”I en nød som vor griber man selv efter et halmstrå” Sådan siger fru Elsebeth i Carit Etlars Gøngehøvdingen, som handler om tiden under svenskekrigene.
”Ja, men man bliver ikke frelst ved et halmstrå,” svarer Ib Abelsøn – Gøngehøvdingens væbner.

Sandt dengang og sandt i dag.

De danske medier skriver hver dag om spektakulære ukrainske angreb dybt inde i Rusland, hvor russiske olieraffinaderier bliver sat i brand. På erhvervssiderne kan man læse om et snarligt sammenbrud i russisk økonomi, og fra EU lyder det, at sanktionerne virker, og at de europæiske lande betaler milliarder mere til Ukraine end USA.

Men efterretningerne fra slagmarkerne i Ukraine er ikke så opløftende. Der er ukrainerne trængt, og russerne presser uden nåde på. Nedslidningen af den ukrainske forsvarsevne fortsætter ufortrødent, og intet, der slipper ud fra Kreml, tyder på, at man agter at lette presset.

Sejrene kommer ikke
Når jeg læser de vestlige medier, får jeg fornemmelsen af, at det er halmstrået, man klynger til. Den eneste redning for den vestlige alliance med Ukraine hænger på de tynde strå af små sejre, som man skriver op i forventning om snarlige større sejre.

De kommer bare ikke, og som Ib Abelsøn siger i Carit Etlars roman, så bliver man ikke frelst ved et halmstrå. Og som han tilføjer: ”Her skal mere til”.

Der skulle også ’mere til’ end den standhaftige modstand mod svenskens besættelse, end de tapre gønger kunne levere. Trods heroisk indsats fra de sjællandske gønger og snaphaner vandt danskerne ikke det tabte tilbage.

Halmstrået var til ingen nytte
Den gode Ib Abelsøn tegnede Carit Etlar over virkelighedens Laurids Hemmingsen fra Sjolte. Laurids blev den 25. maj 1660 på svenskernes foranledning dømt til hjul og stejle ved Thurebygård Tinge, og kort herefter blev dommen eksekveret uden nåde.

Laurids Hemmingsen blev dømt i en dansk ret under den svenske besættelse. En dansk præst vidnede mod ham, at han havde deltaget i snaphanernes angreb i landsbyen, som havde kostet to svenske officerer livet.

Halmstrået var til ingen nytte, hverken i det små, hvor Laurids Hemmingsen betalte med sit liv, eller i det store, hvor fredsaftalen med svenskerne og med stormagternes mellemkomst blev indgået to dage senere. Selvom Bornholm kom tilbage til Danmark, var Skåne, Halland og Blekinge tabt for evigt.

Nederlagets helte
Historien gentager sig ikke, men den ligner. Danskernes historie er rig på helte i nederlagene. Dem har vi en stor samling af, og de er gode at tage ved lære af. Ukrainerne har også deres helte i det langsomt fremadskridende nederlag.

De danske forfattere har sammen med malere, skuespillere og skulptører eviggjort vores nederlags helte og dermed bidraget til vores historiske arv, vores nationale identitet og folkelige sammenhængskraft. På den måde er nederlag gode at blive rigere af – og stærkere af.

Og et nederlag til Ukraine i krigen – et nederlag, som virker uafvendeligt – behøver ikke at blive en national udslettelse for ukrainerne. Ofrene vil være mange, sorgen dyb og tabene smertelige. Men på den anden side, venter fællesskabets styrke i nederlagets lys. Det kan de forvisse sig om i den danske kulturelle arv.

Heldet kan også smile
Danmark blev et diktatur efter svenskekrigene. Enevælden blev indført og var gældende helt frem til Grundloven af 1849. Umiddelbart efter enevældens afskaffelse påførte de nye magthavere Danmark endnu et smerteligt nederlag ved tabet af Sønderjylland i 1864.

Også det nederlag fik sine helte, og også det nederlag gav rygstød til national opblomstring, nye stærke fællesskaber og nye kunstnere og kulturpersonligheder, som satte deres præg på den fælles historie, der er danskernes. Ved heldets forsyn kom Sønderjylland hjem til Danmark igen, da stormagterne var færdige med at slås i Første Verdenskrig.

Det kan jo være, at Ukraine også vil mærke heldets kys en dag og få det tabte tilbage, som de ikke kan vinde gennem krig. Det kan alle spå om, men ingen vide.

Det falske ’Vi’
Mette Frederiksen ynder at bruge et ’vi’ når hun taler om krigen mod den russiske invasion af Ukraine. ’Vi skal vinde den krig’, sagde hun på den store sikkerhedskonference i München i foråret. Og det er da et smukt udsagn, men det er også et udsagn bygget på ’håbets strå’, som vi kender fra Ib Abelsøn, men også fra Steen Steensen Blicher.

”Kun dette ene Haab har jeg tilbage . . men desværre! det er kun et Halmstraae for den Skibbrudne.” Sådan skriver Steen Steensen Blicher i Præsten fra Vejlby. Og det er kun et håb, som Mette Frederiksen formulerer, når hun siger ’Vi skal vinde’.

Det er et råb om at blive stået bi af skæbnen, om at højere magtet skal forvandle strået til en redningskrans og redde den druknende og give ham sejren. For Mette Frederiksen vover intet selv. Hun sætter sin lid til forsynet, men ”hvo intet vover, intet vinder”, som det gamle ordsprog lyder.

Det er nemlig ukrainerne og ikke Mette Frederiksen, der kæmper i Ukraines skyttegrave og sønderskudte landsbyer. Det er ukrainerne, der skal vinde den krig, som Mette Frederiksen mener hun har så meget lod og del i, at hun kan lade den omfatte af sit ’Vi’.

