Det skulle have været så godt. Spelt- og surdejssegmentet flyttede ind til tonerne af åbenhed og diversitet. Mjølnerparken på Nørrebro i København skulle transformeres fra ghetto til latte macchiato med havremælk. Berlingske arkitekturredaktør Holger Dahl var fuld af begejstring, da han for et halvt år siden besøgte Mjølnerparken:
”Det er ikke længere billige, afvisende og uoverskuelige karreer, man oplever, men i stedet et område, man kunne have lyst til at opsøge for at få en kop kaffe og en croissant.”
Det gik ikke så godt. I dag er bageri, cocktailbar, gulerødder, humus og regnbueflag pist borte. Banderne krævede ”beskyttelsespenge” af kvarterets forretningsdrivende. Alle er overraskede, chokerede: Ej, nederen!
Ingen af de berørte forretningsdrivende ønsker at udtale sig til pressen. Normalt ville de plapre løs om klimakrise, rent drikkevand og cirkulær økonomi. Men ikke i Mjølnerparken. Hvorfor mon?
Samtidig er den medfølgende milliard fra Landsbyggefonden selvfølgelig spildt.
Det gode spørgsmål er ikke, om kvarteret skal have endnu flere fantasilioner i ”kvarterløft”, ”byfornyelse” og ”rebranding”? Spørgsmålet er, hvorfor vi bliver ved med at tro på alle disse progressive integrationsprojekter i Ghettoland?
Hvor naive kan vi blive?
Svaret er, hvis man spørger venstrefløjen, midten og store dele af pæne og såkaldt anstændige borgerlige mennesker: Vi kan altid blive dummere.
Gutmenschen insisterer ligefrem på det, godt nok under andre navne. Noget med medmenneskelighed og medborgerskab. Vi skal tro på det bedste i mennesket. Vær nu lidt optimistisk. Skru ned for dine fordomme. De brune skal jo også have en chance; den slags.
I stedet for at græde over spildt spelt, skal Danmark helt ned på kommune- og lokalplan forstå, at flere penge kun forværrer problemet og foregøgler befolkningen, at de politiske og administrative beslutningstagerne har styr på det.
Det har de tydeligvis ikke.











