Det er alvorlige tider, vi lever i. Det er det måske altid, men på det seneste er verdens konflikter blevet mere vedkommende og nære for os i Danmark.

Krigene, vi deltog i Irak, Afghanistan og Syrien var for de fleste langt væk. Det var de ikke for de danske soldater, der rejste ud for at slås og heller ikke for deres pårørende.

Der er mange familier i Danmark, som lever med savnet af et ungt menneske, der mistede livet i kamp. Der er endnu flere familier, der lever med de ar, som det giver, når den hjemvendte soldat har mistet førligheden eller psykisk lider i mange år med PTSD.

Vi mindes de faldne og hylder veteranerne hvert år på flagdagen den 5. september. Det er godt med en dag om året til at blive mindet om, at krig kommer med en meget høj pris.

Den krig, som Rusland eskalerede med invasionen af Ukraine i februar 2022 er værre end de fleste. Rusland fører krig uden hensyn til egne soldater og uden respekt for civile. Tabstallene er grusomme og antallet af russiske soldater, der vender hjem som invalider og psykiske vrag, er enorme.

De forsvarende ukrainere lider også voldsomt. Langt over 100.000 unge ukrainske mænd ved fronten har mistet livet i løbet af tre års krig og endnu flere såret på sjæl og legeme.

Kæmper for fædrelandet
Ukrainernes kamp for fædrelandet for at bevare national selvstændighed er forståelig og prisværdig. Forsvarsviljen i et folk er det eneste værn mod at blive opslugt og forsvinde. Det gælder for ukrainerne, og det gælder for os.

Derfor er det ikke svært at identificere sig med ukrainernes kamp mod Rusland. Det er en frihedskamp for national selvstændighed, for landets overlevelse og folkets frihed.

Man kan sagtens være bagklog og forklare om alle de fejl og undladelser, som førte til, at krigen eskalerede med den russiske invasion i 2022.

Men tilbage står, at Rusland invaderede og på 3. år fører krigen videre på den grusomste vis med ufattelige menneskelig lidelse til følge.

Ukraine har ikke haft noget valg
Ukrainerne er i løbet af de tre år ikke blevet givet noget valg. Overgivelse har ikke været en mulighed, så krig har været en nødvendighed.

De europæiske lande og USA har holdt den ukrainske hær flydende, så de ukrainske soldater med deres vilje til at forsvare deres land, har evnet at holde Rusland fra at løbe dem over ende.

Fodslæbende og langsomt har Vesten i de forløbne tre år øget våbenforsyningerne både kvalitativt og kvantitativt, men aldrig på en måde, så Ukraine kunne erobre overtaget og presse Rusland væk fra den del af Ukraine, der er besat.

Vesten har heller ikke evnet at presse Rusland politisk eller økonomisk til at bremse sin invasion og trække styrkerne tilbage.

Vesten har heller ikke kunne friste Rusland med løfter om hverken samarbejde, udvikling eller sikkerhedspolitiske reformer til at stoppe krigen, myrderierne og invasionen.

I Vesten har man opfattet Rusland som værende uden for pædagogisk rækkevidde, og ingen har tilbudt ukrainerne andet end fortsat krig med de begrænsede militære leverancer, Vesten har ment, man har kunnet undvære.

I tre år har Ukraine ikke haft noget valg. Den eneste mulighed for Ukraine har været at fortsætte kampen og forsøge at holde den russiske invasion tilbage.

Ukraine har nu fået et valg
USA har med Trumps indsættelse som præsident besluttet at give Ukraine et valg.

Bombastisk på bedste Trump-manér er der blevet stillet en afslutning på krigen i udsigt. USA vil strække den pædagogiske rækkevidde til at inkludere Vladimir Putins Rusland.

Det er faktisk lykkedes for USA at få Putin i tale nogenlunde i øjenhøjde. De europæiske ledere, der gennem de seneste tre år har forsøgt det samme, har kun oplevet at blive talt henover og har derfor konkluderet, at forhandling ikke var muligt.

Det er det blevet nu, og dermed har Ukraine fået et valg.

Ukrainerne kan vælge at fortsætte krigen mod Rusland. Hvis de tror på, at de kan vinde og befri de besatte territorier, er det måske det rigtige valg.

Hvis de tvivler på, at krigen kan vindes, eller vurderer, at omkostninger i liv og økonomi er for store, kan de vælge at afslutte krigen med et territorielt kompromis.

Er man så putinist eller Chamberlain-klon?
Det er den forandring Donald Trump har skabt. Han har givet Ukraine en mulighed for at vælge, hvor der ingen mulighed var før.

Det har skabt røre og bevægelse. Selvfølgelig mest i Ukraine, men sandelig også i de europæiske hovedstæder.

