Da formanden for Venstre Jakob Ellemann-Jensen den 20. november 2022 tre uger efter folketingsvalget på Venstres landsmøde erklærede, at ”Venstre ville stå i egen ret” og at der ikke var ”ét samlet borgerligt projekt blandt de blå partier” lagde han an til det politiske eksperiment, som 24 dage senere kom til verden på Marienborg og blev kendt som SMV-regeringen.
Hans efterfølger på posten som Venstres formand Troels Lund Poulsen lægger nu an til at lægge eksperimentet i graven – ikke af lyst, men fordi SVM-regeringen er en synkende skude, og det gælder derfor om at finde en redningsbåd og komme væk, inden man bliver suget i dybet sammen med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Formålet er at bevare magten
Troels Lund Poulsens erklæring om, at Danmark bør træde ud af Statsborgerretskonventionen, hvis den ikke bliver ændret inden udgangen af 2026, skal ikke forstås som et fundamentalt opgør med Venstres hidtidige linje i forhold til de internationale konventioner. Det er snarere en symbolsk kursændring, som skal berede vejen for, at Venstre kan indtage en ny position i den parlamentariske manege.
Formålet med en ny position denne gang er det samme som sidst – og forrige gang og gangen før det – at Venstre kan finde plads i den næste regering, bevare hånden på styrepinden og sikre partiet ministerposter og magt. Ikke så meget mere end det.
Hvilken regering Venstre vil blive en del af, er ikke afgørende for Troels Lund. Og substansen – at kunne fratage nogle få udlændinge en dansk indfødsret, som de aldrig burde have fået – er nærmest fraværende, men symbolet er stærkt.
Så inden man stiller sig selv et borgerligt styre i udsigt, skal man lige gennemgå de mange mulige flertalsscenarier. Der er mange mulige udfald og kun få af dem vil være godt for det borgerlige Danmark. Det vil jeg forsøge at beskrive en af første dage i den kommende uge. I dag holder jeg mig til at se det hele lidt fra oven.
En svag konvention – ligegyldig for de fleste
Den omtalte konvention er en af de svagere konventioner, som indgår i komplekset af ’Danmarks internationale forpligtelser’, som det heder på nydansk politikersprog. Statsborgerretskonventionen er en opfindelse fra Europarådet i 1990’erne. Rådet har 46 medlemslande, og end ikke halvdelen af landene har her 30 år senere ratificeret konventionen.
Og blandt de lande, der står uden for, finder man endda de store lande såsom Frankrig, Italien, Spanien og Storbritannien. Af de store lande er det kun Tyskland, der har ratificeret. Det er simpelthen ikke en konvention man tillægger nogen særlig betydning i Europas hovedstæder.
Det er altså – hvis man synes, det er vigtigt – ret ubetydeligt, hvad man kan forvente af negative internationale reaktioner, hvis Danmark trækker sin ratifikation tilbage og udtræder af konventionen.
Og det er jo nok også derfor, at de fire blå partier LA, DD, K og LA kunne blive enige om at skrive netop det punkt ind i deres fælles arbejdspapir med 50 forslag, som de vil gennemføre, hvis de kan vinde regeringsmagten. Det er ufarligt.
Symbolpolitikken forstås også i S
Og det er også det faktum, Troels Lund Poulsen kan bruge til at berolige sit bagland med. At udmeldingen er symbolsk og ikke ændrer på Venstres generelle opbakning til det internationale system af retsgyldige aftaler og konventioner. Og det er formentlig også sådan man tænker i statsministerpartiet inde ved siden af hos socialdemokraterne.
De første reaktioner fra Socialdemokratiet har nemlig været ret afdæmpede. Mette Frederiksen har sendt sin politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen afsted med et budskab om, at man hellere vil ’true med at blive’ end forlade konventionen, dog uden at afvise, at det kan blive resultatet.
Det er vigtigt for Mette Frederiksen at holde den dør åben, så hun ikke allerede nu overgiver sig til venstrefløjen og de radikale.
Valget kan vente
Nogle kommentatorer er meget emsige og har nærmest udskrevet folketingsvalg. Så hurtigt tror jeg ikke, det kommer til at gå. Troels Lund Poulsen er det meste af tiden en sindig mand, der ikke rider samme dag, han sadler, og Mette Frederiksen har overhovedet ikke travlt med at aflive det regeringsprojekt, hun står i spidsen for.
Det har længe stået klart, at der ikke vil være mandatmæssig opbakning til, at SMV-regeringen kan fortsætte efter et folketingsvalg. Der skal altså efter et folketingsvalg blandes en ny pose bolsjer, som kan præsenteres for danskerne som en regering.
Troels Lund Poulsen har med sin symbolske melding fortalt sine kolleger i de andre partier, og lidt mere subtilt også vælgerne, at han vil gå efter at blive statsminister.
Der skal moderat fremgang til
For at det kan lykkes, skal Troels Lund i forhold til meningsmålingerne i dag vinde 3-5 mandater mere, så Venstre i forhold til valget i 2022 holder skindet på næsen eller helst går lidt frem. Sammenholdt med, at både Socialdemokraterne og Moderaterne står til en kæmpelussing, vil en sådan præstation kunne bruges til at tegne billedet af en sejrherre.
Analysen i Venstre er formentlig – og det er jeg faktisk enig i – at de 3-5 mandater mere, lettere kan vindes ved at holde pladsen i regeringen, end ved at sprænge den og forlade den. Venstre kan komme med særmeldinger, der konstant presser statsministeren og forhindrer hende i at bruge regeringen til at ’bekæmpe’ stemmetabet til DF.
Venstre kan ligeledes blokere i regeringen for initiativer, der kommer venstrefløjen i møde og dermed styrke sin egen borgerlige profil og genere Mette Frederiksen.
Venstre har brug for nogle måneder til at bygge op og skærpe profilen. Og her skal man ikke lade sig narre og tro, at de 3-5 mandater skal hentes hos de radikale eller socialdemokraterne. Nej, når nu klovnebussen allerede er nede tæt på spærregrænsen, ligger potentialet for Venstres fremgang ved at vinde Støjberg-vælgere tilbage. Det er dér nøglen ligger for Troels Lund til at blive statsminister.
Værst for Støjberg
Det er de godt klar over ovre i Danmarksdemokraternes lejr, og derfor er det også en ganske afmålt og tilknappet reaktion man hører fra den kant ovenpå Troels Lund Poulsens udmelding lørdag i Berlingske Tidende.
Støjberg ved godt, at et proaktivt Venstre i værdipolitikken og offensivt i forhold til det traditionelle bagland i provinsen, kan gøre ondt på hendes parti, og hun vakler nu mellem at omfavne Troels eller forsøge at tale ham ned.
En svær situation for Inger Støjberg. Og den bliver kun sværere, jo tættere vi kommer på et valg. Men det vil være helt umuligt for Inger Støjberg at undgå at give sin støtte til Troels Lund Poulsen, når han, den dag regeringen går af, vælger at præsentere sig som statsministerkandidat.
Lykkes strategien for Troels Lund, så Venstre vokser bare en lille smule i meningsmålingerne i den kommende tid på bekostning af Danmarksdemokraterne, vil det gøre endnu mere ondt på Støjberg, og – ja, sådan er politik også – det vil for mange i Venstre være en særskilt fornøjelse.
De i Venstre, som måske er tøvende ved Troels Lunds nye kritiske linje overfor konventioner, kan let lade sig formilde, hvis de ser, at det gør mere ondt på Støjberg.