Men det er falskt. Dette ’Vi’ er en illusion. Godt nok betaler vi en del penge, og godt nok sender vi friske forsyninger af våben og vinterstøvler, men vi er ikke i nærheden af at udkæmpe en krig. Det overlader Mette Frederiksen og de andre europæiske ledere fuldstændig til ukrainerne.

Det ærlige svar er ’Nej’
Og derfor er det rigtige spørgsmål at stille, som jeg gør i overskriften. Kan ukrainerne vinde krigen for os? Og svaret er formentlig et nej.

Det skal jeg være den første til at beklage. Det er bedrøveligt, at en diktator som Putin lykkes med at erobre land gennem krig. Og det er bedrøveligt, at de vestlige ledere ikke har evnet at forhindre det. Men sådan ligger landet – bogstaveligt talt.

Der er ingen vestlig leder, der har viljen – og måske heller ikke evnen – til at komme ukrainerne til hjælp og med magt tvinge russerne til at trække sig ud af Ukraine. Der er ingen, der vil risikere at gå i krig mod Rusland for et princip om ’grænsernes ukrænkelighed’. Et princip, som man ellers hævder er gældende som en grundlov for den internationale orden.

Og det er sådan med principper. De har kun gyldighed, når de bliver håndhævet. Et princip, som man kan fravige, når det er ubelejligt, er ikke noget princip længere. Så er det kun en ’skåltale’ eller en ’FN-resolution’ – altså en tekst, som ikke er det papir værd, den er skrevet på.

Det nye hykleri
Der er megen tale om en ’retfærdig’ og nu også ’værdig’ fred for Ukraine. Det er det nye mantra i det europæiske diplomati. Det er to dækord for, at man ved, at man ikke meget længere kan fastholde den tidligere linje om ’Vi skal vinde krigen’. Det er nu nederlaget, man forbereder sig på – retorisk.

Ændringen i retorikken er ikke selvvalgt. Den er fremtvunget af den amerikanske administration, som ikke længere vil spille med på den falske melodi med det altomfattende ’Vi’. Nu skal det stoppe, lyder det fra Washington.

Det er den slags i politik, der giver mig kvalme. Gennem hele krigen har de europæiske ledere med vores egen statsminister og udenrigsminister i spidsen holdt deres egen befolkning nærmest for nar. De har måske endda også narret sig selv til delvist at tro på deres egne sproglige udgydelser om at krigen kunne vindes og russerne sendes tilbage over grænsen.

Men jeg tvivler, for de har intet foretaget sig, som alle med forstand på krigsførelse har kunnet se, var nødvendigt. Det har været spil for galleriet for at få krigen til at fortsætte med ukrainske ofre uden at risikere noget selv.

Imens de har fløjet rundt og kørt i tog til Kiev og holdt flotte taler og doneret kampvogne, fly, kanoner og penge til Ukraine, har ukrainerne kæmpet krigen på slagmarken mod den invaderende fjende. De har holdt ud længere end forventet. Ukrainerne har været mere stædige, mere tapre og mere dygtige, end nogen troede, da krigen brød ud.

Erkendelsen – og den ærlige snak
Man siger fra europæisk side, at ukrainerne selv må bestemme, hvornår de vil holde op med at slås og give russerne noget til gengæld for at få fred. Det lyder overfladisk bedømt ædelt, men er i grunden djævelsk og ondt. En ukrainsk præsident skal således helt på egne vegne tage beslutningen og overtale sit eget folk til overgivelse på de betingelser, som kan opnås gennem forhandling.

Det er en umulig situation at blive sat i, for der vil være en intern opposition, som vil råbe forræderi, nogen vil true med at fortsætte kampene for deres egne tabte områder, og andre vil agere som femte-kolonne for russerne og skubbe til den vaklende kærre med præsidenten ombord. Det er opskriften – ikke på fred, men på fortsat konflikt og truende borgerkrig.

Modsat europæerne er den amerikanske præsident Trump mere ærlig. Han siger, at han vil have krigen stoppet. I modsat fald, så ryger den militære støtte. Med andre ord. Den ukrainske præsident står med den lette beslutning og det enkle budskab til befolkningen: Alene kan vi ikke. Vi vælger alliancen med vest og giver Rusland noget af Ukraine for at få fred.

Det er den ærlige snak baseret på den rigtige erkendelse. Krigen kan kun stoppes ved at skære Ukraine over i to dele. Den ene gives til Rusland. Den anden beholder Ukraine. Hvor stor en del Rusland skal have, må man forhandle sig frem til, men krigens logik tilsiger, at styrkeforholdet på slagmarken bestemmer udfaldet.

Tiden efter – europæernes skræk
Det er dette scenario, som europæerne for alt i verden har villet undgå og derfor af mangel på bedre forslag, har holdt krigen kørende i flere år. Men man må nu i de europæiske hovedstæder erkende, at når man ikke er villige til at ofre noget, kan man ikke diktere historiens gang. Det er realismens sejr over illusionens. Sådan går det altid i verdenshistorien. Virkeligheden er nogle gange grum, men det er den, vi lever i.

Jeg må afslutningsvis sige, at jeg på ingen måde gør mig forhåbninger om, at de europæiske ledere – og heller ikke vores egen Mette Frederiksen – vil indrømme deres eget hykleri og forstillethed. De vil fortsætte med at opstille nye narrativer til at dække over de gamle, og de vil i rigt mål blive bakket op af europæiske medier og meningsdannere, der hellere ser sandheden forsvinde end erkende, at – endnu engang – var det europæerne, der fejlede.