Fredag aften den 13. november 2015 sidder tilskuere tæt pakket på det store stadion Stade de France nord for Paris til en venskabskamp mellem Frankrig og Tyskland. Klokken lidt over 21 lyder den første eksplosion uden for stadion – en selvmordsbomber har sprængt sig selv i luften ved en indgang, efter at være blevet afvist i sikkerhedskontrollen.
Kort efter følger yderligere to eksplosioner omkring stadionområdet. Præsident François Hollande, der er til stede på tribunen, evakueres diskret, mens kampen fortsætter for ikke at udløse panik blandt de 80.000 tilskuere.
Imens er en anden gruppe i gang inde i byen. Bevæbnede mænd i bil standser ved en række populære barer og restauranter i det 10. og 11. arrondissement og åbner ild mod tætpakkede caféterrasser. Gæster på Le Carillon, Le Petit Cambodge, Café Bonne Bière, La Casa Nostra og La Belle Équipe bliver ramt uden varsel; flere steder fortsætter gerningsmændene systematisk fra bord til bord.
På få minutter dræbes og såres dusinvis af mennesker i det, der kunne have været en helt normal fredag aften, men som vi her ti år senere mindes med gru .
De blodigste i vente
Omkring klokken 21.50 rammer aftenens mest blodige angrev Bataclan-teatret på Boulevard Voltaire. Inde i salen spiller det amerikanske rockband Eagles of Death Metal for omkring 1.500 koncertgæster, da tre mænd i sort bevæbnet med automatvåben trænger ind.
Først skyder de folk foran bygningen, derefter åbner de ild mod publikum inde i salen, mens de råber religiøse slagord. I løbet af få minutter bliver gulvet dækket af døde og sårede, og situationen udvikler sig til en gidseltagning, hvor overlevende gemmer sig i baglokaler, på balkoner og bag baren, mens gerningsmændene holder stand.
Det varer flere timer, før specialstyrker fra politiets RAID-enhed stormer Bataclan kort efter midnat. To af terroristerne sprænger deres selvmordsbælter under angrebet, den tredje bliver skudt. Da støvet har lagt sig, viser omfanget sig: 90 mennesker er blevet dræbt alene i Bataclan.
Koordineret og planlagt
Sammenlagt bliver 130 mennesker dræbt og mindst 400 såret på tværs af stadionområdet, caféerne og koncertstedet – det dødeligste angreb på fransk jord siden Anden Verdenskrig. Dagen efter tager Islamisk Stat ansvaret.
De angribende bestod af tre koordinerede teams:
Tre selvmordsbombere uden for Stade de France.
Skyderier mod caféer og restauranter i det centrale Paris.
Angrebet på koncertstedet Bataclan, med masseskydning og gidseltagning.
Muslimske europæere
En af de centrale aktører var Abdelhamid Abaaoud, som var født i Belgien. De fleste af de personer, der indgik som angribere, var enten franske eller belgiske statsborgere med rødder i Nordafrika samt nogle få med irakisk baggrund.
Gerningsmændene den 13. november var ikke fremmede krigere, der pludselig dukkede op fra ørkenen i Syrien. De fleste var født og opvokset i Europa – især i Frankrig og Belgien – med marokkansk eller algerisk baggrund og europæisk pas i lommen.
Abdelhamid Abaaoud, hjernen bag kommandogrupperne, var fra Molenbeek i Bruxelles; brødrene Brahim og Salah Abdeslam var samme årgang, samme kvarter, samme skolemiljø.
Operationen blev ganske vist planlagt i krigszonen i Syrien under Islamisk Stats kalifat, men radikaliseringen var sket hjemme – i de franske og belgiske forstæder, i små miljøer omkring moskéer og caféer, og ikke mindst i fængslerne.
De kriminelle muslimer bliver til religiøse terrorister
Flere af november-attentaternes gerningsmænd optræder i politirapporter længe før 2015: som småkriminelle, som unge mænd fanget i hashhandel, røverier og social deroute. For nogle blev jihadismen ikke et brud med deres liv i Europa, men en fortsættelse af en kriminel biografi blot med religiøst fortegn
Det gør også angrebet til noget mere og andet end et “angreb udefra”. Ja, to af terroristerne var irakere, der blev sendt ind via Balkanruten med falske papirer. Men kernen i kommandogruppen – Abaaoud, Abdeslam-brødrene og de andre skytter ved caféerne og Bataclan – var europæiske statsborgere, der frit krydsede grænserne og længe havde været kendt af de nationale myndigheder for deres kriminelle adfærd.
Et spejl af Europas islamisering
De var ikke kun bærere af Islamisk Stats sorte banner, men også af historien om årtiers politisk svigt, hvor parallelsamfund har fået lov til at vokse frem, og det enorme antal af muslimske indvandrere har skabt islamiske enklaver i de europæiske lande, som myndighederne først alt for sent forstod faren ved.
Angrebene i Paris for ti år siden var ikke importeret barbarisme fra Mellemøsten, men et spejl af Europas islamisering. Angrebene blev begået af Vestens egne statsborgere, født under vores love med vores rettigheder. De brugte vores fri bevægelighed, levede af vores sociale ydelser og velfærdsinstitutioner til at ramme vores unge med islams sværd.
Det er den ubehagelige sandhed om tiåret for 13. november 2015. Den tvinger os til at se i øjnene: at truslen fra vores egne gader skyldes, at vi har overladt gaderne til fjendens territorium
