Meget af modstanden mod Donald Trumps fredsinitiativ i konflikten mellem Rusland og Ukraine hviler på en antagelse om, at USA under forhandlingerne vil alliere sig med Rusland og lade Ukraine i stikken til en nær betingelsesløs overgivelse.

Man tolker USA’s interesse som værende snævert bundet op på udtalelser fra Donald Trump om, at han vil have krigen afsluttet, men ikke indeholder nogen videre ambition om at bruge en fredsaftale med Rusland til at nå andre mål.

De samme kritikere forudser, at USA efter en våbenhvile-aftale indgået på Ruslands betingelser imod europæernes anbefalinger vil trække sig ud af konflikten og overlade europæerne til at stå alene med de trusler, som måtte komme fra Rusland efterfølgende og i de kommende år.

Antagelserne bygger på en forståelse af, at USA planlægger at isolere sig og ultimativt også vil forlade det transatlantiske alliancefællesskab i Nato – altså scenariet med ’Europa alene hjemme’. Det er antagelser, som tolkes ud fra en generel forståelse af MAGA-projektet som værende isolationistisk.

Der har efterhånden i Europa spredt sig en generel opfattelse af, at USA er fjendtlig stemt overfor de vestlige lande. Det ser man bekræftet i bl.a. truslen om at overtage Grønland og Panama med magt, den amerikanske regerings optagethed af handelsbalance og toldsatser samt de voksende krav til europæerne om at løfte forsvarsbudgetterne op mod de fem procent af BNP.

WYSIWYG
Det man ser, er det man får. Det europæerne ser i USA’s ageren kan meget vel blive en selvopfyldende profeti, hvis man ikke vil forsøge at flytte sig lidt til siden og se på situationen fra andre vinkler.

Den første antagelse (se første afsnit) er i min analyse efter al sandsynlighed forkert, og er den det, bliver de andre antagelser og fortolkninger det også. Men den kan blive virkelig, hvis Europa forbliver i troen på, at USA vil underløbe de vestlige demokratier og alliere sig med Rusland, og Europa derfor ikke proaktivt bidrager til, at USA's fredsinitiativ i Ukraine bliver en succes.

Hvis Europa agerer som i ’alene hjemme’ og med ’USA er ikke længere en allieret’, så bliver det meget sværere at undgå, at vi en dag vågner op til netop det mareridt.

Se andre steder hen
USA er en global stormagt, og præsident Trump har gang i flere gryder på komfuret samtidig. Konflikten i Ukraine er kun en kasserolle i den sammenhæng, selvom den naturligvis fylder utrolig meget i Europa. Så for bedre at kunne forstå, hvad Ukraine kan forvente, kan man med fordel se på, hvordan USA agerer i øjeblikket i Mellemøsten.

Våbenhvileaftalen mellem Hamas og Israel blev forhandlet på plads i dagene op til Donald Trumps indsættelse som præsident den 20. januar. Det var udsendingen for Trump Steve Witkoff, som var bulldozeren. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu fik vredet armen om på ryggen og besked på, at hans indenrigspolitiske udfordringer med at holde sammen på sin regering ikke kunne stå i vejen for en våbenhvile.

Amerikanerne fik de toneangivende arabiske lande med på aftalen og der blev dermed lagt et så hårdt pres på Hamas, at aftalen kunne indgås og gidslerne kunne begynde at blive frigivet.

Man kan lige her godt sammenligne Ukraines situation med Israels. Israels regering havde som krigsmål at nedkæmpe Hamas – og få gidslerne hjem. Ukraine har som krigsmål at befri alle de besatte territorier – og blive en del af en vestlig forsvarsalliance.

Men man kan ikke få alt her i livet, og det var det, Steve Witkoff sagde til Benjamin Netanyahu. Du kan ikke både få gidslerne fri og nedkæmpe Hamas. Du kan få en af delene. USA tilbød Israel hjælp til at få gidslerne hjem – ikke til at fjerne Hamas.

Det er også essensen i USA’s besked til Zelenskyj. Du kan ikke både få alle territorier tilbage og blive en del af en vestlig alliance. Du kan kun få én af tingene. USA tilbød Ukraine en strategisk alliance i kraft af mineralaftalen med alt der følger med – ikke alle territorierne.

Man kan stole på USA
Hvordan er det så gået med våbenhvilen mellem Israel og Hamas? Man er kommet gennem første fase, og det lovede antal gidsler frigivet, men der er stadig væk overlevende gidsler i terrororganisationens varetægt.

Er USA så skredet fra det hele, som er formodningen, at USA vil gøre i Europa, når først der en aftale med Putin? Nej, USA er blevet og har involveret sig yderligere for at få de resterende gidsler fri.

Israels forventning til USA om, at amerikanerne er en allieret, man kan stole på, er blevet honoreret. Hvis nu Benjamin Netanyahu tilbage i januar havde tvivlet på amerikanerne og fastholdt begge sine egne krigsmål, ville der ikke være blevet nogen våbenhvile, og Donald Trump ville ikke have involveret sig.

Europæerne og ukrainerne burde lære af den lektie i stedet for at lade sig dirigere af mishaget over en præsident i USA, de ikke har ønsket, men alligevel fået, fordi amerikanerne har valgt ham. Vov at stole på USA.

Ukraine kan tabe alt
I den europæiske debat lader analysen til at være, at man ikke kan tillade, at Putin kan erklære sig som vinder, for så får han blod på tanden og fortsætter sit felttog mod os andre. Derfor skal en fredsaftale være en tydelig ydmygelse af Putin, så alle russere kan se, at det ikke kunne betale sig at være aggressor.

