Da Troels Lund Poulsen fik overdraget stafetten som kongelig undersøger, skrev jeg en artikel, som jeg kaldte ’Tre gode råd til Troels’.
Han burde udelukke både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen fra regeringskontorerne. Han burde meddele, at han agtede at stille sig i spidsen for en VLAK-regering, og han burde fremlægge et regeringsgrundlag, som Lars Løkke Rasmussen ikke ville kunne forkaste uden at blive hånet.
Det glæder mig på det borgerlige Danmarks vegne, at Troels Lund Poulsen har analyseret mulighederne på samme måde og i dag har gjort præcis det. For uanset om vi får en VLAK-regering eller ej, så peger det offensive udspil fra Troels Lund i en retning af borgerlig genopbygning.
Niels Th. Dahl kalder det i Jyllands-Posten: ’et strategisk meget, meget snedigt og klogt træk’. Det er jeg selvfølgelig enig i, al den stund, jeg selv har foreslået det for halvanden uge siden. Men måske er vi ikke helt enige om, hvori det strategiske består.
Min egen analyse bygger på, at så længe Lars Løkke Rasmussen får lov at beholde dirigentstaven, kommer vi ikke i gang med en borgerlig genopbygning af Danmark. Derfor må det første skridt være at fraviste ham dirigentstokken og henvise den tidligere statsminister og venstreformand til pladsen for 2. violinen i orkestret.
Jeg ved ikke, om Troels Lund Poulsen er enig med mig i dette. Måske han blot har erkendt, at den eneste mulighed i hans liv for at blive statsminister er at blive det nu, og den eneste mulige regeringskonstellation for det projekt er VLAK. Det er i og for sig også ligegyldigt, om han er enig, for resultatet bliver det samme: Løkke henvises til pladserne for 2. violin.
I skrivende stund her tirsdag eftermiddag er situationen uafklaret. Lars Løkke Rasmussen skal til møde i aften med Troels Lund, som vil afkræve ham svar på, hvorvidt han vil modsætte sig en VLKAK-regering eller acceptere den.
Lars Løkke på sin side vil forsøge at forhale og forsinke, som han plejer i håb om, at der vil vise sig en mulighed for, at han kan generobre taktstokken fra den nye dirigent og orkesterleder. Hans muligheder er få og ikke særligt attraktive for ham.
Hvis han afviser VLAK til trods for regeringsgrundlaget, som indeholder 90% af Moderaternes politik, må han tilbage til Mette Frederiksen, som stadigvæk er sur over, at Løkke for halvanden uge siden fyrede hende som kongelig undersøger.
Løkke vil være svækket, fordi han nu har opbrugt sin trussel om at ’gå til højre’, hvis han ikke får sin vilje med de røde. Hans forhandlingsposition er blevet voldsomt forringet, og han vil skulle acceptere en rød regering med færre blå forbehold. Det betyder, at hans rolle som højre baghjul i en S-SF-R-M-regering vil blive endnu mere uattraktiv.
Den sidste mulighed for Løkke er at fremtvinge et nyvalg, men det vil være utrolig risikabelt for Moderaterne, som af både venstrefløj og de borgerlige vil blive beskrevet som den store sabotør, der kun går op i ministerposter til sig selv. Så det er ikke en reel mulighed.
Tilbage står konklusionen: Lars Løkke Rasmussen kommer til at acceptere en VLKAK-regering. Måske skal han lige fodres med et par politiske indrømmelser mere over de næste dage, men hans alternativer er værre. Og dermed tager vi hul på det sidste kapitel i Lars Løkkes politiske historie og det første kapitel i den borgerlige genrejsning.