De fleste europæiske ledere har travlt med at vaske deres hænder. Donald Trump beskyldes for at gå Putins ærinde, svigte Ukraine, vende Europa ryggen osv. Og med lederne så også medierne, som nærmest unisont har fløjtet den samme melodi om Trump som putinist eller Chamberlain-klon.

Som jeg ser det, er det helt forkert. I stedet for at håne USA burde europæerne takke USA for at åbne et vindue, de selv end ikke kunne få hasperne løsnet på. Selvfølgelig giver det skvulp i bassinet, når Trump i disse uger betaler prisen for at kunne agere honest broker. Det så vi i FN forleden. Det så vi til G7. Det har vi oplevet i Trumps tone over for Putin og Zelenskyj. Der findes ikke noget, der hedder en gratis frokost - heller ikke for en supermagt.

I min optik, er disse første reaktioner fra europæerne da heller ikke seriøst ment. De er rettet mod hjemmepublikummet og skal vaccinere de europæiske ledere mod at blive stemplet som de uduelige.

For hvorfor kunne Trump få Putin i tale med et enkelt telefonopkald og et formiddagsmøde i Riyadh, når hverken Biden eller de europæiske ledere kunne opnå andet end hånlig latter og spot fra Putin, når de forsøgte sig?

Objektivt bedømt er Trumps bedrift en kæmpegave til både Ukraine og Europa. Det er en mulighed for at stoppe grusomhederne, indlede forhandlinger, starte en forsoningsproces og udvikle en opskrift på sameksistens, så kontinentet, vi bor på, vil få en chance mere fremfor at blive opslugt i konflikt og krig.

USA er ikke i en position, hvor man kan fremtvinge en fred. Det ligger udenfor en amerikansk præsidents potentielle magtudfoldelse. Det, der ligger indenfor, er at stille muligheden til rådighed og medvirke til at freden kan holde.

Ukraine som strategisk partner for USA
I første omgang er det Ukraine, der skal vælge.

Tabet af territorie er smerteligt, men tab af menneskeliv er værre. Sådan er det, hvis man ikke er despot, og jeg mener ikke, at den ukrainske ledelse er despotisk.

Det vigtigste for Ukraine vil være nationens – altså folkets - og statens overlevelse. Det kommer i centrum, og Ukraine ved, at kun USA kan sikre, at Ukraine består som selvstændigt land, hvor folket kan leve frit.

Prisen for at reducere risiko består for Ukraine i at indgå en eksklusiv-aftale med USA om udnyttelse af landets råstofreserver. Det er et meget attraktivt tilbud fra USA, som Ukraine da også med det samme forstod værdien af.

Når først amerikanske investeringer i minedrift kommer ind, mineralerne eksporteres til USA, hvor de indgår i både civil og militær produktion, bliver Ukraine til et strategisk aktiv for USA, som det er afgørende at beholde i den amerikanske indflydelsessfære.

Fra at skulle håbe på goodwill og idealistisk selvopofrelse fra USA, er Ukraine rykket op i ligaen som strategisk partner. Samme sted, som Israel og Taiwan har placeret sig. Det er et rigtig godt sted at være.

Med den aftale kan Ukraine regne med verdens bedste sikkerhedsaftale med USA – langt bedre end de europæiske lande kan tilbyde.

Rusland har da også straks fanget pointen og har tilbudt, at amerikanske firmaer kan få samme vilkår i Rusland. Det kan være Ruslands vej ud af afhængigheden af Kina.

Europæerne fatter det kun langsomt

Det ser altså ude i virkeligheden nærmest helt modsat ud, end man skulle tro, når lytter til en statsminister som Mette Frederiksen eller en tysk kansler.

Mette Frederiksen har valgt uden overhovedet at tænke sig om. Hun har valgt at Ukraine bør kæmpe videre til Rusland er slået tilbage og Ukraine kan fejres som sejrherre.

Nu er det jo heller ikke hendes egne børn, som skal ofres i skyttegravene. Det de ukrainske mødre, der betaler den pris.

Hun kalder udkastet til en aftale om mineraler mellem USA og Ukraine for absurd, selvom hun på ingen måde selv er i stand til at komme med tilbud om sikkerhed for Ukraine.

Hun fatter simpelthen ikke, hvad ukrainerne forstod på et splitsekund, fordi de lever i det konkrete. Det er dem, der slås. Det er deres krig. Det er ikke Mette Frederiksens krig. Det er bare noget, hun lader som om og bruger statens penge på at legitimere sin egen rolle med.

Ukraine har med Trumps indsats over for Putin fået et valg. De har nu muligheder på hånden. Deres skæbne ligger ikke længere kun i vankelmodige vestlige lederes hænder.

Ukrainerne kan veje deres muligheder op. Tror de på sejr, og vil sejrens pris være til at betale, kan de slås. Vil de bytte territorier til fordel for et strategisk partnerskab med USA, kan de det.

Jeg ved godt, hvad jeg selv ville vælge.