Det er et krigsmål, som ikke kan opfyldes, medmindre europæerne sætter sig for at smadre – ja nedkæmpe Rusland. Det er ikke desto mindre, hvad Mette Frederiksen med sit ’we have to win this war’ indtil for nylig havde som mantra. Og det er opskriften på at tabe alt.

For en mere nøgtern betragter, og her er USA at regne for den nøgterne, må afslutningen på krigen blive en anden end nedkæmpning af Rusland. Afskrækkelsen af Rusland til at afstå fra yderligere aggression må opnås på en anden måde. Det er derfor den europæiske oprustning – kald det våbenkapløbet med Rusland er vigtig – også for USA, for det er her afskrækkelsen skal virke.

Ukraine kan vinde mere end russerne
Det man kan opnå i Ukraine, er et stop for krigshandlingerne og en indledning af forhandlinger om et territorielt kompromis, som er acceptabelt for både Ukraine og Rusland.

Altså en for Ukraine smertelig men realistisk afslutning på krigen. Til gengæld vil ukrainerne i modsætning til russerne have en fremtid som en del af den vestlige verden, hvor velstanden vokser og mennesker trives.

Præsident Putin af Rusland vil på sin side erklære en sejr og fejre, at moder Rusland har vundet nogle af sine tabte døtre og sønner hjem til moderlandet. Det kan vi ikke forhindre.

Hamas udråbte sig også som sejrherre efter indgåelsen af en våbenhvile med Israel. Det pinte israelerne umådeligt at se de skrydende Hamas-folk rende rundt i gaderne og fejre en sejr over den zionistiske fjende.

Men historien slutter jo ikke her. Den fortsætter, og for palæstinenserne i Gaza bliver det kun værre, så længe de holder med Hamas, og for russerne bliver livet ikke bedre, før de slår ind på en anden vej. For ukrainerne derimod vil hverdagen blive bedre hver dag, hvis de indgår et territorielt kompromis i et partnerskab med USA.

USA isolerer sig ikke - tværtimod
USA har nu indledt direkte forhandlinger med Hamas og bruger de arabiske stater som rambuk med trusler om økonomisk udsultning og politisk isolation. Da Hamas viste vrangvillighed og langsommelighed i forhandlingerne, sendte Donald Trump på sit eget sociale medie Truth Social en voldsom bredside mod lederskabet i Hamas – enten frigiver I alle gidsler nu – ikke senere, ellers bryder helvede løs over jeres hoveder, skrev han.

Dagen efter nikkede Hamas til yderligere gidselfrigivelser, og en aftale om de næste 10 levende gidsler forventes en af de første dage i den kommende uge.

Samtidig har det amerikanske diplomati opnået at reparere forholdet til Saudi-Arabien, Ægypten og Qatar. Det næste stop efter frigivelsen af gidslerne i Gaza bliver normalisering af forholdene mellem de arabiske lande og Israel. En bestræbelse Donald Trump indledte i sin første præsidentperiode, men som Biden ikke evnede at følge op på.

Med en fornyet stærk position i Mellemøsten vil USA blive endnu mere værdifuld som strategisk partner for Europa. Det ville jeg ønske, at de europæiske leder snart ville indse i stedet for at bruge energi på at kritisere Donald Trumps riviera-drømme om Gaza.

USA kan udrette alt det, Europa ikke kan
Fjendtligheden rettet mod Donald Trump tjener i hvert fald ingen – bortset fra denne verdens despoter.

Iran har, siden USA trak sig fra atomaftalen, været et europæisk ansvar at tale til fornuft. Men Iran har i årevis ageret som en vild og uregerlig krabat med proxykrige i Syrien og Yemen og mod Israel udover at regimet undertrykker sin egen befolkning og fortsætter sit atomprogram.

Også her har Donald Trump rettet sin opmærksomhed hen. I erkendelse af, at så længe Iran optræder aggressivt udadtil, bliver det rigtig svært at stabilisere Mellemøsten.

Taktikken er også her gulerod og stav. I første omgang har den amerikanske regering sendt forsonende signaler afsted mod præstestyret. Men på den anden side, har amerikanske styrker samtidig indledt militærøvelser i samarbejde med det israelske luftvåben, som involverer amerikanske B52-bombefly, som kan smadre de iranske atomanlæg. USA lægger beredvilligt billeder fra øvelsen ud på nettet, så iranerne kan følge med.

Europæerne er aldrig kommet i nærheden af en strategi, som sigter mod at pacificere Iran. USA har under Donald Trump efter et par måneder ved magten sat toget i bevægelse.

Vi har allerede meget at takke USA for
Jeg ved godt, det virker provokerende, at jeg ser bort fra en masse skidt, som Trump har sagt og gjort både i sin første periode og i forbindelse med hans genindtræden i Det Hvide Hus. Truslerne mod Kongeriget, toldkrigene, annektering af Canada og flere andre ting springer selvfølgelig i øjnene.

Men man behøver ikke købe ind på MAGA-projektet og bryde sig om Donald Trumps facon for at se gevinsterne for os i Europa i at have fået en handlekraftig præsident i Det Hvide Hus efter fire år med amerikansk passivitet.

Og jeg vil meget stærkt anbefale, at man lægger sin fjendtlighed væk og erkender, at USA også i morgen er den supermagt, som står os tættest, og som vi kan opnå det bedste i verden med. Vi har meget at takke USA for historisk. Vi har også meget godt at se frem til, hvis vi vælger USA til.