Harald Toksværd, er blevet optaget på DR’s Talenthold. Han er især kendt for at have fejret politiske modstanderes død. Hans belønning: Et toårigt lønnet talentudviklingsforløb med en medieplatform. Provokation og venstrefløjsaktivisme er en karrierevej.
Selvfølgelig har Toksværd også en fortid hos Cybernauterne. Sådan sluttes ringen.
Men Toksværds historie er blot én illustration. For bag individet ligger en medieoffentlighed, hvor venstrehældning er normalen. Den offentlige mening formes nemlig i et medielandskab med tydelig politisk hældning. En nordisk undersøgelse fra 2012 viste, at hele 80 pct. af danske journalister stemmer på partier i rød blok. En kæmpe indflydelse på den offentlige mening og en magt, de venstreorienterede aldrig finder værdig til kritik.
Tre typer magt
Ifølge den tyske sociolog Max Weber findes tre der former for legitim magt: traditionel, karismatisk og legitim-legal.
Den traditionelle magt bygger på nedarvede privilegier — som kongehus, overklasse og familiearv. Her retter venstrefløjen en sønderlemmende kritik: mod rang, arv, patriarkalske strukturer og privilegieblindhed. Men samme fløj sidder samtidig tungt på Webers to øvrige magtformer.
Den karismatiske magt, som bygger på personligt udtryk, offentlig appel og moralsk selvfremstilling, domineres af aktivister, eksperter og meningsdannere med progressiv profil. Og den legitimt-legale magt, der udspringer af lovgivning og institutionel autoritet, udøves via et embedsværk, NGO’er og medieoffentlighed. Jeg placerer journalistikken her, som en slags uformel fjerde statsmagt: Den fremstår som demokratisk vagthund, men udøver også betydelig indflydelse via moralsk appel, redaktionel selektion og kuratering.
Venstrefløjens pansrede vest
Resultatet er en blind vinkel: man kritiserer arv, men ikke indflydelse. Man kritiserer privilegier, men ignorerer privilegeret indflydelse. Man fraskriver sig gammeldags magt — mens man udøver moderne magt med moralsk selvfølgelighed.
Det moralske selvbillede fungerer som pansret vest: Venstrefløjen ser ikke sig selv som magtudøvere, men som frigørere. Når man tror på sin egen godhed, bliver ens indflydelse automatisk legitim. Magt bliver til omsorg, kontrol til ansvar, og korrektion til kamp for det rette.
Magten skal fuldendes
Det er derfor kritik mod venstrefløjen ikke modtages som debat — men som angreb på godhed. Den undskylder ikke for sin magt, men angriber de få steder, den ikke har. En absolutistisk magtforståelse – hvor man er overbevist om den absolutte godhed, hvis bare man får magt som man har agt. Så længe man kæmper “for det rette”, kan man ikke udøve magt forkert. Her ligger troen på, at moralsk overbevisning bør omsættes til strukturel indflydelse — og at enhver institution, der ikke underkaster sig den rette agt, må regnes som modstand.
Det er ikke bare en magtstrategi. Det er en dogmatisk logik, hvor magt ikke skal forvaltes — den skal fuldendes.
