I 2005 udgav Jyllands-Posten 12 tegninger af Muhammed, som vakte en del postyr og furore. Især efter herboende muslimer rejste til Mellemøsten for at beklage sig til deres trosfæller, kom der gang i gaden med boykot af danske varer i de arabiske lande, demonstrationer og afbrænding af Dannebrog.
Især en enkelt af tegnerne Kurt Westergaard blev personligt forfulgt af muslimer, truet på livet af muslimske gejstlige, som gav carte blanche til at hugge hovedet af ham, hvilket nogle fanatiske muslimer så forsøgte på, så den stakkels tegner til sin død måtte leve en politibeskyttet tilværelse bag lukkede døre og tilskoddede vinduer.
Bomben i turbanen er blevet et symbol
I dag er der gået 20 år. Kurt Westergaards tegning er ikke blevet glemt i Danmark. Den er for mange blevet et symbol på ytringsfriheden. Og et eksempel på, at ytringsfriheden ikke er en naturtilstand – heller ikke i et demokrati.
For 20 år siden – for de af os, der kan huske og ikke har fortrængt det – var den fremherskende reaktion fra kultur- og mediefolk og fra de fleste politikere på muhammedtegningerne, at det var noget skidt sådan at kritisere andres religion. Det burde man holde sig for god til, og hvis man ikke selv kunne finde ud af at lade være, så måtte man forbyde den slags.
Som rigtig mange sagde: ”Ytringsfrihed men…” eller ”vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt”. Det var det store flertal af dem, som vi i dag kalder folket med ’de rigtige meninger’, der havde den holdning. Jeg kan nævne mange, men vil nøjes med Tøger Seidenfaden, daværende chefredaktør på Politiken og Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister. Hvis man interesserer sig for historien, kan man let google sig frem til citater i denne retning.
Industrien ville give en undskyldning til muslimerne
Den samme holdning var – af ret forståelige kommercielle hensyn – gældende i dansk erhvervsliv. Den store erhvervsorganisation Dansk Industri ville have regeringen til officielt at undskylde overfor de muslimske lande på Jyllands-Postens og Kurt Westergaards vegne. Det gik den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen dog ikke med til.
Han nøjedes med den halve undskyldning ved i interviews med arabiske medier at sige, at han aldrig selv ville tegne noget, som kunne støde folks religiøse følelser. På den måde ramte Anders Fogh, som han var ret dygtig til, ned i midten af den danske jordbærgrød med fløde.
Danskerne vil gerne have lov at nyde deres frihed, men de sætter umådeligt meget pris på fred, ro, tryghed og forudsigelighed. Alt det med strid og kævl, bryder danskerne, som de er flest, sig ikke meget om.
De få må kæmpe på vegne af de mange
Det er et meget sympatisk træk ved folket danskerne, synes jeg, men det betyder jo, at de få må kæmpe kampen for de mange, hvis friheden skal bestå. For kæmper man ikke for friheden, kommer der nogen og tager den.
Kunstnere, forfattere, debattører og andre samfundsengagerede borgere skal hele tiden udfordre grænserne for ytringsfriheden for at udvide den. Hvis man ikke gør den indsats, går det den modsatte vej. Ytringsfriheden bliver indskrænket.
For naturtilstanden i alle samfund til alle tider er den modsatte af frihed. Naturtilstanden er magtstyrede samfund, hvor tabuer, forbud, ensretning og undertrykkelse holder samfundets orden i hævd. Friheden og herunder ytringsfriheden har ringe kår alle steder – undtagen i demokratiske samfund bygget på borgerlig solidaritet i respekt for de liberale frihedsidealer. Sådanne samfund er der ikke mange af.
Altid under pres
Ytringsfriheden har altid været under pres i Danmark. I tidligere tider under enevælden havde vi censuren, der strengt redigerede tekster og forbød udgivelser. Senere fik vi den såkaldte ’trykkefrihedsforordning’ der var det modsatte af titlen, altså en begrænsning af, hvad man måtte skrive og trykke dog uden egentlig forhåndsgodkendelse.
Stater har alle dage været følsomme overfor kritik, og har ment sig i deres gode ret til at undertrykke holdninger, som man fandt undergravende for statsordenen eller mere bredt sædeligheden – et ord for den offentlige moral.
Selv efter Grundloven og demokratiets indførelse i 1849 har staten som en arv fra enevælden holdt snor i borgernes omgang med pen og tryksværte. Og har det i og for sig stadigvæk, selvom det i perioder er mindre generende end i andre. I disse år strammer det til.
Billedpornografien var forbudt indtil slutningen af 1960’erne og blasfemi var forbudt indtil for få år siden, selvom ingen blev dømt efter paragraffen. Religionsfriheden er begrænset i Grundloven af formuleringen om ’at intet må læres som strider mod sædeligheden’. Og en dommer kan stadig nedlægge fogedforbud mod udgivelser.
Desuden har vi den berygtede paragraf 266b i Straffeloven, kaldet racisme-paragraffen, som over de seneste år er blevet udvidet ad flere omgange og i dag forbyder os at fornærme alle væsener, der tilhører en minoritet – bortset fra minoriteten hvide midaldrende mænd.
Snøren strammes igen
Lars Løkke Rasmussen strammede snøren en gang mere, da han for et par år siden opfandt koranloven, som er en eksklusiv beskyttelse af islam i Danmark. Den blev indført efter overenskomst med OIC – organisationen af islamiske lande - og har som formål at lukke ned for den mere direkte kritik af islam, som koranafbrændingerne var udtryk for.
Så selv om Danmark hører til i den bedre ende af skalaen, og vi som en følge af det postyr, som tegningerne i Jyllands-Posten afstedkom, i dag har fået mange flere aktive kæmpere for ytringsfriheden, går det for tiden den gale vej.
Racismeparagraffen og koranloven er slemme, men Corona-tiden gav desuden politikerne meget bedre smag for mere regulering og kontrol med borgerne. Det følger de til stadighed op på med nye forslag til registrering, overvågning og kontrol med hvad vi siger, skriver og deler med hinanden. EU-systemet er ved at gå helt grassat i den form for regulering.
Mit egentlige formål med at skrive alt det her, er at gøre klart, at det aldrig holder op. Den næste, den næste og den næste kamp igen skal også kæmpes. Friheden er ikke en gave, der holder evigt. Der er en generationskontrakt at leve op til for at blive i et konservativt sprogbrug.
